Korttidsansættelser
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender
-
at stillingsopslag kan undlades ved kortvarige vikariater, ferieafløsning eller tilsvarende kortvarig beskæftigelse, der ikke overstiger 1 år svarende til statens praksis.
Problemstilling
Københavns Kommune har hidtil fulgt statens praksis for, hvornår opslag af ledige stillinger kan undlades. Staten har nu ændret praksis, således at grænsen for kortvarig beskæftigelse ændres fra ca. 3 måneder til 1 år.
Løsning
I sit møde den 14. juni 2005 besluttede Økonomiudvalget, at det overfor kommunens forvaltninger skulle præciseres, at ledige stillinger principielt skal slås op offentligt, men at opslag af ledige stillinger kan undlades ved kortvarige vikariater, ferieafløsning eller tilsvarende kortvarig beskæftigelse.
Det er ikke entydigt, hvor grænsen for ”kortvarig beskæftigelse” går, men Økonomiforvaltningen fastsatte som tommelfingerregel en grænse på ca. 3 måneder. Det svarede til statens praksis.
Staten har imidlertid for omkring et år siden udsendt et nyt opslagscirkulære, hvorefter ”opslag kan undlades i forbindelse med ferieafløsning, vikariater og anden kortvarig beskæftigelse, der ikke overstiger 1 år”. Statens beslutning vurderes at ligge inden for, hvad der i henhold til ledelsesretten er muligt. Beslutningen må ses som udtryk for en samlet vurdering af det administrative arbejde ved rekrutteringsprocessen holdt op imod ansættelsesforholdets længde og de hensyn, der ligger bag reglerne om offentligt opslag. Når staten har valgt en grænse på 1 år, har den typiske længde af barselsvikariater utvivlsomt indgået med betydelig vægt i overvejelserne. KL er på linie med staten fsv. angår 1 års fristen.
Det er vigtigt også for Københavns Kommune at tilpasse de ressourcer, der anvendes i forbindelse med rekruttering til det, der sagligt set er nødvendigt. Det foreslås derfor, at vi – som hidtil – følger statens praksis på området og ændrer grænsen, således at opslag kan undlades ved kortvarig beskæftigelse, der ikke overstiger 1 år. Økonomiforvaltningen har ventet et års tid for at se, om statens nye frist ville blive anfægtet fra officiel side. Dette er ikke sket.
Økonomi
Claus Juhl Bjarne Winge
Beslutning
Sagen blev udsat med henblik på høring af samarbejdsudvalg.