Mødedato: 14.08.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Vedtagelse af Københavns Kommunes udbyggede LGBTI+ politik

Se alle bilag
Der skal tages stilling til forslag til Københavns Kommunes LGBTI+ politik for perioden 2018-2023.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommunes udbyggede politik på området, "En ligeværdig del af fællesskabet", jf. bilag 1, godkendes,
  2. at det godkendes, at politikken også omfatter interkønnede m.fl., hvorfor den benævnes LGBTI+ politik,
  3. at det godkendes, at politikken gøres tidsbegrænset til perioden 2018-2023,
  4. at det godkendes, at medlemsforslaget fra Det Radikale Venstre vedtaget på Borgerrepræsentationens møde den 24. august 2017, jf. bilag 2, hermed er håndteret.

Problemstilling

Baggrund

Borgerrepræsentationen (BR) vedtog den 24. august 2017 et medlemsforslag fra Det Radikale Venstre, jf. bilag 2, om, at Økonomiforvaltningen (ØKF) med inddragelse af relevante forvaltninger skulle udarbejde en politik for, hvordan Københavns Kommune (KK) møder LGBT-personer (personer, der er homoseksuelle, biseksuelle og/eller transkønnede). Det blev besluttet, at forslaget skulle fremlægges til politisk behandling senest medio november 2017.

ØKF forelagde på denne baggrund den 7. november 2017 en indstilling for Økonomiudvalget (ØU) med henblik på vedtagelse af det udarbejdede forslag til politik. ØU besluttede at sende indstillingen tilbage til ØKF med henblik på udbygning af forslaget til politik. I den forbindelse blev det efterspurgt, at der i højere grad indgår konkrete og fremadrettede tiltag i politikken.

På denne baggrund forelægges hermed et udbygget forslag til KK's politik på området.

Proces for udarbejdelse af politikken

ØKF har i løbet af foråret 2018 sammen med KK's fagforvaltninger været i gang med en proces med henblik på udbygning af forslaget til kommunens politik på området.

Kontakten med fagforvaltningerne undervejs har fundet sted via den arbejdsgruppe, der blev nedsat i forbindelse med udarbejdelse af det oprindelige forslag i efteråret 2017.

ØKF har været i dialog med interesseorganisationer på området med henblik på at modtage input til den udbyggede politik. Der har herunder den 12. april 2018 været afholdt en workshop med deltagelse af tre repræsentanter for målgruppen. Desuden har der den 7. maj 2018 været afholdt et offentligt møde, arrangeret fra politisk niveau. På mødet blev der orienteret om KK’s arbejde med politikken, ligesom de fremmødte borgere havde lejlighed til at fremsætte forslag til emner, der kunne indgå i politikken. På mødet blev der også gjort opmærksom på, at der var mulighed for at sende skriftlige input til ØKF.

ØKF har modtaget bidrag fra de enkelte fagforvaltninger og input fra aktører i LGBTI+ miljøet. ØKF har med udgangspunkt i forvaltningernes bidrag sammenskrevet politikken, ligesom de modtagne input fra aktører i miljøet har indgået i forbindelse med arbejdet med udarbejdelse af politikken. Det sammenskrevne udkast til politik har efterfølgende været i høring i kredsen af HR-chefer i KK (HR-kredsen).

Løsning

Det samlede forslag til politik er vedlagt som bilag 1. I forbindelse med sammenskrivningen af de modtagne bidrag har ØKF lagt vægt på at sikre en ensartet struktur på tværs af afsnittene om de enkelte forvaltningers ansvarsområder. Det fremgår herunder, hvilke indsatsområder der indgår, og hvilke konkrete initiativer der på de enkelte forvaltningers ansvarsområder lægges op til at gennemføre.

Politikken indeholder såvel initiativer rettet mod kommunens borgere og brugere som initiativer rettet mod ansatte i kommunen. En del af de foreslåede initiativer vil alene kunne gennemføres, hvis der opnås finansiering. Dette er markeret under de enkelte initiativer. Opnåelse af finansiering kan eksempelvis ske gennem budgetforhandlingerne for 2019, hvor politikerne - såfremt disse initiativer ønskes fremmet - kan bestille budgetnotater fra de relevante forvaltninger.

Der lægges op til, at politikken gøres tidsbegrænset til perioden 2018-23. Baggrunden for dette er, at politikken indeholder en række initiativer, som der kun vil skulle arbejdes med i en kortere årrække. Ved at gøre politikken tidsbegrænset vil det kunne sikres, at politikken alene indeholder aktuelle initiativer.

Det bemærkes herudover, at ØKF på workshoppen den 12. april 2018 blev gjort opmærksom på, at det vil være hensigtsmæssigt også at inkludere interkønnede m.fl. i politikken. Der lægges derfor op til, at den fulde titel for politikken vil være ”En ligeværdig del af fællesskabet – Københavns Kommunes LGBTI+ politik 2018-2023”.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sagen forelægges BR med henblik på vedtagelse den 23. august 2018.

 

Peter Stensgaard Mørch                    / Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 13: Vedtagelse af Københavns Kommunes udbyggede LGBTI+ politik (2018-0144069)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. august 2018

Økonomiudvalget besluttede at sende indstillingen tilbage til forvaltningen med henblik på gennemførelse af en høring af forslaget til LGBTI+ politik blandt relevante organisationer og brugere.

Til top