Redegørelse om udarbejdelse af tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 331 "Holmen II" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Redegørelse om udarbejdelse af tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 331 "Holmen II" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 14. juni 2005
J.nr. ØU 255/2005
22. Redegørelse om udarbejdelse af tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 331 "Holmen II" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen fremsender nærværende redegørelse til Bygge- og Teknikudvalgets samt Økonomiudvalgets drøftelse med henblik på udarbejdelse af forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 331 "Holmen II" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 omfattende Margretheholm.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2005
Drøftet
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2005
Drøftet.
Behandling:-
RESUME
Freja ejendomme A/S har i brev af 16. juli 2004 anmodet om, at der udarbejdes en lokalplan for Margretheholm med mulighed for placering af boliger og erhverv. Anmodningen tager udgangspunkt i resultatet af et parallelopdrag, hvor et forslag fra Tegnestuen Vandkunsten blev valgt til viderebearbejdning. Tegnestuens strukturplan omfatter et samlet etageareal på ca. 71.000 m2, og heraf udgør boligandelen 46 procent. Der etableres en ny indkørsel fra Forlandet. Den nye indkørsel giver adgang til en intern stamvej langs et kanthus og herfra til en række stikveje, der forsyner de enkelte byggefelter. Bebyggelsen består af et kanthus i 6 etager, der indrettes til erhverv og placeres mod øst op ad en jordvold, samt en 3-etages boligbebyggelse, der orienterer sig mod Christianshavns Vold. En stor del af de eksisterende bygninger forudsættes bevaret.
Det aktuelle planområde udgør ca. 80.000 m2 og består af ejendommene matr.nr. 564, del af 650, 651 samt 652 Christianshavns Kvarter, København, der ejes af henholdsvis Københavns Energi, Freja ejendomme og Thylander & Co.
Margretheholm er etableret som luftmarinestationen i 1916, og efter udflytning af de militære funktioner har området ligget delvist ubenyttet hen. I perioder har der været indkvartering af flygtninge i eksisterende bygninger. I dag er den fredede Hangar H indrettet til erhverv, og i områdets sydlige del ligger der en børnehave. Mod øst er der fra 1998 og frem opført en 12 m høj jordvold, der udgør et godkendt depot for forurenet jord og samtidig i en vis udstrækning kan fungere som en støjskærm mod et eventuelt kommende vejanlæg som led i en tunnelforbindelse til Sjællandssiden og mod de offentlige tekniske anlæg.
Kommuneplan 2001 fastlægger Margretheholm til erhverv (E1*-område). Den særlige stjernebemærkning fastlægger, at der kan etableres boliger til særlige formål (asylcenter og midlertidige boliger for udsatte grupper m.m.), såfremt det er miljømæssigt forsvarligt.
I forslag til Kommuneplan 2005 er rammerne for lokalplanlægning fastholdt til blandet erhverv uden stjernebemærkning (E1-område). Kommuneplanen fastlægger rækkefølgen for byudvikling af de større områder, der rummer et større omdannelsespotentiale. Af hovedstrukturen fremgår det at Margretheholm kan omdannes i første halvdel af planperioden under forudsætning af, at der sker en afklaring af byggemulighederne i forhold til fredningslinien, arealreservation til fremtidige trafikanlæg og støjkonsekvenser.
Margretheholm er omfattet af lokalplan nr. 331 "Holmen II", hvor hovedparten udgør område II, der fastlægges til lettere industri-, værksteds-, håndværks-, lager- og engrosvirksomhed samt til serviceerhverv. En mindre del af Margretheholm mod nord langs vandarealet er fastlagt til offentlige rekreative formål som andel af område III.
Ødegaard & Danneskiold-Samsøe A/S (ØDS) har undersøgt den eksterne støj påvirkning af Margretheholm fra de omgivende virksomheder og veje. Endvidere har rådgiverne udarbejdet en støjundersøgelse vedrørende Københavns Gokartbane. Det konkluderes, at grænseværdierne for støj ved boliger fra eksterne virksomheder som Amagerforbrænding kan overholdes ved opførelse af en støjafskærmning i form af et kanthus. Med hensyn til trafikstøjen er der beregnet overskridelser af den vejledende grænseværdi på 55 dB(A) for boligbebyggelsen den vestlige del af Margretheholm. Dette skyldes støjbidraget fra Refshalevej, som løber tæt på dette område. De fleste bygninger vil dog have en side, hvor støjniveauet er under 55 dB(A). Støjen fra gokartbanen er beregnet til at give betydelige overskridelser på den sydlige del af Margretheholm. Selv ved etablering af yderligere støjskærme ved gokartbanen vil der være overskridelser på op til 5 dB(A).
Biltrafikken fra lokalplanområdet forventes
ved fuld udbygning at blive på 2.000 – 2.400 ture pr. døgn. Denne trafik føres
via Kløvermarksvej – Forlandet, hvor der i dag kører ca. 9.000 køretøjer pr.
døgn. Forvaltningen vurderer, at en trafikstigning i denne størrelsesorden vil
kunne afvikles på det eksisterende vejnet.
Forvaltningerne finder, at planområdet med sin beliggenhed
op til voldanlægget med Stadsgraven kan udvikles til et attraktivt område.
Disponering af bebyggelsen vurderes at skabe et godt
boligmiljø i området. Det findes rigtigt, at fastlægge en boligbebyggelse i 3
etager for at opnå en grøn karakter, og kanthuset i 6 etager for at formidle
overgangen fra den lave bebyggelse til industriens store skala samtidig med, at
det fungerer som støjskærm. Den foreslåede strukturplan tager udgangspunkt i
eksisterende bebyggelse, men overskrider i betydeligt omfang beskyttelseslinien
omkring Christianshavns Vold. Skov- og Naturstyrelsen har overfor forvaltningen
tilkendegivet, at bebyggelsesplanen skal justeres ved, at enkelte bygninger
trækkes tilbage fra fortidsmindet. Dette vil blive nærmere afklaret i det
videre planforløb.
Lokalplanen vil fastsætte bestemmelser om, at grænseværdierne for støj skal overholdes, før bebyggelse til boliger eller anden støjfølsom anvendelse, kan tages i brug.
Forvaltningerne finder, at bebyggelsesplanen skaber gode byrum af varierende størrelse, udformning og karakter.
Det er en forudsætning for lokalplanens endelige vedtagelse,
at der samtidig vedtages et tillæg til Kommuneplan 2001, der udlægger området
til boliger og serviceerhverv.
Forvaltningen vil med henblik på beslutning om udarbejdelse af en miljørapport, der skal offentliggøres sammen med lokalplanforslaget med tilhørende kommuneplantillæg, foretage høring af de af planforslagene berørte myndigheder, jf. § 4, stk. 2, i lov om miljøvurdering af planer og programmer.