Mødedato: 14.12.2004, kl. 15:00

Kapitalbevilling til udskiftning af oliebrændere m.v. på Lygten Varmeværk (Miljø- og Forsyningsudvalget)

Kapitalbevilling til udskiftning af oliebrændere m.v. på Lygten Varmeværk (Miljø- og Forsyningsudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 14. december 2004

 

 

 

J.nr.             ØU 441/2004

 

 

14.                Kapitalbevilling til udskiftning af oliebrændere m.v. på Lygten Varmeværk (Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler,

at der gives Københavns Energi en kapitalbevilling på 15,0 mio. kr. til udskiftning af oliebrændere m.v. på Lygten Varmeværk. Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2005 på investeringsplanens konto 1.03.3.12.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 8. november 2004

Tiltrådt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det dog skal bemærkes, at udgifterne til udskiftning af oliebrændere m.v. på Lygten Varmeværk skal holdes indenfor de økonomiske rammer som Borgerrepræsentationen beslutter for Miljø- og Forsyningsudvalget

Se vedlagte notat.

 

 

RESUME

Af hensyn til forsyningssikkerheden foreslås givet en kapitalbevilling til udskiftning af oliebrændere på spidslastværket, Lygten Varmeværk. Grundet fremtidige miljøkrav foreslås der, at der samtidig med udskiftning af oliebrændere på værket etableres nyt olieanlæg så olietypen ændres fra svær fuelolie til fyringsgasolie.

 

SAGSBESKRIVELSE

Lygten Varmeværk er et af i alt tre spidslastanlæg i København ejet af Københavns Energi. Spidslastanlægget producerer fjernvarme i form af damp, som supplement til den normale forsyning af fjernvarmedamp fra Svanemølleværket og H.C. Ørsted Værket og ved ledningshaveri eller udfald af et værk. Anlægget er ikke i konstant drift, men opstartes efter behov og kører årligt højest 200 driftstimer, hvilket svarer til ca. 2 % af årets timer. For forsyningssikkerheden er det vigtigt, at anlægget til enhver tid kan opstartes og at forsyningen fra spidslastværket til dampnettet hurtig kan etableres. Lygten Varmeværk indgår som en del af den fremtidige dampforsyning.

Lygten Varmeværk består af tre oliefyrede kedler, hvoraf de to af forsyningssikkerhedsmæssige grunde altid skal kunne opstartes med kort varsel. Oliebrænderne  på kedlerne er fra spidslastanlæggets idriftsættelse og er derfor nu godt 36 år gamle. En udskiftning af oliebrænderne m.v. er derfor påkrævet.

I dag bruges der svær fuelolie som fyringsmiddel på Lygten Varmeværk. Svær fuelolie er en betegnelse for tung fyringsolie, som har en meget høj viskositet og derfor skal opvarmes for at kunne pumpes. Dette medfører, at de anvendte tanke til opbevaring af olien skal være opvarmede hele året rundt, så olien kan pumpes ind til oliebrænderne og forsyning af damp til fjernvarmenettet hurtig kan etableres.

Det eksisterende anlæg kan med svær fuelolie ikke overholde hverken emissionskrav eller røggaskrav fra år 2008, jf. bek. nr. 808 af 25.09.2003 (Begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg).

Fortsættes der med at benyttes svær fuelolie som fyringsmiddel på værket, kræves en større ombygning af anlægget, herunder blandt andet etablering af et røggasrensningsfilter for at kunne overholde såvel emissions- som røggaskrav. Disse væsentlige ombygninger bør ses i forhold til, at værket kun kører ca. 2 % af et års samlede antal timer. Ombygningen kræver en del plads, hvilket ikke er til rådighed på spidslastværket.

Ved en udskiftning af oliebrændere m.v. vil det være naturligt ved samme lejlighed at skifte fyringsmiddel til fyringsgasolie. Med fyringsgasolie kan kommende miljøkrav overholdes og samtidig kræver dette fyringsmiddel ikke opvarmning for at kunne pumpes. Eksisterende olietanke kan genanvendes til opbevaring af fyringsgasolie.

Det foreslås derfor, at skifte oliebrændere, olieanlæg, automatikanlæg m.v. på spidslastværket Lygten Varmeværk.

Grundet hensynstagen til forsyningssikkerheden skal to kedler til enhver tid kunne opstartes med kort varsel. Derfor forventes arbejdet med udskiftning af oliebrænderne m.v. at blive udført over en periode på 2 år. Arbejderne med ombygning af brændere m.v. forventes påbegyndt i 2005 og afsluttet i 2006.

Arbejdet udføres af private entreprenører efter indhentning af tilbud.

 

Konsekvenser for borgerne

Der er ingen konsekvenser af indstillingen.

 

ØKONOMI

De samlede omkostninger til udskiftning af brænderne m.v. skønnes at beløbe sig til 15,0 mio. En udgift på 12,0 mio. kr. påregnes afholdt i 2005 og en udgift på 3,0 mio. kr. påregnes afholdt i 2006.

Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2005 på investeringsplanens konto 1.03.3.12. Der er på investeringsoversigten alene optaget et beløb på 1 mio. kr. til projektet i 2006. Det resterende beløb vil blive søgt indarbejdet i investeringsplanen for 2006.

Sagen søges alene behandlet af Økonomiudvalget, da indstillingen vurderes omfattet af Borgerrepræsentationens delegation af bevillingsmyndigheden jf. BR 136/2004.

 

MILJØVURDERING.

Etablering af nye brændere og olieanlæg, herunder ændring af fyringsmiddel har følgende fordele:

Luftforurening:       Krav til emission og røggasser gældende fra år 2008 kan overholdes (bek. nr. 808).

 

Arbejdet i forbindelse med etableringen af nye brændere samt nyt fyringsmiddel vurderes at have følgende miljømæssige konsekvenser:

Affald:                     Skrottede komponenter samt olieaffald vil blive bortskaffet efter de i kommunen fastsatte regler herfor.

 

HØRING

Der er ingen høringsforpligtelser.

 

BILAG

Der er ingen bilag.

 

 

Jes Bertelsen                                          /                     Ole Toft Frederiksen

 


Til top