Mødedato: 14.08.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Anlægsbevilling til udbygning af Øster Farimagsgade Skole til 3 spor

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til forslag om anlægsbevilling til udbygning af Øster Farimagsgades Skole med 1 spor og 100 nye KKFO/FH pladser.

Tidligere beslutninger

Børne- og Ungdomsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1.            at der gives en anlægsbevilling på 87.532.434 kr. (2012 p/l) til udvidelse af Øster Farimagsgades Skole fra 2 til 3 spor og etablering 100 KKFO/FH pladser. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme jf. tabel 1 i økonomiafsnittet,

2.            at der gives en anlægsbevilling på 1.614.000 kr. (2012 p/l) til oprensning af jordbundsforhold og til arbejder vedrørende udbedring af diverse miljøforhold. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme jf. tabel 2 i økonomiafsnittet.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Med forbehold for Kultur- og Fritidsforvaltningen § 15 forudsætter Økonomiudvalget, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

Problemstilling

På baggrund af det voksende antal børn i kommunen skal en række skoler udbygges med ekstra spor og fritidspladser.


I forbindelse med budget 2010 blev det derfor blandt andet besluttet, at Øster Farimagsgades Skole i Indre By  skulle udvides med et spor og 100 KKFO/FH pladser således, at skolen ville blive på 3 spor. I forbindelse med budget 2011 blev det derudover besluttet, at Øster Farimagsgade Skole udvides med endnu et spor og yderligere 100 KKFO/FH pladser således, at den samlede udvidelse af skolen bliver på 2 spor og 200 KKFO/FH pladser. Efterfølgende har der dog vist sig, at udvidelsen med det andet spor ikke kan gennemføres. De midler der blev afsat til dette i budget 2011 vil i stedet blive anvendt til medfinansiering af den kommende skole på Strandboulevarden på Østerbro, som forudsat i budget 2012.

 

Der søges nu om anlægsbevilling til at gennemføre udbygningen af Øster Farimagsgades Skole.

I distrikt Indre By er Den Classenske Legatskole og Sølvgades Skole udbygget til 2 spor hver. Behovsprognosen fra juni 2012 viser, at der efter udbygning af Øster Farimagsgades Skole til 3 spor vil være et vedvarende behov for yderligere 2 skolespor i distriktet. Spørgsmålet om disse spor vil indgå i forvaltningens vurdering mhp. senere anlægsbehov.

Løsning

Projektbeskrivelse

Øster Farimagsgades Skole er opført i 1885 og er i dag en to sporet skole på Østerbro i København. Hovedbygningen på Øster Farimagsgade Skole er en fire-etagers bygning inkl. kælder. Bygningen er solitært placeret med indgange fra skolegården.

Skolen er tidligere udvidet med tre tilbygninger: Først en gymnastiksal i 1989 til boldspil nord for hovedbygningen. I forbindelse med gymnastiksalen blev der i 1990 desuden opført en bygning i skolegården, der rummer omklædningsrum i kælder samt en børnehaveklasse i stueetage. Senest i 1999 er der, mod syd ud mod gaden, opført en ny bygning i fire etager inkl. kælder og et indgangsparti med gange og elevator, der forbinder den nye bygning med den gamle hovedbygning. Den indeholder teknik, depot, rengøringsrum, bibliotek samt biologi/natur/teknik- og fysik/kemilokaler.

Der opføres nu en ny 4 etagers bygning med et samlet etageareal på 3.588 m2 i forlængelse af den eksisterende hovedbygning ud mod Øster Farimagsgade. Bygningen får plads til indskoling samt 100 nye KKFO pladser. Hovedadgangen til den nye bygning sker via mellemrummet mellem den nye og den gamle bygning. Hertil kan man komme både fra Øster Farimagsgade og fra Malmøgade.

Projektets særlige udfordring har været at skabe en kompakt bygning på den forholdsvis lille byggegrund, så der bliver et størst muligt udeareal. Grunden er beliggende mellem Øster Farimagsgade og Holmens Kirkegaard. Nærmeste naboer er Esajas kirken, Dronning Louisegården og boligbebyggelsen kartoffelrækkerne. Med udgangspunkt i kvarterets teglfacader, er det målet at skabe en tidssvarende tyngde i den nye bygning, men som føjer sig til bydelens udtryk. Den nye bygning forbindes til den eksisterende bygning, via en gangbro i to niveauer. I bunden af bygningen placeres to gymnastiksale, omklædningsfaciliteter og et musiklokale. På husets 1. og 2. sal ligger basislokaler, bibliotek, samt natur og teknik mv. Herudover indeholder huset en balkon med åben forbindelse til gangarealet på 2. sal samt en terrasse på 2. sal, med udsigt til kirkegården. Målet har været at åbne bygningen op i gadeniveau og gøre skolens aktiviteter synlige for passerende og kvarterets beboere, som også i dag benytter skolens faciliteter i fritiden. Salene ligger i kælderniveau, men er dobbelt høje, hvilket betyder, at der kommer masser af dagslys ind af de højtplacerede vinduer. Den store sal er rektangulær, og der er plads til tre badmintonbaner ved siden af hinanden, samt gængse boldspil. Den lille sal har skæve dimensioner, og lægger derved op til andre måder at bevæge sig på. For enden af den lille sal er der et stort glasparti med dobbeltdøre og en trappe op til skolegården, som også kan fungere som tilskuerpladser til en aktivitet i salen.

På 1. og 2. sal placeres de nye basislokaler. Hver enkelt basislokale vil have vinduer i forskellige størrelser, og rummene bliver lyse og venlige på grund af dagslyset. Vinduerne placeres i en højde, hvor børnene kan kigge ud, - også når de sidder ned. Et enkelt vindue i hvert lokale, vil kunne bruges som en sidde niche til 2-3 børn, da det er placeret lavere, og selve ruden sidder yderst i den tykke ydermur.

På 1. sal etableres der i hjørnet ud mod skolegården et nyt Pædagogisk Center, og i tilknytning hertil indskolingsværksted og pædagogisk værksted. Biblioteket er tænkt som et fællesområde for hele skolen, hvor elever også kan opholde sig i frikvarterer og i forbindelse med undervisning. Her er der godt udsyn, både til kirkegårdens grønne område og til skolegården.

På 2.sal etableret skolens EAT areal. Tagterrassen ligger op mod EAT, og tænkes at blive et attraktivt opholdssted, - særligt i spisefrikvarteret for de store elever.

Adgangen til bygningen for kørestolsbrugere sker via elevator ved hovedtrappen i den nye bygning. Der er niveaufri adgang til skolegården fra alle ud- og indgange. Ved terrassen på 2. sal etableres ramper umiddelbart indenfor facaden samt i forbindelsesgangen mellem den nye bygning og den eksisterende hovedbygning.

Skolens udearealer vil blive udnyttet maximalt. Legebakker, klatreaktivitet, ophold, ’hæng-ud’ og flader til udfoldelse spændes ud mellem et legeområde for de mindste i den ene ende af grunden og en multibane til boldspil, teater og rulleskøjteløb i den anden. Desuden indarbejdes en række praktiske elementer som skur, siddemøbler og cykelparkering.

 En ny mur ind mod kirken giver mulighed for opsætning af bænke, klatregreb og beplantning. Muren kan f.eks. dekoreres af skolens børn. Trådhegn mod kirkegård ønskes fornyet sådan at der fortsat er uhindret kig langt ind på den smukke kirkegård. Etableringen af den nye mur bliver koordineret med Esajas kirken.

Tidsplan

Nybyggeri samt etablering af udearealer opstartes i september 2012 og vil blive afleveret december 2013. Det 2. spor på Øster Farimagsgades Skole er startet på i pavilloner på skolens matrikel. Skolen vil således være i fuld drift under hele byggeperioden.

Brugerinddragelse

Skolen har fra start været involveret i programskrivningen og i diverse prioriteringer i forhold til funktioner og anvendelse. Derudover har der været afholdt fokusmøder med fremmødte lærer vedrørende fagomårader. Skolebestyrelsen udtrykker tilfredshed med hovedprojektet, og dispositionsforslag samt projektforslag er begge godkendt af bestyrelsen med enkelte bemærkninger om, at de gerne havde set et større loungeareal til EAT og større udeareal. Skolebestyrelsen vil blive inddraget i den videre proces med indretning af udearealet, så der sikres en optimal udnyttelse af udearealet. Skolebestyrelsens udtalelse fremgår af bilag 2.

Høring i Københavns Ejendomme

Høringssvaret fra Københavns Ejendomme giver ikke anledning til bemærkninger, se bilag 3.

Økonomi

Der søges om en anlægsbevilling på 87.532.434 kr. til udvidelsen af Øster Farimagsgades Skole.

Anlægsbevillingen finansieres og udmøntes således:

Tabel 1 Finansiering og udmøntning af anlægsbevilling
KKFO Kr. (2012 p/l) Udvalg Bevilling Funktion 2012 2013 2014 Total
Finansiering BUU Anlæg 3.22.05.3 755.065 9.166.356 4.083.768 14.005.189
Udmøntning BUU Anlæg 3.22.05.3 5.136 62.356 1.694.745 1.762.238
Udmøntning KFU KEjD Anlæg 3.22.05.3 749.929 9.104.000 2.389.023 12.242.951
Skole Kr. (2012 p/l)              
Finansiering BUU Anlæg 3.22.01.3 3.964.093 48.123.370 21.439.782 73.527.245
Udmøntning BUU Anlæg 3.22.01.3 26.967 327.370 8.897.413 9.251.750
Udmøntning KFU KEjD Anlæg 3.22.01.3 3.937.126 47.796.000 12.542.368 64.275.495
Udmøntes til BUU i alt       32.103 389.726 10.592.159 11.013.988
Udmøntes til KFU i alt       4.687.055 56.900.000 14.931.391 76.518.446
Anlægsbevilling i alt       4.719.158 57.289.726 25.523.550 87.532.434


Der søges om en særskilt anlægsbevilling på 1.614.000 kr. til oprensning af jordbundsforhold og til udbedring af diverse miljøforhold. Anlægsbevillingen finansieres og udmøntes således:


Tabel 2 Finansiering og udmøntning af anlægsbevilling
Kr. (2012 p/l) Udvalg Bevilling Funktion 2012
Finansiering BUU Anlæg 3.22.01.3 1.614.000
Udmøntning BUU Anlæg 3.22.01.3 11.055
Udmøntning KFU KEjD Anlæg 3.22.01.3 1.602.945
Anlægsbevilling i alt       1.614.000

Det samlede budget for udbygningen af Øster Farimagsgades Skole er på i alt 101.888.884 kr.
Inkl. denne anlægsbevilling vil der dermed være givet følgende bevillinger til Øster Farimagsgades Skole i forbindelse med udvidelsen fra 2 til 3 spor.

Tabel 3 - Bevillinger
Bevilling Beløb (kr.) Politisk beslutning
Rådgiverydelser i forbindelse med skoleprojekterne 3.300.000 BR 15/4 2010
Igangsætning af 12 skolespor 942.450 BR 16/12 2010
Projektering 8.500.000 Stjernemarkeret i budget 2011
Anlægsbevilling udbygning 87.532.434 -
Anlægsbevilling forurening 1.614.000 -
Bevillinger i alt 101.888.884  


Anlægsudgifterne er sammensat på følgende måde:

Tabel 4 -  Anlægsudgifter
Anlægsudgifter Kr.
Byggeomkostninger  
Montering, flytteudgifter mv.  
Undervisningsmidler  
Administrationsudgifter KEjd 1.495.434
Administrationsudgifter BUF 697.869
Anlægsudgifter i alt 2.193.303

Finansiering
I budget 2010 blev der afsat 612.700.000 kr. til udbygning af 6 skoler med 7 spor og 700 KKFO/FH pladser. I budget 2011 blev der afsat 457.200.000 kr. til yderligere udbygning af 3 af de 6 skoler samt udbygning af 2 skoler mere med i alt 5 spor og 400 KKFO/FH pladser. I alt er der således afsat 1.069.900.000 kr. til udbygning med 12 skolespor samt 1.100 KKFO/FH pladser.

Udbygningen af Øster Farimagsgades Skole finansieres af denne ramme. Se i øvrigt bilag 4.  

Benchmark anlægsøkonomi
Udbygningen af Øster Farimagsgades Skole med 1 spor koster 101,9 mio. kr. Udbygningen er dermed relativ dyr sammenlignet med andre skoleudbygninger. Det skyldes bl.a., at udvidelsen overvejende sker ved nybyggeri, som er dyrere end ombygninger. Budgettet til Øster Farimagsgades Skole er ikke afsat på basis af nøgletal men udfra en konkret vurdering. Projektet vil efterfølgende blive sendt i udbud.

I bilag 3 er prisen sammenlignet med de senest igangsatte skoleudbygninger:

Driftsøkonomi
De årlige driftsudgifter for det nye spor på Øster Farimagsgades Skole forventes at være på 14.235.016 kr. Det svarer til 64.705 kr. pr. elev, hvilket er 5,5 % større end de gennemsnitlige årlige driftsudgifter pr. elev i Københavns Kommune som er 61.308 kr. De højere driftsudgifter skyldes den relativ store udbygning, der medfører større bygningsmæssige udgifter.

Der anvises dækning for driftsudgiften på funktion 03.22.01.1, folkeskoler.

Videre proces

Efter proceduren for inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget i anlægssager sendes indstillingen til høring i Kultur- og Fritidsudvalget. Herefter fremlægges sagen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Else Sommer                       /Knud Langberg

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.            at der gives en anlægsbevilling på 87.532.434 kr. (2012 p/l) til udvidelse af Øster Farimagsgades Skole fra 2 til 3 spor og etablering 100 KKFO/FH pladser. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme jf. tabel 1 i økonomiafsnittet,

2.            at der gives en anlægsbevilling på 1.614.000 kr. (2012 p/l) til oprensning af jordbundsforhold og til arbejder vedrørende udbedring af diverse miljøforhold. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme jf. tabel 2 i økonomiafsnittet.

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 13. juni 2012

Indstillingen blev godkendt.

Cecilia Lonning (V) tog forbehold.

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 14. august 2012

Indstillingen blev anbefalet.

Til top