Koncept for TRYG DEN AF-certificeringsordning
Økonomiudvalget skal godkende revideret koncept for TRYG DEN AF -certificeringsordningen.
Indstilling og beslutning
1. at koncept for TRYG DEN AF – certificeringsordningen, herunder ordningens kriterier og
dokumentationskrav godkendes.
Problemstilling
Projektet TRYG DEN AF har til formål at øge trygheden i nattelivet i København og er et samarbejde mellem Københavns Kommune og spiritusproducenten Diageo. Tidligere har forskningsorganisationen IHRA været en del af partnerskabet, men har af ressourcemæssige årsager måtte trække sig ud af projektet ved udgangen af 2010. Effektmålet er, at minimum 95 % af de, der færdes i nattelivet, føler sig trygge, jf. projektets forandringsteori (Sikker By effektmodellen), bilag 1&2. TRYG DEN AF -certificeringsordningen blev etableret i foråret 2010, og i løbet af 2010 er 20 københavnske restaurationer i nattelivet blevet certificerede. Med Budget 2011 har Borgerrepræsentationen afsat midler til driften af certificeringsordningen til og med 2014. Erfaringerne fra 2010 giver anledning til justeringer af en række ting i ordningen, herunder i formuleringen af certificeringskriterierne. Økonomiudvalget besluttede derfor 7.12.2010, at TRYG DEN AF -certificeringsordningen skulle revideres i lyset af erfaringerne fra opstartsfasen i 2010.
Løsning
TRYG DEN AF -certificeringsordningen for natklubber og barer i København videreføres i årene frem, som en ”trygheds-mærkningsordning” i det københavnske natteliv. Ordningen har til formål at sikre et permanent minimumsniveau for tryghedsindsats blandt de deltagende restaurationer ved at opfordre til positiv adfærd baseret på tillid og samarbejde mellem restaurationerne og Københavns Kommune. Det overordnede indhold i certificeringsordningens kriterier bibeholdes jf. nedenstående tabel, det er konkretiseringen af dokumentationskravet for hvert enkelt kriterium, der udgør den egentlige ændring. Det foreslås således, at der knyttes konkrete dokumentationskrav til hvert enkelt kriterium, som skal kontrolleres for, at der kan opnås certificering. Dette vil gøre ordningen mindre fleksibel over for lokale forskelle, men vil give certificeringsordningen gennemsigtighed for de deltagende restaurationer og for offentligheden i øvrigt. Revisionen skal, sammen med et større deltagerantal i certificeringsordningen, bidrage til et mere trygt natteliv i København.
Nr. |
Kriterier |
Dokumentationskrav |
|
1 |
Restaurationen støtter op om følgende udskænkningspolitik og sikrer at: · At der ikke udskænkes alkohol til unge under 18 år · At der ikke udskænkes alkohol til gæster, som personalet vurderer, kan blive til fare eller ulempe for sig selv og andre · At der ikke må serveres alkohol i lukketiden |
- Restaurationen skal dokumentere, at bestyrere og ansatte kender og følger udskænkningspolitikken. - Restaurationen skilter med udskænkningspolitikken. - Restaurationen har en procedure, der sikrer, at den sidste udskænkning inden lukketid tilbydes i god tid. |
|
2 |
Restaurationen følger Alkoholreklamenævnets regelsæt for markedsføring af alkohol. |
Restaurationen har ikke haft en sag imod sig ved Alkoholreklamenævnet de sidste 2 år eller i certificeringsperioden |
|
3 |
Restaurationen har en nul-tolerance politik overfor narkotika, som indbefatter følgende: · Restaurationens bestyrere og ansatte kender til og håndhæver restaurationens nul-tolerance over for narkotika · Restaurationens bestyrere og ansatte kender de mest almindelige stoffer og symptomer · Restaurationens bestyrere og ansatte holder opsyn med gæster, der opfører sig anderledes og har en særlig aktivitet · Restaurationen anmelder konsekvent mistanke om besiddelse af og handel med stoffer til politiet · Restaurationen sørger for løbende opsyn ved toiletterne |
Restaurationen har en nedskrevet procedure for, hvordan man sikrer, at bestyrere og ansatte - kender til restaurationens narkotikapolitik - kender de mest almindelige stoffer og symptomer? - forholder sig til mistanke om, at en person er i besiddelse af og/eller sælger narkotika på stedet - sørger for løbende opsyn med toiletterne? |
|
Restaurationens nul-tolerance politik over for narkotika er som minimum synlig på restaurationens egen hjemmeside. |
|||
4 |
Restaurationen har retningslinjer for hvornår politi tilkaldes i tilfælde af konflikter, og for tilbageholdelse af gerningsmænd og forurettede i tilfælde af vold. |
Restaurationen har en nedskrevet procedure, der beskriver hvorledes restaurationens ansatte håndterer voldelige konflikter |
|
Restaurationen har en intern rapport, evt. driftsjournal, hvor voldsepisoder beskrives. |
|||
5 |
Restaurationen har retningslinjer, som anvendes i tilfælde af, at en gæst skal bortvises. |
Restaurationen har nedskrevne retningslinjer for hvornår og hvordan en gæst bortvises. |
|
6 |
I tilfælde af en voldsepisode foretager restaurationen, i samarbejde med den forurettede, politianmeldelse, og står altid til rådighed for politiets efterforskning. |
Samme dokumentationskrav som kriterium 4. |
|
7 |
Restaurationen har en adgangspolitik som følger dansk lovgivning, herunder loven om ligebehandling. Restaurationen skilter med adgangspolitikken. |
Adgangspolitikken fremgår af restaurationens egen hjemmeside. |
|
Ved certificering forpligter restaurationen sig til at informere Tryg den af projektledelsen om verserende sager og/eller afgjorte sager ved politi og domstole, som vedrører ligebehandling af restaurationens gæster. |
|||
8 |
Restaurationen sikrer, at personalet har en god kommunikation med gæsterne via uddannelse af medarbejderne i konflikthåndtering. |
Ledende medarbejdere har gennemført kursus i konflikthåndtering. Ledende medarbejdere inkluderer ansatte med bestyreransvar. |
|
Øvrige medarbejdere, som færdes i gæsteområderne, skal have bestået e-kurset på www.trygdenaf.dk vedrørende restaurationsloven og konflikthåndtering. |
|||
9 |
Restaurationen har førstehjælpsuddannet personale repræsenteret på hver vagt. |
Restaurationen kan fremvise dokumentation for, at der er førstehjælpsuddannet personale repræsenteret på hver vagt. |
|
10 |
Restaurationen har udpeget en sikkerhedsansvarlig, der sikrer, at restaurationen har en førstehjælpskasse, som er tilgængelig. |
Restaurationen har retningslinjer for indhold, placering og ugentlig egenkontrol af førstehjælpskassen. |
|
11 |
Restaurationen har funktionsdygtigt brandslukningsmateriel, der er tilpasset stedets størrelse og brug. |
Brandslukningsmateriel er synligt og let tilgængeligt. |
|
Restaurationen sikrer, at kontrol og vedligeholdelse således at brandslukningsmateriellet er funktionsdygtigt ved opstart af hver vagt. |
|||
Praktisk brandøvelse skal udføres mindst 1 gang om året. |
|||
12 |
Stedet har en godkendt brand- og evakueringsinstruks i tilfælde af en ulykke, og personalet er instrueret i instruksens indhold, og kender de opgaver de er pålagt i tilfælde af evakuering. |
Brand- og evakueringsinstruksen er placeret hvor personalet jævnligt færdes (barer, indgangspartier mv). |
|
Restaurationen har og fører en driftsjournal. |
|||
Ved certificering forpligter restaurationen sig til, at orientere Tryg den af projektledelsen, hvis brandmyndigheden påtaler fejl i forhold vedr. brandsikkerheden. |
|||
13 |
Restaurationen har retningslinjer, der sikrer effektiv og systematisk afrydning af service. |
Restaurationen har en nedskrevet procedure, der beskriver, hvordan en effektiv og systematisk afrydning af service praktiseres. |
|
14 |
Restaurationen anvender ved adgangskontrol kun godkendte / autoriserede dørmænd / vagter til at varetage sikkerhedsfunktioner og adgangskontrol. |
Der forefindes kopier af dørmandsautorisationer på restaurationer med ”egne dørmænd”. |
|
Restaurationer, der anvender vagtselskaber, skal kunne fremvise en kopi af vagtselskabets autorisation. |
Det samlede koncept for TRYG DEN AF -certificeringsordningen, der er vedlagt som bilag 3, har været sendt i høring i Københavns Politi, Københavns Brandvæsen, brancheforeningerne HORESTA og Danmarks Restauranter og Caféer, samt i Bevillingsnævnets sekretariat, og høringssvarene er indarbejdet i konceptet. Høringen viser, at parterne støtter ordningen og bakker op om et fortsat samarbejde og er positivt stemte over for den gennemsigtighed, som revisionen af konceptet medfører.
I forbindelse med den politiske behandling af "Handlingsplanen mod diskrimination i nattelivet i København" (Beskæftigelses- og Integrationsudvalget 31.1.2011, Økonomiudvalget 1.3.2011 og Borgerrepræsentationen 10.3.2011) blev muligheden for at etablere en frivillig mærkningsordning mod diskrimination drøftet. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen blev pålagt at undersøge interessen blandt nattelivets aktører for etablering af en sådan ordning. Økonomiforvaltningen kan oplyse at restaurationsbranchen har udtalt, at de finder en sådan ordning overflødig, idet diskrimination er ulovligt, og branchen har tillige udtrykt bekymring for at forretninger, der ikke deltager, vil fremstå som om, at de ikke overholder loven. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen fremlægger indstilling til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget som opfølgning herpå i forbindelse med udmøntningen af Handlingsplanen. TRYG DEN AF -certificeringsordningens kriterium nr. 7 foreskriver, at restaurationernes adgangspolitik følger lovgivningen. Får en restauration således en dom for diskrimination inddrages certifikatet jf. proceduren herfor, som beskrevet i konceptet for TRYG DEN AF -certificeringsordningen, bilag 3.
Økonomi
Der er afsat 0,5 mio. kr. årligt i 2011-2014 til Tryg den af i Budget 2011 under Sikker By.
I Budget 2011 blev det besluttet, at Sikker By aktiviteter, som ønskes videreført, skal være indarbejdet i forvaltningens normaldrift efter udløb af finansieringen i 2014, og at der skal fremlægges en plan herfor til Økonomiudvalget.
Det er målsætningen, at minimum 100 barer/natklubber er TRYG DEN AF-certificerede med udgangen af 2014, svarende til en tilgang på 20 restaurationer pr. år. Økonomiforvaltningen vil fremlægge forslag til en endelig plan for indarbejdelse af TRYG DEN AF-certificeringen i normaldriften, når der er indsamlet yderligere viden om projektets årlige aktivitetsniveau og effekter, samt heraf afledte økonomiske konsekvenser, dog senest med udgangen af 2012.
Videre proces
Efter vedtagelsen af konceptet iværksættes drift af certificeringsordningen med henblik på opnåelse af målsætningen om, at minimum 100 barer/natklubber er TRYG DEN AF –certificerede med udgangen af 2014. Som en del af Sikker By programmet indgår TRYG DEN AF i Sikker By effektmodellen. Dette medfører, at Økonomiforvaltningen halvårligt følger op på målepunkter i projektets forandringsteori, hvilket finder sted næste gang i oktober 2011.
Bjarne Winge Claus Juhl