Retningslinie om billboards på kommunale ejendomme mv.
Retningslinie om billboards på kommunale ejendomme mv.
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 14. november 2000
J.nr. ØU 311/2000
3. Retningslinie om billboards på kommunale ejendomme mv.
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller
at det meddeles Bygge- og Teknikudvalget, at Økonomiudvalget ikke har bemærkninger til forslaget om, at de vejledende retningslinier for opsætning af billboards suppleres med et punkt om:
"at billboards ikke opsættes på kommunale ejendomme og på ejendomme, der tilhører selvejende institutioner, med hvem kommunen har driftsoverenskomst".
RESUME
Bygge- og Teknikudvalget har i sit møde den 23. august 2000 tiltrådt en revision af de nugældende interne vejledende retningslinier for opsætning af billboards, der blev vedtaget i 1993. I forbindelse med vedtagelsen af de reviderede retningslinier vedtog udvalget at høre de øvrige udvalg om en særlig retningslinie om at billboards ikke opsættes på kommunale ejendomme mv. Økonomiforvaltningen anbefaler, at økonomiudvalget støtter denne retningslinie, der må ses som en videreførelse af retningsliniernes generelle holdning om at være restriktiv over for billboards.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Der har været interne kommunale retningslinier for opsætning af billboards siden 1993. På baggrund af en redegørelse fra Byggedirektoratet om spørgsmålet besluttede Bygge- og Teknikudvalget i sit møde den 25. maj 1999 imidlertid, at Bygge- og Teknikforvaltningen skulle stille forslag til en stramning af disse retningslinier.
Hjemmelen til at afvise ansøgninger om billboards, hvor der ikke umiddelbart er hjemmel i en lokalplan til at gøre det, er byggelovens § 6D, stk. 2, hvorefter skiltning, lysinstallationer og lignende ikke må være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne. De interne retningslinier er udarbejdet for at sikre en ensartet sagsbehandling. De anvendes vejledende, og forvaltningen foretager herudover en konkret vurdering af hver enkelt ansøgning i forhold til stedet, hvor billboarden ønskes placeret.
Billboards dukkede op i København i begyndelsen af 90erne, og der er siden da godkendt ansøgninger om opsætning på 173 adresser (der kan være 2-3 tavler på den enkelte adresse). Der er afvist ca. lige så mange. Antallet af ansøgninger er i øvrigt stærkt dalende, så Bygge- og Teknikforvaltningen formoder, at markedet er ved at være mættet.
Bygge- og Teknikudvalget har i sit møde den 23. august 2000 tiltrådt følgende vejledende retningslinier for opsætning af billboards i kommunen:
- at billboards som hovedregel ikke opsættes i bydelene Indre By, Christianshavn, Indre Østerbro, Indre Nørrebro, og Vesterbro
- at billboards som hovedregel ikke opsættes i boligområder, i villakvarterer eller på bolig- ejendomme
- at billboards som hovedregel ikke opsættes i og ved parker og grønne områder
- at billboards som hovedregel, uden for ovennævnte bydele og områder, kan opsættes i industri- og erhvervsområder, ved større parkeringspladser og benzinstationer, i gangtunneler, viadukter og i forbindelse med jernbanearealer og S-togs-stationer
- at midlertidig placering af billboards på byggepladshegn og lignende accepteres over hele byen
De nye retningslinier er stort set identisk med de tidligere retningslinier, bortset fra, at det geografiske område, hvor billboards som hovedregel ikke opsættes, er udvidet fra kun at være Indre By og Christianshavn til også at omfatte Indre Østerbro, Indre Nørrebro og Vesterbro. Bygge- og Teknikudvalget tiltrådte de nye retningslinier den 23. august 2000 og vedtog på samme møde, at man ville høre de øvrige udvalg om en retningslinie gående ud på:
- at billboards ikke opsættes på kommunale ejendomme og på ejendomme, der tilhører selvejende institutioner, med hvem kommunen har overenskomst.
Denne retningslinie er Økonomiudvalget blevet bedt om at tage stilling til med brev af 31. august 2000 fra Bygge- og Teknikforvaltningen, Borgmesteren.
Uddybning af indstillingen
Retningslinierne er som helhed udtryk for en holdning om at være restriktiv over for billboards undtagen på særligt "robuste" steder. Det er derfor naturligt, at kommunen går i spidsen med ikke at tillade billboards hverken på sine egne ejendomme eller på dem, der tilhører institutioner, man har overenskomst med.
Det forudsættes, at retningslinien om, at "midlertidig placering af billboards på byggepladshegn og lignende accepteres over hele byen" er generel. Dvs. at den også gælder kommunale ejendomme mv., da det jo ofte ved kommunale byggerier er sædvane at give meddelelser om et igangværende byggeri på denne måde.
Erik Jacobsen
/Paul Sax Møller