Mødedato: 14.06.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Evaluering og videre proces for Partnerskabet for et Trygt Indre Nørrebro

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal behandle evaluering af Partnerskabet for et Trygt Indre Nørrebro mellem Københavns Kommune og Københavns Politi og tage stilling til videre proces i forhold til en forlængelse af partnerskabsaftalen.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at tage evaluering af partnerskabet for et trygt Indre Nørrebro til efterretning (bilag 1),
  2. at godkende, at der udarbejdes et forslag til forlængelse af partnerskabsaftalen, der forelægges Økonomiudvalget til godkendelse ultimo 2016.

Problemstilling

Københavns Kommune og Københavns Politi indgik i april 2013 en partnerskabsaftale om en fokuseret og individorienteret kriminalpræventiv indsats på Indre Nørrebro. Den 20. august 2014 besluttede Økonomiudvalget at forlænge partnerskabsaftalen til og med 2015. Partnerskabsaftalen udløb således formelt med udgangen af 2015. Samarbejdet er dog fortsat i 2016. 

Partnerskabsaftalen forudsætter en årlig evaluering af samarbejdet, og hermed forelægges evalueringen for 2015 til Økonomiudvalgets orientering jf. bilag 1. Evalueringen er udarbejdet i regi af partnerskabets operative styregruppe og baseret på input fra Københavns Politi og SSP København.

Partnerskabets mål

Det fremgår i partnerskabsaftalen, at målet for partnerskabet er at: 

  • Reducere bandegrupperingerne og deres kriminalitet på Indre Nørrebro
  • Øge den oplevede tryghed i området
  • Reducere kriminaliteten i området generelt
  • Mobilisere borgerne, de erhvervsdrivende og andre interessenter imod kriminalitet
  • Styrke sammenhængskraften i lokalområdet, og
  • Indtænke bekæmpelse af utryghed og kriminalitet som et tværgående element i alle kommunale og politimæssige aktiviteter i lokalområdet   

Løsning

Evalueringen samler de overordnede erfaringer og resultater, der er opnået via de forskellige indsatser i partnerskabet, i hele projektperioden 2013-2015, om end fokus er på 2015. Evalueringen rummer også en række anbefalinger til justeringer af partnerskabets indsatser, der med fordel kan indtænkes i en evt. forlængelse af partnerskabsaftalen jf. pkt. vedr. videre proces.

Overordnet har partnerskabet opnået en del af de ønskede resultater i området. Der er opnået solid erfaring med hvilke metoder, strategier og analyser, der virker i forhold til at reducere bandekriminalitet i et lokalområde, jf. bilag 1.

Økonomiforvaltningen bemærker, at en række af delindsatserne i partnerskabet er blevet forsinket i 2015 bl.a. som følge af omprioriteringer hos Københavns Politi efter hændelserne ved Krudttønden og synagogen i Krystalgade i februar 2015. Hertil kommer, at der ikke har været afholdt dialogmøder i partnerskabsregi af Københavns Kommune efter, Hotspot lukkede i 2014, hvorefter der ikke er fundet en naturlig arvtager hertil. Dog indgår Områdefornyelsen på Indre Nørrebro i samarbejder vedr. dialogindsatser, når emner og projekter har relevans for områdefornyelsens projekter.

Københavns Politi vurderer, at der fremadrettet er store forventninger til Pin-Point modellen, som indeholder en systematisk kortlægning af og indsats over for den organiserede bandekriminalitet på Indre Nørrebro, og til de resultater, der kan nås igennem en forsat koordineret og helhedsorienteret indsats i området.

Udvalgte resultater

På områdeniveau:

  • Reduktion i bandegrupperinger: Bandegrupperingerne i området er blevet reduceret i perioden fra 2013 og frem til udgangen af 2015 og fylder ikke så meget i gadebilledet som ved projektets start.
  • Fald i utryghed: Andelen af borgere på Indre Nørrebro, der føler sig utrygge er faldet fra 9,6 % i 2013 til 9 % i 2015. Dog ses en stigning fra 2014 til 2015 fra hhv. fra 8,2 % til 9 %.

På individniveau:

  • Pin-point-målgruppen: Via Pin-Point modellen laver politiet løbende registreringer af personer med tilknytning til bandemiljøet. Pr. 31. december 2015 var 123 individer på Pin-Point loggen, hvoraf 28 pr. 31. december 2015 var frihedsberøvede.
  • Unge over 18 år: Der har i perioden juni 2013-december 2015 været kontakt med og ydet nødvendig indsats over for 27 unge fra området. SSP+ ledergruppen har pr. 3. december 2015 vurderet, at 22 ud af de 27 unge er i en positiv udvikling i forhold til uddannelse/ be­skæftigelse, nogle er i mentorforløb, og andre er i andre former for aktivering.

Børn og unge under 18 år:

  • I 2015 har samtlige familier med drengebørn i 14 års alderen på Indre Nørrebro fået tilbud om et omsorgsbesøg. 60 familier var i målgruppe for et omsorgsbesøg, hvoraf 40 familier har fået besøg (66 %) og 20 familier (33 %) har takket nej. Hjemmebesøgende blev gennemført af Den Kriminalpræventive Sektion og Socialforvaltningen i regi af SSP. Tallet for 2014 var 75 % gennemførte omsorgsbesøg med 76 familier i alt.
  • Antallet af SSP enkeltsager, der er oprettet i området, er faldet med 37 % fra 106 underretninger i 2014 til 67 underretninger i 2015. Københavns Politi og SSP vurderer, at det er et bemærkelsesværdigt stort fald i enkeltsager, som til dels kan skyldes de gennemførte hjemmebesøg i perioden 2013-2015.

Forlængelse af partnerskabsaftalen

Sikker By styregruppen og partnerskabets operative styregruppe anbefaler, at partnerskabsaftalen forlænges og i samme forbindelse revideres, så den inddrager læringspunkter fra de tre sidste år, herunder:  

  • Medtænke erfaringer fra de delindsatser i partnerskabet, der er blevet forsinket bl.a. pga. omprioritering hos politiet. Eksempelvis er udleveringen af bekymringsbreve til bandemedlemmer, der er registeret i Pin-Point loggen, først igangsat i februar 2016, men pågår pt. systematisk frem til minimum august 2016.
  • Visse delindsatser i partnerskabet har været underlagt en anden prioritering end oprindeligt tiltænkt, og det bør overvejes, hvordan disse skal fortsætte. Det gælder både den tungere politimæssige efterforskning, som periodevis kan blive prioriteret til andre sagsområder i politiet, samt dialogindsatsen, som siden Hotspot Indre Nørrebros ophør i 2014 ikke har haft en naturlig arvtager.
  • Forholde sig til at situationen på Indre Nørrebro er anderledes i 2016 end ved opstarten af partnerskabet i 2013. Således var der i 2013 flere uroskabende hændelser, skudepisoder mv. på Indre Nørrebro, og bandekonflikten mellem diverse grupperinger fyldte i både de unges bevidsthed og i medierne. Siden er der kommet mere ro i området, og i dag er der ikke den samme synlige tilstedeværelse af fx unge iklædt bandesymboler/-mærker mv. Der registreres dog fortsat aktivitet i bandegrupperingerne på Indre Nørrebro.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil Økonomivalget blive forelagt en revideret partnerskabsaftale for et Trygt Indre Nørrebro ultimo 2016. Selve udarbejdelsen af en revideret partnerskabsaftale vil blive varetaget i regi af partnerskabets operative styregruppe med udgangspunkt i de opnåede erfaringer fra de seneste 3 år. Som et led i det videre arbejde vil Sikker By undersøge om et aktuelt tværforvaltningsarbejde forankret i Områdefornyelsen Indre Nørrebro med fokus på unge udsatte under 18 år kan medtænkes.  Forud for den politiske behandling skal partnerskabsaftalen godkendes af Sikker By styregruppen.

Mikkel Hemmingsen                                               /Bjarne Winge

Beslutning

Dagsordenspunkt 17: Evaluering og videre proces for Partnerskabet for et Trygt Indre Nørrebro (2016-0063581)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2016

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning, og indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Til top