Tryghedspartnerskabet Folehaven 2022-2025
Københavns Kommune har tre tryghedspartnerskaber i hhv. Folehaven, Tingbjerg-Husum og på Amager. Formålet med tryghedspartnerskaberne er at øge trygheden og mindske kriminaliteten i udsatte områder af København. Med budget 2022 blev der afsat midler til at videreføre Tryghedspartnerskabet Folehaven.
Økonomiudvalget forelægges forslag til partnerskabsaftale for perioden 2022-2025 og tryghedsplan for 2022 for Tryghedspartnerskabet Folehaven til godkendelse.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at forslag til partnerskabsaftale 2022-2025 for Tryghedspartnerskabet Folehaven og tryghedsplan 2022, jf. bilag 1 og 2, godkendes.
Problemstilling
Tryghedspartnerskaberne har som målsætning at nedbringe kriminaliteten og øge trygheden i områderne gennem tværgående lokalt samarbejde. Hovedgrebet er et tæt og forpligtende samarbejde mellem partnerskabernes deltagere, som består af Københavns Kommunes syv forvaltninger, Københavns Politi, SSP samt de almene boligorganisationer i områderne.
Erfaringer fra partnerskaberne viser, at den tværgående samarbejdsmodel er effektiv. Fælles for partnerskabsområderne er, at der er et historisk lavt niveau af borgervendt kriminalitet, men at utrygheden fortsat er markant højere end gennemsnittet for København.
Partnerskaberne styres via fireårige partnerskabsaftaler og tryghedsplaner med partnerskabernes konkrete aktiviteter, der revideres årligt.
Tryghedspartnerskabet Folehaven er med budget 2022 forlænget i en fireårig periode, og der skal derfor godkendes en partnerskabsaftale for perioden og en tryghedsplan for 2022.
Løsning
Der er nedsat en arbejdsgruppe og en styregruppe for Tryghedspartnerskabet Folehaven med repræsentanter fra alle partnerskabets parter. Styregruppen har den 26. november 2021 godkendt vedlagte forslag til partnerskabsaftale og tryghedsplan for Tryghedspartnerskabet Folehaven. Partnerskabsaftalen fastlægger de overordnede rammer for partnerskabets virke i 2022-2025, mens tryghedsplanen udfolder partnerskabsaftalens indsatsområder i konkrete aktiviteter med tilhørende bevilling.
Tryghedspartnerskabet har som sine overordnede målsætninger at øge den oplevede tryghed og begrænse kriminaliteten i partnerskabsområderne. Målsætningerne er overordnet de samme som i den tidligere partnerskabsaftale for 2018-2021, bortset fra, at der er justeret i målet om udviklingen i tryghed, så det er muligt at opgøre, om der årligt sker et ønsket fald i utrygheden i området. Samtidig er der tilføjet en tredje målsætning, som måler på samarbejdets bredde.
Konkret arbejder tryghedspartnerskabet efter følgende tre målsætninger:
1. Andelen af utrygge borgere i Folehaven Tryghedspartnerskab skal årligt udvise et fald i utrygheden og nærme sig københavnerniveau i 2025, også hvad utryghed i aften- og nattetimer angår. Der måles ud fra Københavns Kommunes Tryghedsundersøgelse.
2. Udviklingen i kriminalitet i partnerskabsområdet:
- Det samlede antal anmeldelser af borgervendt kriminalitet per 1000 indbyggere i partnerskabsområdet skal som minimum fastholdes på 2021-niveau (Betegnelsen borgervendt kriminalitet følger politiets definition og omhandler følgende sagsområder: drab (mv.), færdselslov, indbrud, narkotika og smugling, røveri, sædelighed, tyveri, vold og øvrig straffelov, herunder brugstyveri.).
- Antal anmeldelser på tre udvalgte gerningstyper (indbrud, tyveri/røveri og vold/våben) i partnerskabsområdet skal som minimum fastholdes på 2021-niveau.
- Årlig monitorering på følgende gerningstyper: Chikane, hærværk, narkotika og trusler.
3. Ud af det samlede antal aktiviteter i tryghedsplanen, skal minimum 75 % involvere to eller flere samarbejdspartnere, lokaliseret i eller uden for partnerskabsområdet. Dette for at understøtte det tværgående samarbejde på tværs af partnerskabets geografiske afgrænsning.
Der måles ud fra Københavns Kommunes tryghedsundersøgelse, hvor data er trukket fra Rigspolitiets anmeldelsesregister. Der monitoreres ud fra data fra Københavns Politi.
Tryghedspartnerskabet Folehavens indsatsområder
Partnerskabsaftalen fokuserer på tre overordnede indsatsområder:
- Kommunikation
- Tryggere byrum
- Flere positive fællesskaber
Intern og ekstern kommunikation og dialog med beboere er en indsats, som går på tværs af alle tre indsatsområder i begge partnerskaber.
Tryghedsplan 2022
Der udarbejdes tryghedsplaner for Tryghedspartnerskabet Folehaven, som detaljeret beskriver de konkrete indsatsområder og aktiviteter, der skal bidrage til at skabe øget tryghed og mindre kriminalitet i partnerskabsområdet. Tryghedsplanerne er dynamiske, hvilket indebærer, at de opdateres løbende og minimum en gang årligt, så partnerskabets konkrete aktiviteter hele tiden imødekommer de aktuelle behov.
Partnerskabet vil løbende evaluere de enkelte aktiviteter, relevans af fortsættelse eller afslutning af aktiviteter, den konkrete udfoldelse af de enkelte aktiviteter, og om der skal igangsættes nye aktiviteter.
Tryghedsplanen 2022 for Tryghedspartnerskabet Folehaven foreslås således udmøntet (se uddybning af indsatsområder og aktiviteter i bilag 2):
Økonomi
Budget 2022 omfatter bevilling til at opretholde og gennemføre aktiviteter i Tryghedspartnerskabet Folehaven i perioden 2022-2025. Til Tryghedspartnerskabet Folehaven er der afsat 0,9 mio. kr. årligt (p/l 2022) i drift i 2022-2025. I årene 2022-2025 er der derudover afsat 0,3 mio. kr. til projektledelse af partnerskabet, der varetages af Sikker By i Økonomiforvaltningen.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, vil partnerskabsaftalen for Tryghedspartnerskabet Folehaven blive underskrevet af styregruppens medlemmer og træde i kraft.
Aktiviteterne i tryghedsplanen vil blive igangsat af tryghedspartnerskabet. Styregruppen for Tryghedspartnerskabet Folehaven vil årligt tage stilling til arbejdsgruppens forslag til justeringer i tryghedsplanen. Ved udgangen af hvert år i partnerskabsperioden vil styregrupperne blive forelagt forslag til justering af tryghedsplanen for det kommende år samt modtage afrapportering på indeværende aktiviteter i tryghedsplanen
Tryghedspartnerskabet vil én gang årligt gøre status for opfyldelsen af målsætningerne om øget tryghed og mindre kriminalitet. Denne status forelægges for Økonomiudvalget ifm. offentliggørelsen af den årlige Tryghedsundersøgelse i juni. Derudover forelægges Økonomiudvalget en orientering om afrapportering på tryghedsplanens aktiviteter ved årets afslutning.
Søren Hartmann Hede /Søren Tegen Pedersen
Beslutning
Dagsordenspunkt 7: Tryghedspartnerskabet Folehaven 2022-2025 (2021-0384544)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2021
Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 0. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B og F.
Imod stemte: -
Undlod at stemme: C
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi er skeptisk overfor effekten af de nævnte initiativer og er ikke overbevist om, at det er disse initiativer, der bedste skaber tryghed for beboerne i Folehaven.”