Forslag til lokalplan Ved Amagerbanen Syd, Amager Øst
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende forslag til lokalplan ”Ved Amagerbanen Syd” (bilag 1) med miljørapport (bilag 2) i høring. Forslaget vil muliggøre boliger og serviceerhverv mellem Ved Amagerbanen, Amager Strandvej, og nord for stien i forlængelse af Lergravsvej.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende forslag til lokalplan ”Ved Amagerbanen Syd” (bilag 1) med miljørapport (bilag 2) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at tage til efterretning, at der foreligger et udkast til udbygningsaftale og partnerskabsaftale med grundejerne (bilag 4 og 5), og at aftalen vil blive forelagt til godkendelse i endelig form ved planforslagenes endelige behandling.
Problemstilling
Nordøstamagers tidligere erhvervsområder er under hastig udvikling. Med Kommuneplan 2015 ændredes lokalplanområdet fra en erhvervsramme (E1-område) til en bolig- og serviceerhvervsramme (C2-område) med 150 i bebyggelsesprocent - svarende til maksimalt ca. 93.000 m² etageareal. Grundejerne ønsker at etablere nybyggeri hovedsageligt til boligformål samt i et begrænset omfang erhverv. Udvikling af området i henhold til den nye kommuneplanramme kræver en lokalplan.
Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 26. oktober 2015 startredegørelsen for lokalplanområdet "Ved Amagerbanen Syd". Forvaltningen har sidenhen ændret på lokalplanafgrænsningen, så den ikke længere omfatter kommunens matr. 4404, Sundbyøster, idet grunden inden 2030 skal omdannes til en underjordisk skybrudsvej. Herudover er det blevet vurderet, at vejudvidelseslinjen mod Amager Strandvej kan indsnævres med 2,5 m, således at den bliver 7,5 m i stedet for ca. 10 m.
Løsning
Lokalplanen muliggør en bebyggelsesplan, der arbejder med forskellige bygningstypologier i varierede boformer og højder på op til 24 m. Bebyggelsesplanen er bygget op omkring tre tværgående parkkiler placeret i gamle markskel, som skal sammenbinde området med det nye boligkvarter langs Strandlodsvej og kolonihaverne samt kysten ved Øresund. Da de rekreative arealer er i fokus, ønsker grundejerne at lave et næsten ’bilfrit’ bykvarter på de gåendes præmisser ved at placere stort set al bilparkering i konstruktion under terræn og biladgang hertil overvejende placeret i periferien af området sammen med terrænparkering til delebiler, gæster mv.
Lokalplanområdet udgør ca. 64.000 m² og muliggør maksimalt ca. 93.000 m² etageareal. Boligandelen skal udgøre 70-80 % af etagearealet svarende til max ca. 74.400 m², mens de resterende op til ca. 18.600 m² anvendes til serviceerhverv, institutioner mv. Lokalplanen stiller krav om 25 procent almene boliger. Ved 80 % boliger svarer det til 18.800 m2. Friarealprocenten er 40 % for boliger og 10 % for erhverv.
Kommuneplanen muliggør enkeltstående dagligvare- og udvalgsvarebutikker, som ikke må overstige henholdsvis 500 m² og 200 m² i bruttoetagearealet. I lokalplanen er de muliggjort placeret mod Amager Strandvej. Bebyggelsesprocenten på 150 og krav om friareal skal opfyldes for hver enkelt matrikel for sig med mulighed for en fleksibilitet i forhold til placeringen af anvendelsen til bolig/erhverv, almene boliger, fælleshuse og parkering. Der henvises i øvrigt til bilag 2 faktaark.
Byliv
Projektet vil med de tre grønne kiler og grønne gårdrum give mulighed for ophold og leg i umiddelbar forbindelse med boligerne. De planlagte stier og passager gennem bebyggelsen vil lede cykler og gående mod de tilstødende boligområder. Det vil samtidig sikre, at forgængere og cyklister vil passere gennem området og deraf sikre øget byliv og tryghed. Der er udpeget fire bevaringsværdige bygninger i lokalplanområdet. To af bygningerne er registreret med en SAVE-værdi (bevaringsværdi) på henholdsvis 3-4, mens de to andre bygninger ikke har fået foretaget en SAVE vurdering. I lokalplanen vil der i forbindelse med to af de bevaringsværdige bygninger – Ved Amagerbanen 25-27 og Amager Strandvej 50 – blive muliggjort henholdsvis en til- og påbygning. Grundejerne ønsker at bruge bygningerne til både serviceerhverv og boliger.
Bæredygtighed
Planens bærende koncept er de tværgående grønne kiler og et terræn, der hæves i gårdrum og på toppunkter af de grønne kiler. De bidrager begge til Københavns mål om at etablere mere bynatur, opnå en større biodiversitet, få flere træer i byen samt mål om klimatilpasning i tilfælde af havvandsstigning, stormflod og 100 års regn. Områdets parkeringsnorm for biler sættes lavere end naboområderne, jf. nedenfor om parkering.
Almene boliger
Lokalplanområdet ligger i Lergravsparkens Skoles distrikt, hvor den almene boligandel udgør 16 %. Det betyder, at det i henhold til kommuneplanens retningslinjer er et område, hvor den almene boligandel med fordel kan øges. Der stilles derfor krav om 25 % almene boliger.
Parkering
Parkeringsdækningen i S- og C-områder i tætbyen og byudviklingsområderne er 1 pr. 150 m². Parkeringsdækningen kan efter en konkret vurdering maksimeres til 1 plads pr. 100 m2 eller minimeres til 1 plads pr. 200 m2, såfremt der kan påvises højere/lavere parkeringsbehov.
Grundejerne ønsker, at parkeringsnormen nedsættes til 1 plads pr. 200 m². Forvaltningen har foretaget en konkret vurdering og indstiller, at parkeringsnormen fastsættes til 1 pr. 200 m², idet der etableres delebiler og el-biler og muliggøres fleksibel udnyttelse af p-pladser og fælles parkeringsanlæg. Der er endvidere lagt vægt på en grøn bebyggelsesplan med tre parkkiler og grønne gårde uden kørsel samt gode cykelforbindelser og nærhed til metrostationerne Lergravsparken og Øresund. I alt etableres der ca. 470 parkeringspladser, hvoraf ca. 419 placeres i underjordiske parkeringskældre og op til 50 på terræn i udkanten af lokalplanområdet langs med Ved Amagerbanen og Amager Strandvej. Bilerne på terræn er forbeholdt delebiler, elbiler, handicapparkering, detailhandel mv.
Antallet af cykelparkeringspladser følger kommuneplanens norm på 4 cykelparkeringspladser pr. 100 m² bolig- og erhvervsetageareal. I lokalplanområdet etableres op mod 50 % af cykelparkeringen i konstruktion – primært i cykelkælder og cykelskure på terræn eller evt. stueetage. Øvrige cykelparkeringspladser indpasses på terræn. I alt etableres der ca. 3.750 nye cykelparkeringspladser.
Borgermøde
For at få input og idéer til byliv, byrum og bebyggelse har forvaltningen, grundejerne og lokaludvalg i 2015 afholdt tre workshops i lokalplanområdet med stor deltagelse af lokale interessenter. Lokaludvalget og flere af de deltagende borgere har bl.a. haft ønsker om grønne tværgående forbindelser, som binder de omkringliggende områder sammen, store træer i hele området, gode forhold for cykler og ingen biler i området. Grundejerne ønsker på den baggrund at skabe et attraktivt, tæt og grønt blandet bykvarter med så få arealer til biler som muligt og med udgangspunkt i egenarten fra erhvervsområdet med de historiske matrikelskel, varierede bygningsstørrelser og små gårdrum.
Intern høring
Der er foretaget intern høring i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, herunder af Amager Øst Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring. Følgende synspunkter har været fremført af lokaludvalget:
- Har været glad for processen og fokus på borgerinddragelse, hvor input herfra er indarbejdet i projektet så som fx trafikafvikling, bynatur og bygningshøjder.
- Ønsker at sikre et blandet by- og boligområde herunder, at erhvervsandelen fastholdes på 25 % jf. forslaget til Kommuneplan 2015, og at der skabes plads til forskellige typer erhverv
- Ønsker at de bevaringsværdige bygninger i området sikres.
- Opfordrer til, at der etableres institutioner og kulturtilbud i lokalplanområdet, der kan betjene de mange nye borgere.
Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger:
- Det er forvaltningens vurdering, at den tidlige inddragelse har medført et godt og konstruktivt samarbejde med lokaludvalget og grundejerne.
- Med den endeligt vedtagne Kommuneplan 2015 blev erhvervsandelen efter ønske fra grundejerne reduceret til 20 %, der stadig sikrer en blanding af bolig og erhverv. Lokalplanen skal indordne sig under dette. Erhvervsrammen muliggør forskellige typer erhverv.
- Lokalplanen sikrer fire bevaringsværdige bygninger. Tilsammen er deres bygningsstil og placering med til at give det nye bykvarter en historisk fortælling om tidligere tiders anvendelse af området samt karakter og identitet til området.
- Lokalplanen muliggør at der kan etableres institutioner og kulturtilbud.
Miljøvurdering
Der skal i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer udarbejdes en miljørapport, da der er tale om inddragelse af lavt udnyttede erhvervsområder til et tæt bebygget bykvarter. Miljøvurderingens foreslåede tiltag til imødegåelse af væsentlige indvirkninger på miljøet i form af sikring mod støj fra vej, trafik og bebyggelsens visuelle effekt er inddraget i udarbejdelsen af lokalplanforslaget. Miljøvurderingen er vedlagt som bilag 3 og vil blive sendt i høring sammen med planforslagene.
Økonomi
På bygherrens anmodning er der udarbejdet et udkast til en frivillig udbygningsaftale i henhold til planlovens § 21 b. Ved aftalen forpligter grundejerne sig til at etablere følgende anlæg, som er fastlagt i eller er en følge af lokalplanen:
- Opgradering af Amager Strandvej langs lokalplanområdet
- Etablering af lyskryds ved Prags Boulevard og Raffinaderivej og delvis omlægning af Ved Amagerbanen.
Ved den i udbygningsaftalen forudsatte ændring af vejforløbet samt anlæg af nyt lyskryds ved Prags Boulevard inddrages dele af de kommunalt ejede grundarealer matr.nr. 4170 og 4304 Sundbyøster Kvarter, beliggende Ved Amagerbanen 1. Resten af ejendommen forventes udlagt til skybrudsbassin. Ejendommen er i dag lejet ud til en privat virksomhed, hvor lejeaftale vil blive opsagt i forbindelse med anlægsprojektet.
Kommunen får anlæggene vederlagsfrit, når de er færdiganlagt og godkendt af kommunen. I forbindelse med aftalen forventes der følgeomkostninger til drift til bl.a. nyt signalanlæg. Såfremt der ikke gives en forhøjelse af Teknik- og Miljøforvaltningens driftsramme i det relevante budgetår, vil de forøgede driftsomkostninger blive dækket via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder.
I en fælles forståelse mellem Københavns Kommune og grundejere om at sikre intentioner i lokalplanen er der udarbejdet en partnerskabsaftale. Den indeholder anlæggelse af midlertidige anlæg ved en etapeopdeling under udvikling af området, etablering af p-pladser til delebiler og el-biler samt udarbejdelse af designguide for beplantning og indretning af fællesarealerne, kiler og private fællesveje. Partnerskabsaftalen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt lokalplanforslaget sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget og miljørapport i høring i 8 uger.
Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen november måned 2016.
Mikkel Hemmingsen / Pernille Andersen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende forslag til lokalplan ”Ved Amagerbanen Syd” (bilag 1) med miljørapport (bilag 2) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler, - at tage til efterretning, at der foreligger et udkast til udbygningsaftale og partnerskabsaftale med grundejerne (bilag 4 og 5), og at aftalen vil blive forelagt til godkendelse i endelig form ved planforslagenes endelige behandling.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 30. maj 2016
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Dagsordenspunkt 29: Forslag til lokalplan Ved Amagerbanen Syd, Amager Øst (2016-0215852)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2016
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”At parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig.”