Mødedato: 14.06.2005, kl. 15:00

Økonomiske principper i kommunalreformen

Økonomiske principper i kommunalreformen

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 14. juni 2005

 

 


J.nr. ØU 261/2005

 

4. Økonomiske principper i kommunalreformen

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget tager nærværende indstilling til efterretning

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2005

Taget til efterretning.

 

 

Behandling:-

 

 

RESUME

På baggrund af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om en strukturreform igangsattes i efteråret 2004 et arbejde med at udrede de opgaver og tilknyttede udgifter, som skulle overflyttes fra en myndighed til en anden, som følge af reformen. I arbejdet deltager staten og de kommunale parter, herunder Københavns Kommune.

Samtidig blev det igangværende arbejde med at udarbejde en udligningsreform udsat, således at ændringerne i udligningssystemet ville kunne tage hensyn til den nye kommunale opgaveportefølje. 

Arbejdet med at opgøre kommunernes, de kommende regioners og statens udgifter og indtægter ventes først afsluttet medio oktober 2005.  Det er forventningen, at Københavns Kommune vil skulle afgive opgaver svarende til netto ca. 6,6 mia. kr. som følge af kommunalreformen. Heraf udgør bidraget til H:S 5,5 mia. kr.

Som en del af strukturaftalen blev det endvidere besluttet, at de kommunale skatteopgaver skulle overgå til staten. Skatteopgaverne skulle dog overgå på et tidligere tidspunkt og er derfor blevet håndteret sideløbende med det egentlige arbejde med kommunalreformen som en almindelig DUT-sag. Det vurderes, at Københavns Kommune vil miste i størrelsesordenen 49-64 mio. kr. i forbindelse med overførelsen af skatteopgaven til staten.

Denne indstilling redegør for de principper som har ligget/forventes at ligge til grund for arbejdet med kommunalreformen.

Københavns Kommune kan risikere et økonomisk tab i forbindelse med kommunalreformen, hvis

1)     staten overvurderer udgifter for de opgaver , som kommunen skal afgive

2) staten undervurderer udgifter for de opgaver, som kommunen skal overtage

3) staten overvurderer den del af kommunens formue, som skal overføres

4) staten undervurderer den del af kommunens gæld, som skal afgives, eller

5) ændringerne i udligningssystemet ikke tilgodeser udgiftsbehovet i København, eksempelvis ved at inddrage selskabsskatten i udligningen, fjerne hovedstadsudligningen eller indføre nye sociale kriterier.


 

Til top