Badested i Svanemøllebugten (Teknik- og Miljøudvalget)
Badested i Svanemøllebugten (Teknik- og Miljøudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 14. august 2007
J.nr. ØU 244/2007
30. Badested i Svanemøllebugten (Teknik- og Miljøudvalget)
Teknik- og Miljøudvalget (TMU) skal tage stilling
til en bevilling af 1,5 mio. kr. til projektudvikling af et badested i form af
en sandstrand ved Svanemøllebugten.
INDSTILLING OG Beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen
(
1.
at Teknik- og
Miljøforvaltningen igangsætter projektudvikling af et forslag til badested i
Svanemøllebugten i form af en sandstrand med udgangspunkt i model A fra
forundersøgelsesrapporten om badested i Svanemøllebugten
2.
at der på
bevilling under Teknik- og Miljøudvalget Center for Anlæg og Udbuds funktion
2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdselsarealer) gives en anlægsbevilling på
1,5 mio. kr. til i afholdelse af omkostninger i forbindelse med projektudvikling
af en sandstrand ved Svanemøllebugten
Økonomiforvaltningen indstiller, overfor
Økonomiudvalget, 1. at Økonomiudvalget oversender sagen
til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: "Økonomiudvalget
har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den
foreliggende form, idet det forudsættes, at projektudviklingen tager højde
for kommende anlæg af infrastruktur til
Nordhavn, og at eventuelle
merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets
budgetramme." Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. august
2007 Indstillingen blev
anbefalet. |
Problemstilling
TMU drøftede den 6. juni 2007
en indstilling (TMU 357/2007), hvori forvaltningen
redegjorde for resultaterne af de forundersøgelser, som forvaltningen har fået
udarbejdet for at belyse mulighederne for at etablere et badested i
Svanemøllebugten. Jf. skitseforslagene i bilag 1. Af de 2 alternative modeller
valgte udvalget at forvaltningen skal udarbejde en indstilling om igangsætning
af projektudvikling af en sandstrand med udgangspunkt i model A.
Løsning
Udvalget tilkendegav, at der udelukkende skal
skitseres på et begrænset projekt, og at forvaltningen - såfremt det ikke er meget
omkostningstungt - i arbejdet skal sigte på, at strandkvaliteten bliver bedre
end moderat f.eks. ved at anlægge stranden bag en spunsvæg svarende til den på
den "gamle" Amager Strand.
Der skal i forslaget etableres toiletfaciliteter og
cykelparkering, mens bilparkering henvises til de eksisterende parkeringsmuligheder
på Strandpromenaden. Forvaltningen skal endvidere vurdere, hvor langt stranden
kan strækkes hen foran Strandpromenaden.
Udvalget udtrykte endvidere et klart ønske om, at badestranden
skal stå klar til brug i løbet af 2008. Forvaltningen vurderer, at dette
forudsætter en umiddelbar igangsætning af projektudviklingen, ligesom det
forudsætter, at der ikke opstår uforudsete planmæssige, myndighedsmæssige eller
andre forhindringer for projektet.
Udvalget tilkendegav samtidigt, at finansieringen af
projektet skal indgå i budgetforhandlingerne, og at der med igangsætningen af
projektudviklingen ikke er truffet beslutning om selve anlæggelsen af badestranden.
På den baggrund foreslår forvaltningen, at der gives
en anlægsbevilling på 1,5 mio. kr., således at projektudviklingen kan igangsættes
hurtigst muligt.
Økonomi
Forvaltningen
vurderer samtidig, at der pt. er så stor en usikkerhed om det endelig projekts
samlede omkostning, at de foreløbige angivne 10 mio. kr. til gennemførelse af
projektet ikke skal reduceres med de her ansøgte 1,5 mio. kr.
Videre proces
Forvaltningen vil - såfremt udvalget anbefaler denne
indstilling - igangsætte udarbejdelse af et program med henblik på udbud af
projektudviklingsopgaven med forbehold for BRs politiske godkendelse af
anlægsbevillingen hertil. Parallelt hermed vil forvaltningen søge at afklare de
plan- og myndighedsmæssige forhold. Umiddelbart efter BRs godkendelse af
anlægsbevillingen, vil der blive indgået kontrakt. Det forventes på nuværende
tidspunkt, at BR vil få forelagt nærværende indstilling den 30. august 2007.
Projektet vil blive miljø- og tilgængelighedsvurderet
i forbindelse med projektudviklingen. Forvaltningen vil forsøge at indarbejde
bademulighed for handicappede.
Projektet vil blive udviklet i samarbejde med Østerbro
lokaludvalg. Borgerinddragelse vil som hidtil ske i samarbejde med Strandgruppen
(medlemmer fra de tidligere Ryvang og Østerbro Lokalråd) og Østerbro Lokalagendacenter.
Det forventes, at projektet kan forelægges til endelig
politisk godkendelse umiddelbart inden årets udgang. Alt efter omfang og opgavens
kompleksitet forventes det på nuværende tidspunkt, at en badestrand vil kunne
ibrugtages i sommeren / sensommeren 2008.
Bilag
Oversigt over politisk
behandling
Bilag 1: Skitseforslag
Hjalte Aaberg Torben Gleesborg