Mødedato: 14.11.2006, kl. 15:15

Udvidelse af Borgerrådgiverens kompetence med adgang til at iværksætte undersøgelser på eget initiativ (egen driftsfunktion)

Se alle bilag

Udvidelse af Borgerrådgiverens kompetence med adgang til at iværksætte undersøgelser på eget initiativ (egen driftsfunktion)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 14. november 2006

 

 

 

J.nr.             ØU 403/2006

 

 

4.                   Udvidelse af Borgerrådgiverens kompetence med adgang til at iværksætte undersøgelser på eget initiativ (egen driftsfunktion)

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget at anbefale Borgerrepræsentationen at beslutte,

 

at Borgerrådgiveren med virkning fra 1. januar 2007 får udvidet sin kompetence med adgang til at iværksætte undersøgelser på eget initiativ (egen driftsfunktion), herunder

 

1.      adgang til at tage sager op af egen drift, når der må formodes at foreligge et principielt aspekt, eller såfremt der efter de foreliggende oplysninger må antages at være tale om grove eller væsentlige fejl,

 

2.      adgang til at gennemføre generelle undersøgelser af udvalgte forvaltningsområder efter samråd med Borgerrådgiverudvalget og

3.      adgang til som en stikprøvekontrol at foretage inspektion af institutioner eller virksomheder samt tjenestesteder, der hører under Borgerrepræsentationens virksomhed,

at Borgerrådgiverudvalgets kommissorium og forretningsorden ændres i overensstemmelse hermed, jf. vedlagte bilag 1 og 2,

at der indgås aftale om supplering af Borgerrådgiverens nuværende lejemål på vilkår som beskrevet i bilag 3 (fortroligt), idet udgiften til deponering, 2,26 mill. kr., finansieres indenfor kommunens ledige låneramme for 2007. De samlede udgifter på 2,3 mill. kr. (2007 p/l) i forbindelse med udvidelsen af Borgerrådgiverens kompetence afholdes indenfor Borgerrådgiverens bevilling fordelt med 1,95 mill. kr. på funktion 6.51.1 (Sekretariat og forvaltning) og 0,35 mill. kr. på funktion 6.50.1 (Administrationslokaler). Udgifterne i 2008 og frem på 1,9 mill. kr. årligt (2007 9/l) afholdes indenfor Borgerrådgiverens bevilling fordelt med 1,55 mill. kr. på funktion 6.51.1 og 0,35 mill. kr. på funktion 6.50.1.

at indstillingen om udvidelse af Borgerrådgiverens kompetence sendes i høring i Borgerrådgiverudvalget og de stående udvalg, herunder i Kultur- og Fritidsudvalget og Borgerrådgiverudvalget tillige for så vidt angår indstillingen om lokaleudvidelsen, således at udvalgenes høringssvar kan indgå ved Borgerrepræsentationens behandling af sagen.

 

RESUME

Med det formål at sikre et uafhængigt tilsyn og en uafhængig behandling af klager over grove og væsentlige fejl på plejehjemsområdet og generelt i kommunen indstiller Økonomiforvaltningen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at Borgerrådgiverens kompetence udvides med en egen driftsfunktion.

 

Udvidelsen indebærer adgang for Borgerrådgiveren til at tage sager op på eget initiativ, når der må formodes at foreligge et principielt aspekt, eller såfremt der efter de foreliggende oplysninger må antages at være tale om grove eller væsentlige fejl. Videre en adgang til at gennemføre generelle undersøgelser af udvalgte forvaltningsområder efter samråd med Borgerrådgiverudvalget, samt til som en stikprøvekontrol at foretage inspektion af institutioner eller virksomheder samt tjenestesteder, der hører under Borgerrepræsentationens virksomhed.

 

I konsekvens af den foreslåede udvidelse foreslås det endvidere, at kommissoriet og forretningsordenen for Borgerrådgiverudvalget revideres, som det fremgår af de til indstillingen vedlagte bilag 1 og 2.

Endelig foreslås det, at Borgerrådgiverens nuværende lejemål i Vester Voldgade suppleres med 147 m2, jf. vedlagte bilag 3 (fortroligt), i konsekvens af udvidelsen med egen driftsfunktionen.

Udvidelsen af Borgerrådgiverens kompetence kan vedtages af Borgerrepræsentationen inden for rammerne af den gældende bestemmelse i § 24 i Styrelsesvedtægten for Københavns Kommune.

 

SAGSBESKRIVELSE

Med det formål at sikre et uafhængigt tilsyn og en uafhængig behandling af klager over grove og væsentlige fejl på plejehjemsområdet og generelt i kommunen indstiller Økonomiforvaltningen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at Borgerrådgiverens kompetence udvides med en egen driftsfunktion. Udvidelsen indebærer, at Borgerrådgiveren i lighed med Folketingets Ombudsmand får mulighed for at tage sager op af egen drift, gennemføre generelle undersøgelser og foretage inspektion af institutioner mv., som hører under Borgerrepræsentationens virksomhed.

 

Indholdet af udvidelsen.

Om indholdet af udvidelsen kan oplyses følgende:

Adgang til at tage sager op af egen drift, når der må formodes at foreligge et principielt aspekt, eller såfremt der efter de foreliggende oplysninger må antages at være tale om grove eller væsentlige fejl.

 

Udvidelse af Borgerrådgiverens kompetence med mulighed for - blandt andet på baggrund af sager omtalt i medierne eller på baggrund af enkelte klager - at tage sager op af egen drift indebærer bedre mulighed for, at grove og væsentlige mangler i eksempelvis plejen og omsorgen på kommunale institutioner samt mere principielle forhold i forbindelse med den kommunale sagsbehandling mv. vil blive undersøgt.

Egen drifts – adgangen er begrænset til sager, der rummer et principielt aspekt, eller sager / forhold, hvor der efter de foreliggende oplysninger må antages at være tale om grove eller væsentlige fejl.

 

Adgang til at gennemføre generelle undersøgelser af udvalgte forvaltningsområder efter samråd med Borgerrådgiverudvalget.

Borgerrådgiverudvalget kan med hjemmel i udvalgets kommissorium til enhver tid pålægge Borgerrådgiveren at iværksætte nærmere undersøgelse af udvalgte forvaltningsområder.

Udvidelse af Borgerrådgiverens kompetence med en adgang til i samråd med Borgerrådgiverudvalget at foretage generelle undersøgelser legitimerer, at Borgerrådgiveren tager initiativ til at foreslå gennemførelse af større undersøgelser af udvalgte forvaltningsområder. 

Sådanne undersøgelser muliggør en prioriteret indsats mod specifikke problemstillinger, f.eks. iagttagelse af borgernes retssikkerhedsgarantier i sager om førtidspension, en forvaltnings IT-sikkerhed ved brug af e-mails eller udmøntning af visse af Borgerrepræsentationens beslutninger, f.eks. dele af planen for Åbenhed på Rådhuset.

De generelle egen drifts undersøgelser kan f. eks. bestå af større undersøgelser, der bredt afdækker relevante forhold, og mindre undersøgelser, der omfatter færre forhold, som blandt andet er udvalgt på baggrund af konkrete indikationer af behov for undersøgelse.

 

Det vil være naturligt, at Borgerrådgiveren koordinerer sin generelle undersøgelsesvirksomhed med Revisionsdirektoratet.

 

Adgang til som en stikprøvekontrol at foretage inspektion af institutioner eller virksomheder samt tjenestesteder, der hører under Borgerrepræsentationens virksomhed.

Inspektionerne vil blive gennemført som en stikprøvekontrol i en dybtgående form med efterfølgende udarbejdelse af en inspektionsrapport. Værdien af inspektionsvirksomheden ligger dels i en grundig undersøgelse af udvalgte institutioner og lign., dels i opfølgningen og vejledningen konkret og generelt i den efterfølgende inspektionsrapport.

Inspektionerne kan planlægges dels ud fra generelle kriterier om institutionernes karakter og betydning for borgerne, deres størrelse, beliggenhed og repræsentativitet mv., dels ud fra konkrete indikationer på utilfredsstillende forhold.

 

Udvidelsen af Borgerrådgiverens kompetence med en adgang til at foretage inspektioner gælder - i lighed med ordningen for Folketingets Ombudsmand - generelt for alle institutioner eller virksomheder samt tjenestesteder, der hører under Borgerrepræsentationens virksomhed.

 

Selvejende institutioner vil således være omfattet af Borgerrådgiverens egen drifts kompetence i det omfang institutionerne er omfattet af Borgerrepræsentationens kompetenceområde / almindelige tilsynsforpligtelse.

 

En inspektion gennemført af Borgerrådgiveren vil på samme vis som ombudsmandens inspektioner omfatte en lang række forhold, herunder bygningsmæssige rammer, værelsesstandard, toiletter og fællesarealer, handicaptilgængelighed, rengøringsstandard, forplejning, beskæftigelse og fritid (samvær, arrangementer, beskæftigelse, ture ud af huset mv.), adgang til toiletbesøg, hjælpemidler (kørestole mv.), beboer- og pårørendeindflydelse, omgangsform, magtanvendelse, husorden, rygepolitik, alkoholpolitik, sikkerhed ved opbevaring af personoplysninger, adgang til lægehjælp o.l., socialfaglig vejledning og bistand til beboere, besøgsforhold, vold, personaleforhold og udlevering af ejendele til efterladte.

 

Vurderingsgrundlaget for Borgerrådgiveren vil være det samme som Folketingets Ombudsmands, nemlig skreven ret, god forvaltningsskik og overordnede humanitære eller medmenneskelige betragtninger. Hertil kommer Københavns Kommun es værdigrundlag.

 

Det vil være hensigtsmæssigt, at inspektionerne målrettes mod udvalgte temaer for at komme mere til bunds. Der kan f.eks. arbejdes med større inspektioner, der bredt omfatter relevante forhold, og mindre inspektioner, der omfatter færre forhold, som er udvalgt på baggrund af konkrete indikationer af behov for undersøgelse.

 

Derudover vil adgangen til at gennemføre inspektioner kunne give Borgerrådgiveren mulighed for at supplere sine undersøgelser i konkrete sager med besigtigelser af kommunens lokaler m.v., f.eks. ved en klage over adgangsforholdene for gangbesværede i et lokalcenter.

 

Det vil være naturligt, at Borgerrådgiveren koordinerer sin inspektionsvirksomhed med Revisionsdirektoratet og Folketingets Ombudsmand.

 

Ændring af Borgerrådgiverudvalgets kommissorium og forretningsorden

I konsekvens af udvidelsen af Borgerrådgiverens kompetence med en egen drifts funktion foreslås Borgerrådgiverudvalgets kommissorium og forretningsorden ændret i overensstemmelse hermed, jf. vedlagte bilag 1 og 2.

I den foreslåede ændring af kommissoriet er tillige indarbejdet en redaktionel ændring om udvalgets funktionsperiode.

 

Rammerne for udvidelsen af Borgerrådgiverens kompetence

Udvidelsen af Borgerrådgiverens kompetence kan vedtages af Borgerrepræsentationen inden for rammerne af den gældende bestemmelse i § 24 i Styrelsesvedtægten for Københavns Kommune.

Økonomiske konsekvenser af forslaget, herunder supplering af Borgerrådgiverens lejemål.

Udvidelsen af Borgerrådgiverens kompetence med en egen driftsfunktion som beskrevet ovenfor vil forudsætte tilførsel af tre årsværk bestående af to jurister og en administrativ medarbejder.

Med denne udvidelse vil Borgerrådgiveren årligt kunne gennemføre op til 10 inspektioner, 10 generelle egen drifts undersøgelser og 20 årlige egen drifts undersøgelser i konkrete sager, jf. ovenfor.

En udvidelse af Borgerrådgiverens stab med tre medarbejdere vil endvidere forudsætte en udvidelse af Borgerrådgiverens lokaler. Der er foretaget besigtigelse af et egnet lejemål og resultatet af forhandlingerne herom er nærmere beskrevet i bilag 3 (fortroligt). De med lejemålet forbundne løbende udgifter samt omkostningerne til indretningen er indeholdt i den samlede etablerings- og driftsudgift på 2,3 mill. kr., som er afsat i budget 2007 til udvidelse af Borgerrådgiverens kompetence.

Udgiften til deponering i forbindelse med indgåelse af det supplerende lejemål er i budgettet forudsat finansieret indenfor kommunens ledige låneramme i 2007.

Den samlede etablerings- og driftsudgift på 2,3 mill. kr. (2007 p/l) i 2007 afholdes indenfor Borgerrådgiverens bevilling fordelt med 1,95 mill. kr. på funktion 6.51.1 (Sekretariat og forvaltning) og 0,35 mill. kr. på funktion 6.50.1 (Administrationslokaler). Udgifterne i 2008 og frem på 1,9 mill. kr. årligt (2007 p/l) afholdes inden for Borgerrådgiverens bevilling med 1,55 mill. kr. på funktion 6.51.1 og 0,35 mill. kr. på funktion 6.50.1.

 

 

Høring

Indstillingen om udvidelse af Borgerrådgiverens kompetence sendes i høring i Borgerrådgiverudvalget og de stående udvalg inden sagen forelægges Borgerrepræsentationen.

 

Høringen af Borgerrådgiverudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget omfatter tillige indstillingen om lokaleudvidelsen.

 

Andre konsekvenser

-

 

 

 

BILAG 

 

·        Bilag 1 Revideret Kommissorium for Borgerrådgiverudvalget

·        Bilag 2 Revideret Forretningsorden for Borgerrådgiverudvalget

·        Bilag 3 Fortroligt notat med bilag fra Borgerrådgiveren vedrørende lokaleudvidelsen

 

 

Claus Juhl

 

                                                                                                   / Bjarne Winge

 

Til top