Lokalplan "Israels Plads Nord" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 (Økonomiudvalget og Bygge- og Teknikudvalget)
Lokalplan "Israels Plads Nord" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 (Økonomiudvalget og Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 14. maj 2002
J.nr. ØU 104/2002
15. Lokalplan "Israels Plads Nord" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 (Økonomiudvalget og Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at lokalplan for den nordlige del af Israels Plads vedtages endeligt med en ændring af lokalplanforslagets § 4, stk. 3, hvorved den maksimale bygningshøjde reduceres til 8,5 m, og en tilføjelse til lokalplanforslagets § 5, stk. 1, hvorefter de to torvehaller og anlægget af pladsen i øvrigt skal udgøre et arkitektonisk hele, der forudsættes etableret samtidig.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det til ovennævnte lokalplan hørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages endeligt.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 24. april 2002
Anbefalet
Økonomiudvalgets beslutning: Udsat til 21. maj 2002.
Behandling: -
RESUME
I forbindelse med den offentlige høring vedrørende lokalplanforslaget er der modtaget 57 henvendelser, heraf 6 fra offentlige myndigheder.
Kulturmiljørådet for København og Frederiksberg finder, at det bør sikres, at der i torvehallerne alene forhandles fødevarer og blomster, og bebyggelsen foreslås etapedelt, begyndende med torvehallen langs Linnésgade. Det åbne markedsområde mellem de to torvehaller findes meget beskedent i forhold til de to hallers størrelse, og endelig understreges væsentligheden af at friholde den sydlige del af Israels Plads for bebyggelse.
Have & Landskabsrådet tilkendegiver sin støtte til opførelse af to torvehaller samt beplantning til synliggørelse af det historiske voldbælte.
Det Kongelige Akademi for de skønne kunster anbefaler en revurdering af torvehallernes udformning, da man finder tagfoden urimelig høj, både i relation til omgivende bygninger og til hallernes funktion.
Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) meddeler, at projektet overholder regionplanens bestemmelser, men at der i planforslaget – af hensyn til "0-rammen" for butiksareal i Indre By – bør redegøres mere specifikt for, hvor det fremtidige butiksareal omlokaliseres fra. HURs trafikdivision ønsker at fastholde muligheden for etablering af holdeplads til 6 busser i Linnésgade ved eventuel afvikling af busterminalen på Nørrevold.
København Bymuseum oplyser, at Københavns første kirkegård uden for voldene lå omtrent på det nuværende lokalplanområde. Museet ønsker derfor at foretage en større forundersøgelse for arkæologiske forekomster, forinden torvehallerne etableres.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen meddeler ikke at have bemærkninger til lokalplanforslaget og tager dette til efterretning.
De øvrige 51 henvendelser er fra ejere og beboere i kvarteret samt interessegrupper m. fl. Af disse går 33 ind for det offentliggjorte lokalplanforslag og det foreliggende skitseprojekt. De øvrige henvendelser vedrører hovedsagelig torvehallernes orientering på pladsen, hallernes højde, udstrækning og arkitektoniske samt trafikale forhold, herunder cykelparkering. I sagsbeskrivelsen gennemgås og kommenteres disse forhold emnevis.
Henvendelserne giver alene forvaltningen anledning til at foreslå en ændring af lokalplanforslagets § 4, stk. 3, således at den maksimale bygningshøjde nedsættes fra 9,5 m til 8,5 m, og en tilføjelse til lokalplanforslagets § 5, stk. 1, hvorefter de to torvehaller og anlægget af pladsen i øvrigt skal udgøre et arkitektonisk hele, der forudsættes etableret tidsmæssigt sammenhængende. Med disse justeringer af lokalplanen vil det planlagte torvehalsprojekt kunne realiseres uden ændringer.