Godkendelse af samarbejdsaftale med Movia om drift af busterminal ved Dybbølsbro Station og lejekontrakt med Vejdirektoratet vedr. leje af areal til busterminal
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at areallejekontrakt mellem Københavns Kommune og Vejdirektoratet vedr. areal til busterminal ved Dybbølsbro Station godkendes, jf. bilag 1,
- at samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Trafikselskabet Movia om drift og vedligehold af busterminal ved Dybbølsbro Station godkendes, jf. bilag 2
Problemstilling
Staten og Københavns Kommune indgik oktober 2020 en aftale om at etablere en busterminal til fjernbusser ved Dybbølsbro Station. Det blev endvidere aftalt, at Vejdirektoratet er bygherre på anlægget for Københavns Kommune. Busterminalen overdrages til Københavns Kommune, når den forventeligt er klar til ibrugtagning i juni 2023.
Busterminalen skal anlægges på et areal tæt ved Dybbølsbro Station, der er ejet af Vejdirektoratet. For at Vejdirektoratet kan påbegynde anlæg af busterminalen, skal der indgås en areallejekontrakt mellem Københavns Kommune og Vejdirektoratet.
Københavns Kommune har besluttet, at Trafikselskabet Movia, på vegne af Københavns Kommune, skal drifte og vedligeholde terminalen. For at formalisere samarbejdet, og for at Movia kan indgå forpligtende aftaler i forhold til drift og vedligeholdelse af busterminalen, er der behov for, at Københavns Kommune og Movia indgår en samarbejdsaftale om, hvordan drift og vedligehold af busterminalen skal håndteres.
Løsning
Københavns Kommune og Vejdirektoratet indgår en areallejekontrakt for det areal, hvor busterminalen skal bygges, jf. bilag 1. Af areallejekontrakten fremgår det blandt andet, at der kan anlægges busterminal på arealet, og at kommunen lejer arealet vederlagsfrit i 30 år med overtagelse den 1. juni 2023. Aftalen kan opsiges af en af parterne med 12 måneders skriftligt varsel til ophør ved udgangen af en måned. Aftalen er dog fra Vejdirektoratets side uopsigelig i 30 år og kan tidligst opsiges fra deres side til fraflytning den 1. juni 2053. Areallejekontrakten er godkendt af Banedanmark, Vejdirektoratet og Transportministeriets departement.
Københavns Kommune og Movia indgår en samarbejdsaftale, der formaliserer, hvordan Movia skal håndtere opgaven med at drifte og vedligeholde busterminalen, herunder indgå forpligtende aftaler, jf. bilag 2. Aftalen forpligter bl.a. Movia ift. rengøring af bygning,
affaldshåndtering, indvendig og udvendigt bygningsvedligehold, vedligehold af tekniske anlæg, vagtservice og videoovervågning og serviceaftaler. Teknik- og Miljøforvaltningen forpligtes bl.a. ift. snerydning, udendørs belysning, vedligehold af grønne arealer og trappe til Dybbølsbro. Københavns Ejendomme og Indkøb forpligtes bl.a. til periodisk (3-10 årig) omfattende vedligeholdelse af bygning og udendørsoverdækning, overvågning og styring af ventilation og varme samt elevator til Dybbølsbro.
Samarbejdsaftalen formaliserer således rolle- og ansvarsdeling mellem parterne og skal bidrage til en velfungerende, effektiv og langtidsholdbar busterminal. Aftalen håndterer således blandt andet trafikal drift, vedligehold, fornyelse, reinvesteringer, økonomi, budget og regnskab, forsikring, aftalens varighed og opsigelse, governance, overdragelse samt konflikthåndtering. I samarbejdsaftalens bilag 2 fremgår det, at alt arbejde udført for Københavns Kommune skal følge arbejdsklausul vedr. arbejdstagerrettigheder som vedtaget af Borgerrepræsentationen i januar 2021. Samarbejdsaftalen er udarbejdet
i samarbejde mellem Movia, Økonomiforvaltningen (herunder Københavns Ejendomme og Indkøb) og Teknik- og Miljøforvaltningen. Samarbejdsaftalen er godkendt af Movias direktion.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Busterminalen skal driftsmæssigt hvile i sig selv. Den løbende drift finansieres af indtægter fra busoperatørernes takstbetaling for at anvende terminalen. Københavns Kommune vil være ansvarlig for at finansiere eventuelle driftsunderskud, og der blev i budget 2020 afsat
0,9 mio. kr. om året i 2022 og frem til dækning heraf.
Videre proces
Anlæg af busterminalen forventes igangsat i juni 2022 forudsat godkendelse af areallejekontrakten i denne indstilling. Vejdirektoratet forventer, at terminalen kan tages i brug i juni 2023.
Hvis Borgerrepræsentationen godkender samarbejdsaftalen med Movia, kan trafikselskabet være klar til at drifte busterminalen fra juni 2023.
Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 11: Godkendelse af samarbejdsaftale med Movia om drift af busterminal ved Dybbølsbro Station og lejekontrakt med Vejdirektoratet vedr. leje af areal til busterminal (2022-0172158)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2022
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.