Omlægning af Halmtorvet, etape 2 og 3 (Bygge- og Teknikudvalget)
Omlægning af Halmtorvet, etape 2 og 3 (Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 14. maj 2002
J.nr. ØU 117/2002
23. Omlægning af Halmtorvet, etape 2 og 3 (Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at projektet i nærværende indstilling danner grundlag for omlægning af Halmtorvet, etape 2, Parkstrøget,
at projektet i nærværende indstilling danner grundlag for omlægningen af Halmtorvets etape 3 Byhaven, og
at der gives en kapitalbevilling på 21,5 mio. kr. på Vej & Park anlægsramme (konto 2.22.3, vejanlæg) til gennemførelse af etape 2 og 3.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 24. april 2002
Anbefalet.
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, i det det forudsættes, at såfremt omlægning af Halmtorvet og herunder nedlæggelse af parkeringspladser medfører en reduktion i Københavns Kommunes parkeringsindtægter, skal den heraf afledte reduktion dækkes af Bygge- og Teknikudvalgets ramme".
Økonomiudvalgets beslutning: Udsat til 21. maj 2002.
Behandling: -
RESUME
I 2001 blev 1. etape af omlægningen af Halmtorvet afsluttet. På grund af en række uforudselige ekstraomkostninger i forbindelse med gennemførelsen af denne etape besluttede Bygge- og Teknikudvalget på mødet den 10. november 1999, (BTU 366/99), at der skulle gennemføres en fornyet projektudvikling af etape 2 og 3 inden for rammerne af det oprindelige projekts overordnede rammer. Samtidig reserverede udvalget 19,7 mio. kr. (svarende til 21,5 mio. kr. i prisniveau 2002) på Vej & Parks anlægsramme i 2001 – 03 til etape 2 og 3's gennemførelse.
Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet et nyt forslag til omlægningen af Halmtorvets etape 2 og 3. Det foreliggende forslag tager udgangspunkt i henholdsvis Helhedsplanen for omlægningen af Halmtorvet fra 1996 samt i de overordnede rammer for den fremtidige trafikafvikling på Indre Vesterbro, som udvalget fastlagde på baggrund af trafikforsøget i sommeren 2000 (BTU 32/2000).
Forvaltningen har i videst mulige omfang indarbejdet de ønsker, der er fremkommet i forbindelse med inddragelsen af borgerne i projektudviklingen. På det afsluttende borgermøde i marts 2002 var der overvejende tilfredshed med det foreliggende forslag.
Vesterbro er en bydel med mangel på grønne opholds- og legearealer, hvorfor der i forslaget er lagt vægt på en multifunktionel udformning, hvor flere forskellige aktiviteter kan foregå samtidig, og hvor der er lagt vægt på det grønne og frodige.
Der foreslås anlagt hævede græsarealer med blomstrende træer og buske i en blomstrende bund af stauder og forårsløg. I mellem de hævede græsarealer er der anlagt passager der kan benyttes til forskellige former for aktiviteter. Forslaget er disponeret således, at de omlagte arealer i videst mulig omfang kan anvendes rekreativt samtidig med, at den forventede trafik kan afvikles i de omgivende gader. Etableringen af Halmtorvet etape 2 og 3 er beregnet til 21,5 mio. kr. . Herudover er projektet koordineret med driftsarbejder på kørebanerne i 2003. Således er der reserveret 4 mio. kr. på Vej & Parks driftsramme i 2003 til istandsættelse af nedslidte kørebaner på Halmtorvet.