Politisk høring af Movias Trafikplan 2016
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at Økonomiforvaltningen udsender Trafikplan 2016 i høring hos lokaludvalgene, Ældrerådet og Handicaprådet i mindst fire uger, og at dette sker direkte efter, at Movia igangsætter den politiske høring.
Problemstilling
Når Cityringen åbner i 2019 vil 85 procent af alle boliger, arbejds- og studiepladser i de tætteste bydele ligge indenfor 600 meters afstand af en metro- eller S-togsstation. For de fleste københavnere betyder det, at der bliver mindre end 10 minutters gang til den nærmeste station.
Dette giver et stort løfte til den samlede kollektive trafik i København, som forventes at få 100.000 nye passagerer hver dag. Samtidig stiller det krav til, at busserne tilpasses de nye metrostationer således, at der skabes et sammenhængende kollektivt transportnet.
Den 30. april 2015 besluttede Borgerrepræsentationen at igangsætte arbejdet med udarbejdelsen af en plan for busnettet efter åbningen af Cityringen, kaldet "Bynet 2019".
Den 10. december 2015 godkendte Borgerrepræsentationen en justering af tids- og procesplanen for Bynet 2019. Justeringen medførte, at arbejdet blev lagt under Movias Trafikplan 2016, som er en fireårig plan for bustrafikken i Movias område. Samtidig blev det besluttet, at Økonomiudvalget inden sommerferien 2016 skal vedtage den videre høringsproces.
Løsning
Trafikplan 2016 har været i administrativ høring hos kommuner og regioner på hele Sjælland, og Økonomiforvaltningen har den 27. maj 2016 sendt et administrativt høringssvar til Movia.
På baggrund af den administrative høring arbejder Movia videre med Trafikplan 2016 og finder et kompromis mellem kommunernes og regionernes ønsker. En revideret udgave af Trafikplanen sendes i politisk høring fra september til november 2016, hvor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skal behandle sagen. Herefter forventer Movias bestyrelse at godkende den endelige Trafikplan primo 2017.
En væsentlig del af Trafikplanen er fastsættelse af et strategisk busnet, som primært består af A- og S-busser. Denne del af busnettet har 72 % af det samlede antal passagere. Det strategiske busnet påvirker trafikken i hele København og har derfor stor interesse for lokaludvalgene og Ældrerådet. Som en del af den politiske høring anbefaler forvaltningen derfor, at høringsmaterialet sendes i høring hos lokaludvalgene, Ældrerådet og Handicaprådet i mindst fire uger. Herved kan Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen få input fra de lokale parter inden, der sendes et politisk høringssvar til Movia.
Det fladedækkende busnet, bestående af de lokale buslinjer, fastlægges i forbindelse med trafikbestillingen i 2018.
Økonomi
Ved igangsættelse af "Bynet 2019" godkendte Borgerrepræsentationen en anlægsbevilling på 4 mio. kr. til projektet. Midler skal bl.a. anvendes til trafikale analyser og gennemførsel af borgerdialog.
Der er afsat en mindre pulje med midler til høring i 2016, og forvaltningen kan således i begrænset omfang bistå lokaludvalgene med midler til afholdelse af borgermøder, informationsmateriale mv.
Videre proces
Hvis Økonomiudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen inden sommerferien igangsætte en indledende dialog med lokaludvalgene, Ældrerådet og Handicaprådet, med henblik på at klarlægge rammerne for den kommende høringsproces samt informere om arbejdet.
Movia arbejder på at rykke fristen for den politiske høring til december 2016. Dette vil give mulighed for en lidt længere høringsperiode hos lokaludvalgene, Ældrerådet og Handicaprådet.
Beslutning
Dagsordenspunkt 13: Politisk høring af Movias Trafikplan 2016 (2016-0234746)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2016
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.