Mødedato: 14.05.2002, kl. 15:00

Projektplan 2001 - 2003 (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

Projektplan 2001 - 2003 (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 14. maj 2002

 

 

J.nr. ØU 119/2002

 

19. Projektplan 2001 - 2003 (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget anbefaler, at Projektplan 2001 – 2003 om etablering af vuggestue- børnehavepladser og basispladser tages til efterretning.

at 25 mill. kr. af uforbrugte anlægsmidler og 30 mill. kr. af uforbrugte driftsmidler, ialt 55 mill. kr., fra daginstitutionsområdet fra 2001 overføres til anlægsbudgettet i 2002 til medfinansiering af projektplanen. Overførslerne forelægges Økonomiudvalget med de samlede overførselsanmodninger.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 6. marts 2002

Kontorchef Susanne Binné og fuldmægtig Thomas Linnemann deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev tiltrådt.

Økonomiforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget,

at sagen fra Familie- og Arbejsmarkedsudvalget tages til efterretning.

 

RESUME

Den seneste befolkningsprognose fra Statistisk kontor viser, at børnetallet for de 0 - 5 årige fortsat ventes at stige frem til 2008. Der vil således fortsat være behov for udbygning på daginstitutionsområdet for de kommende år primært for de 0 – 2 årige. Heri er ikke taget højde for eventuelle konsekvenser af en forventet forlængelse af barselsorloven.

Med den planlagte pladsudbygning i 2002 arbejdes der på at fastholde den gennemsnitlige pladsgaranti på 11 måneder.

Pladsmålene fastsættes hvert år i budgettet. For 2002 er de 264 vuggestuepladser og 85 børnehavepladser. De justeres med ikke realiserede pladser fra forgående år.

De justerede pladsmål for 2002 er på 572 vuggestuepladser og 204 børnehavepladser og 24 basispladser.

Projektplanen for 2002 indeholder bygning af i alt 401 vuggestuepladser og 296 børnehavepladser pladser. I forhold til de justerede pladsmål mangler der projekter til 171 vuggestuepladser, mens der er et overskud på 92 børnehavepladser. Årsagen hertil er, at der ikke er fuldstændig overensstemmelse mellem budgettets demografisk beregnede pladsmål for børnehavepladser i byen som helhed og det konkrete behov gjort op i de enkelte bydele.

Den endelige fordeling mellem vuggestuepladser og børnehavepladser fastlægges endeligt forud for ibrugtagning af de enkelte institutioner i samarbejde med det lokale center ud fra det aktuelle behov. Eventuelt overskydende børnehavepladser i planen konverteres totalt set til vuggestuepladser.

Projektplanen indeholder tilstrækkelig med projekter til at opfylde budget 2002´s pladsmål og til at reducere en del af efterslæbet fra tidligere år. Med udgangen af 2002 mangler der således at blive etableret 171 vuggestuepladser for at indhente efterslæbet.

Af de planlagte 24 basispladser tilvejebringes de 12 pladser i 2002, mens de sidste 12 pladser gennemføres i forbindelse med etableringen af en ny daginstitution i Brønshøj, som først kan stå færdig medio 2003.

Som økonomisk grundlag for udbygningen på daginstitutionsområdet er det forudsat, at anlægsbudgettet er på 157 mill. kr. i 2002. Heraf er de 88 mill. kr. direkte udmeldt via budgettet, mens 25 mill. kr. kommer fra overført ikke brugt anlægsbudget fra 2001, og 30 mill. kr. kommer fra overført ikke brugt driftsbudget fra 2001. De sidste 14 mill. kr. påregnes tilvejebragt via Økonomiforvaltningens ramme til uforudsete udgifter.

Ved fuld gennemførelse af alle byggeprojekter i projektplanen herunder byggerier, der påbegyndes til forberedelse af projektplanen for 2003 er anlægsforbruget opgjort til 185 mill. kr. Ved fradrag af forbrug svarende til 15% i forbindelse med forsinkelser m.m. er forbruget opgjort til ca. 157 mill. kr. svarende til anlægsbudgettet inkl. overførte ikke brugte drifts- og anlægsmidler fra 2001 og midler fra økonomiforvaltningens ramme til uforudsete udgifter.

SAGSBESKRIVELSE

Projektplan 2001 - 2003 for budgetåret 2002 viser Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens aktuelle aktiviteter for udbygning på daginstitutionsområdet.

De pladser, som kan tages i brug i 2002, kommer dels fra projekter, hvor byggeriet blev startet i 2001 og som gøres færdige i år, og dels fra projekter, hvor hele byggeaktiviteten udføres i 2002. Herudover indeholder projektplanen en række projekter, hvor byggeriet starter i 2002 og tages i brug i 2003.

Med den planlagte udbygning fortsætter bestræbelserne på at sikre pladsgarantien på daginstitutionsområdet fra 11 måneders alderen i 2002, og samtidig opretholde grundlaget for at kunne efterkomme det mere langsigtede mål om at kunne tilbyde pladsgaranti fra 6 måneders alderen.

  1. Pladsmål og finansiering

Budgettet for 2002 blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 11. oktober 2002. Der er herved afsat drifts- og anlægsmidler til at videreføre udbygningen på daginstitutionsområdet med henblik på at kunne opfylde pladsgarantien fra 11 måneders alderen. Institutionsbyggeri finansieres af anlægsbudgettet.

Der er i driftsbudgettet afsat midler til at videreføre de alternative pasningsformer i privat børnepasning og privat dagpleje.

De senere års udvikling af alternative pladstilbud som supplement til de traditionelle tilbud i daginstitutioner og dagplejen fortsætter. Socialministeriet har forlænget dispensationen til at tilbyde forældre tilskud til Privat Børnepasning uden, at barnet har fået tilbudt plads i et dagpasningstilbud frem til den 31. december 2003.

1.1 Status, pladsmål 2001

Pladsmålene i budgettet for 2002 forudsatte, at pladsmålene for 2001 blev opfyldt.

Ved fremlæggelsen af projektplanen for 2001 redegjorde Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen for vanskelighederne med at opfylde pladsmålene for 2001. Dette skyldtes bl.a., at pladsmålene blev opskrevet med de ikke realiserede pladser fra tidligere år. Endvidere var der ikke tilstrækkelig med projekter fra 2000, som kunne afsluttes med ibrugtagning i 2001 og samtidig har det ikke i løbet af 2001 været muligt at fremskaffe nye projekter med så kort gennemførelsestid, at de kunne realiseres med i brugtagning af pladser i 2001.

Projektplanen for 2001 indeholdt i alt 148 vuggestuepladser og 190 børnehavepladser, hvilket betød, at planen allerede fra starten opererede med et pladsefterslæb på 320 vuggestuepladser og 64 børnehavepladser.

Ved udgangen af 2001 er der tilvejebragt 160 vuggestuepladser og 135 børnehavepladser, d.v.s. en forbedring på 12 vuggestuepladser, men samtidig en forværring på børnehavesiden på 55 pladser i forhold til projektplanen. Det samlede efterslæb kan derfor opgøres til 308 vuggestuepladser og 119 børnehavepladser

Samtidig var det forudsat at der skulle tilvejebringes 18 basispladser. Af disse har det været muligt at realisere 6 pladser.

Det har således ikke været muligt samlet set at forbedre pladstilgangen i løbet af 2001. En af grundene hertil er bl.a., at forvaltningen ikke i 2001 har haft mulighed for at supplere projektplanen med projekter, hvis gennemførelsestid er så kort, at de kunne realiseres fuldt ud med ibrugtagning af pladser inden for budgetåret. Gennemførelsestiden for en nybygget daginstitution er normalt på ca. 2 – 2½ år fra start til slut - det vil sige fra muligheden opstår, over planlægningsfasen, den politiske behandling, gennemførelse af selve byggeriet til ibrugtagningen af institutionen.

1.2 Pladsmål 2002

Tabel 1 – pladsmål i budget

 

vg

bh

basis

Pladsmål budget 2002

264

85

 

Etablering af basispladser

   

12

Efterslæb fra tidligere år 1997 – 2001 inkl. basispladser

308

119

12

Justerede pladsmål inkl. efterslæb fra tidl. år og basispladser

572

204

24

 

I projektplanen for 2002 er der tilstrækkelig med projekter til at opfylde budgettets pladsmål for 2002 og samtidig reduceres de ikke realiserede pladser fra tidligere år væsentligt.

Tabel 2 – Projektplan 2002

 

vg

bh

basis

Justerede 2002 pladsmål, jfr. tabel 1

572

204

24

Projektplanens pladser 2002

401

296

12

Pladsmanko i 2002

-171

92

-12

Omregning af 92 vg.pladser til bh.pladser

50

-92

 

Pladsmanko 2002 ved fuld omregn. af bh.plads. til vg.plads.

-121

0

-12

 

I arbejdet med at finde nye egnede byggemuligheder fortsætter Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen det opsøgende arbejde med såvel interne som eksterne samarbejdspartnere. Arbejdet søges løbende intensiveret gennem udvikling og styrkelse af samarbejdet med ejendomsmæglere, private investorer etc. og andre kommunale forvaltninger f.eks. ved, at Bygge- og Teknikforvaltningen indsætter krav om etablering af en daginstitution i forbindelse med lokalplaner, der i større omfang udlægger arealer til nyt boligbyggeri.

Som ønsket i forbindelse med budgetaftalen 2002 vil dette arbejde blive styrket ved oprettelse af en task forcegruppe, der skal have til opgave at finde grunde og ejendomme, der egner sig for daginstitutionsbyggeri.

1.3 Anlægsbudget 2002

I projektplanen er der taget udgangspunkt i et samlet anlægsbudget til udbygning af daginstitutionsområdet på 157 mill. kr., idet der henvises til budgetaftalen for 2002. Heraf fremgår:

"Med henblik på at sikre en flexibel udbygningsplan på dagforanstaltningsområdet, kan Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget låne og overføre anlægsmidler mellem årene i overensstemmelse med kommunens almindelige anvisningsregler.

Det forventes, at der p.t. kan overføres 45 mill. kr. på dagforanstaltningsområdet fra 2001 til 2002. Anvendelsen af disse midler i 2002 vil bidrage til at nedsætte ventetiden. Såfremt det viser sig, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i 2002 har mulighed for at etablere flere daginstitutioner, er parterne enige om at søge dette fremmet inden for en ramme på 14 mill. kr. Midlerne anvises i givet fald på Økonomiudvalgets pulje til uforudsete udgifter."

Tabel 3 – anlægsbudgettets sammensætning i 2002

 

mill. kr.

Udmeldt anlægsbudget (demografiramme og indtægt fra eksempelprojektet)

88

Overførelse af mindreforbrug anlægbudget fra 2001 (budgetaftale 2002)

25

Overførsel af mindreforbrug driftsbudget fra 2001 (budgetaftale 2002)

30

Midler på Økonomiforvaltningens pulje til uforudsete udg. (budgetaftale 2002)

14

Budget 2002 i alt

157

De 55 mill. kr., som vedrører mindreforbrug på Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens budget i 2001, søges overført i forbindelse med nærværende indstilling. De resterende 14 mill. kr., som kan anvises via Økonomiforvaltningens ramme til uforudsete udgifter blive søgt frigjort, når der er fuld sikkerhed for, at der er behov for at kunne råde over midlerne.

2. Projektplan 2001 - 2003

Tabel 4 – Projektplanens pladser og økonomi

 

Anlægs økonomi

Pladser

 

2002

2003

2002

2003

 

mill. kr.

vg.

bh.

basis

vg.

bh.

basis

Anlægsøkonomi og pladser i 2002

               

Projekter, der gøres færdige i 2002, men startede tidligere

75,7

 

312

176

       

Projekter, der starter og gøres færdige i 2002

38,6

 

89

120

12

     

Anlægsøkonomi og pladser i 2003

Projekter, der gøres færdige i 2003, men startede tidligere

71,3

74,2

     

528

50

12

Samlet anlægsøkonomi/pladser

185,6

74,2

401

296

12

528

50

12

Budget/pladsmål

157,0

 

572

204

24

     

Difference

28,6

 

- 171

92

- 12

     

Omregning af 92 børnehavepladser til vuggestuepladser

   

50

-92

       

Difference efter omregning af bh.pladser til vg.pladser

   

-121

0

-12

     

Tabel 4 viser, at der ifølge projektplanen etableres 401 nye vuggestuepladser og 296 børnehavepladser i 2002. Herved reduceres pladsunderskuddet til netto 171 vuggestuepladser, mens der er et pladsoverskud på 92 børnehavepladser. Årsagen hertil skyldes, at der ikke er fuldstændig overensstemmelse mellem budgettets demografisk beregnede pladsmål for børnehavepladser i byen som helhed og de konkrete behov gjort op i de enkelte bydele.

Den endelige fordeling mellem vuggestuepladser og børnehavepladser fastlægges endeligt forud for ibrugtagningen af de enkelte institutioner i samråd med det lokale center ud fra det aktuelle behov i bydelen. Dette kan bygningsmæssigt lade sig gøre, fordi institutionsbyggeriet er flexibelt og uden væsentlige ændringer kan anvendes til såvel vuggestue- som børnehavebørn. Eventuelt overskydende børnehavepladser i planen konverteres totalt set til vuggestuepladser

Sideløbende med de daginstitutionsprojekter, der vil kunne tages i brug i 2002, indeholder projektplanen en række projekter til forberedelse af projektplanen for 2003. Gennemførelse af disse projekter i overensstemmelse med projektplanen medfører ibrugtagning af 528 vuggestuepladser og 50 børnehavepladser i 2003. Det forventes derfor, afhængig af størrelsen af pladsmålene for 2003, at den uopfyldte pladsmanko i 2002 på netto 121 vuggestuepladser vil kunne indhentes i 2003.

På basispladsområdet opfyldes pladsmålet på 24 basispladser først fuldt ud i 2003. Dette skyldes, at 12 af de 24 basispladser vil blive etableret i forbindelse med opførelse af en ny planlagt daginstitution på Frederikssundsvej 277 i Brønshøj. Institutionen er p.t. under projektering. Med en forventet byggestart i 3. kvartal 2002 vil byggeriet kunne stå færdigt til ibrugtagning medio 2003.

Med fuld gennemførelse af Projektplan 2001 – 2003 vil der mangle ca. 28 mill. kr. på anlægsbudgettet for 2002 til at finansiere de planlagte projekter i projektplanen svarende til differencen mellem budgettet på 157 mill. kr. og det planlagte forbrug på 185 mill. kr.

Dette skyldes bl.a. forsinkelser i projektplanen fra tidligere år, hvor ubrugte anlægsmidler ikke er blevet overført, sammenholdt med et betydeligt forbrug i forbindelse med opstart af nye projekter med henblik på opfyldelse af pladsmålene i 2003.

Erfaringsmæssigt kan der forventes forsinkelse af projekter og byggerier, der må opgives på op til ca. 15% af projektplanens anlægsforbrug, hvilket i givet fald vil betyde, at anlægsforbruget i 2002 vil nedbringes med ca. 28 mill. kr. til 157 mill. kr.

3. Nye pladsskabende initiativer

I bestræbelserne på fortsat at kunne opfylde pladsgarantien arbejder Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med en række nye initiativer, der skal medvirke til at finde og smidiggøre mulighederne for gennemførelse nyt daginstitutionsbyggeri.

3.1 Task force

I budgetaftalen for 2002, er det bestemt, at bestræbelserne på at etablere flere daginstitutionspladser skal intensiveres ved, at der oprettes en task forcegruppe bestående af medarbejdere fra en række relevante forvaltninger i Københavns kommune samt eventuelt ikke kommunale kompetancepersoner. Task forcegruppens opgave er at finde egnede grunde og ejendomme til daginstitutionsbyggeri.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har taget skridt til dannelse af en task forcegruppe. Gruppen vil erstatte en allerede eksisterende planlægningsgruppe, der omdannes og udvides, så den fremover kommer til at bestå af repræsentanter fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen , Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og private aktører i markedet. Gruppens arbejde vil i højere grad end tidligere blive strategisk med hensyn til fremskaffelse af byggemuligheder og at afdække vanskeligheder ved at gennemføre projekter.

3.2 Fremtidigt boligbyggeri

I samarbejde med Bygge- og Teknikforvaltningen vil der ved planlægningen af kommende private og almennyttige boligbyggerier i planlægningsfasen blive taget kontakt til de pågældende bygherrer med henblik på indpasning af daginstitutioner i projekterne.

3.3 Udlicitering af byggeprojekter

For yderligere at øge mulighederne for at fremskaffe egnede projekter til udbygning af daginstitutionsområdet og herved opfyldelse af pladsgarantien har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen planer om at udbyde byggeopgaverne i forbindelse med etablering af 2 daginstitutioner indenfor en samlet anlægsramme på 30 mill. kr.

Af udbudsmaterialet skal bl.a. fremgå, i hvilke bydele institutionerne ønskes etableret, ligesom det vil være beskrevet, hvordan udvælgelsen af aktørerne skal finde sted. Det er tanken, at byggeopgaverne skal udbydes ved anvendelse af partneringmodellen, hvor det bl.a. forudsættes, at tilbudsgiveren kan disponere over den byggegrund, institutionen skal opføres på, ligesom der i opgaven ligger en forudsætning om valg af tilbudsgiverens skitseforslag.

Der er fuldt ud disponeret over anlægsbudgettet for 2002, jfr. ovenfor tabel 4. Hvis arbejderne i forbindelse med udlicitering af de 2 daginstitutioner medfører anlægsudgifter i 2002, vil det derfor være nødvendigt, at beløbet vil kunne lånes med efterfølgende tilbagebetaling f.eks. ved en reduktion af anlægsbudgettet i 2003.

3.4 Minikonkurrence om daginstitutioner til søs

Som et supplement til de eksisterende daginstitutioner i kommunen har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen planer om at etablere daginstitutioner til søs i Københavns Havn. Daginstitutioner i havnen, der vil være et nyt spændende alternativ til de almindelige institutioner, vil i første omgang medvirke til at dække behovet for pladser i de centrale bydele, hvor det samtidig er sværest at finde egnede byggemuligheder.

Forvaltningen arbejder i øjeblikket på udformning af et konkurrenceprogram, der inden udsendelse vil blive forelagt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget inden udgangen af 2. kvartal 2002.

3.5 kontraktstyrede institutioner

Københavns Kommune har ført forhandlinger med ISS Juniorservice, Børn & Unge Fonden og Barnets hus om indgåelse af kontrakter vedrørende driften af daginstitutioner i Københavns Kommune. I juli måned 2001 åbnede Barnets Hus den første kontraktstyrede daginstitution i Københavns Kommune.

De to øvrige udbydere har endnu ikke fundet egnede lokaler, og det forventes derfor ikke, at disse to vil være i stand til at etablere daginstitutioner i projektperioden.

3.6 Nye pladsanvisningsregler

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejder på at ændre reglerne for anvisning til dagtilbud. Formålet er at øge gennemskueligheden i anvisningen, så det bl.a. bliver nemmere at forudsige, hvornår det enkelte barn kan få tilbudt plads. Desuden er det målet, at forældrene får større indflydelse på, hvilken institutioner deres barn får plads i og derved reducerer antallet af forældre, der takker nej til første tilbud om plads.

3.7 Minibusser som middel til reduktion af ventelister i forårsmånederne.

De første syv minibusser har nu været på gaden i 4 år. I 2001 blev der indkøbt yderligere 10 minibusser. Ordningen med minibusser er blevet positivt modtaget af daginstitutionerne. Formålet med minibusserne er at reducere ventelisterne i forårsmånederne, hvor der er stor efterspørgsel på pladser.

På grund af de positive modtagelse af minibusserne, er det planlagt at udvide ordningen med køb af et antal nye busser. Planlægning vil ske i løbet af 2002, men da busserne ikke kan nå at komme i brug i forårsmånederne 2002, vil pladsforøgelsen komme i 2003, og derfor indgå i projektplanen for 2003.

3.8 Dagplejen

I 2001 blev alderen for benyttelse af Privat Dagpleje sat ned fra 1 år til 6 måneder. Dette har medført, at antallet af forældre, der benytter ordningen er fordoblet. Desuden bliver der løbende sat fokus på udbredelsen af dagplejeordningen via kampagner i radio, aviser og plakatsøjler.

3.9 privat børnepasning

Privat børnepasning fortsætter med at kunne tilbyde pasning for børn fra 6 måneders alderen på linie med privat dagpleje

3.10 Mindre pasningsenheder

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil i løbet af 2002 undersøge mulighederne for at tilvejebringe et antal daginstitutionspladser i lokaler, der er mindre end en normal daginstitution. Institutionsenhederne kunne f.eks. indrettes i forbindelse med større lejligheder, erhvervslokaler og lignende, og kunne fungere som en satellit til en eksisterende daginstitution i lokalområdet.

4. Basispladser til handicappede børn

Pladsmålene på basisområdet er i 2000 og 2001 opgjort til i alt 30 pladser.

Af disse er de 12 pladser til brug for målgruppen normalt begavede børn med autisme. 6 af disse pladser er tilvejebragt i 2001, mens de sidste 6 forventes etableret i 2002.

Af det samlede pladsbehov er de resterende 18 pladser til brug for børn med psykosociale, herunder kommunikative vanskeligheder. 6 af disse pladser forventes etableret i løbet af 2002 i tilknytning til en eksisterende daginstitution, mens de sidste 12 pladser er planlagt tilvejebragt i forbindelse med den tidligere omtalte nyetablering af en daginstitution på Frederikssundsvej 277.

Det samlede pladsmål på 30 basispladser forventes herefter indfriet med 6 pladser i 2001, 12 pladser i 2002 og 12 pladser i 2003.

5. Brandsikring

Arbejdet med at brandsikre institutionerne i let pavillonbyggeri fortsætter i 2002. På baggrund af erfaringerne fra den første etape af brandsikringen, som er udført i 2001, er det afsatte budgetbeløb blevet nedjusteret fra 4,3 mill. kr. til 2,9 mill. kr. Det lavere udgiftsniveau skyldes primært, at følgearbejderne i forbindelse med udførelsen af den bygningsmæssige del af brandsikringen er noget mindre end forventet.

6. Driftsbudgettet 2002

Der er budgettet med 43 mill. kr. til drift af 264 vuggestuepladser og 85 børnehavepladser (pladsmål via anlægsbudgettet) i 2002.

Det konkrete udgiftsniveau afhænger af, hvornår og i hvilket omfang de nye pladser tages i brug.

7. Udbygningsbehov

Ifølge den seneste befolkningsprognose fra Statistisk Kontor vil befolkningstilvæksten for børn mellem 0 og 5 år blive ved med at stige frem til 2008. Alene i 2003 vil antallet af børn i denne alderskategori stige med cirka 700.

Stigningen i befolkningstilvæksten vil sammen med den fortsatte sikring af pladsgarantien på 11 måneder medføre et stigende behov for daginstitutionspladser. Det er specielt 0-2 års pladser, der er brug for, da en yderligere sænkning af pladsgarantien vil øge behovet for pladser i denne kategori.

Behovet for daginstitutionspladser er forskelligt for bydelene. I visse bydele er det ikke muligt at overholde pladsgarantien på 11 måneder, hvilket giver sig udslag i et større behov for pladser. Traditionelt er det de centralt beliggende bydele, der mangler pladser, hvilket stadig er tilfældet. Efter den planlagte udbygning i projektplanen er det specielt vuggestuepladser, der er behov for, først og fremmest i Indre By, Indre Østerbro, Vesterbro, Ydre Østerbro og Ydre Nørrebro. Behovet for børnehavepladser findes primært på Indre Østerbro, Ydre Nørrebro og Kgs. Enghave.

I bydelene Christianshavn, Vestamager, Sundby Syd, Vanløse, Brønshøj og Bispebjerg. er der ikke behov for yderligere udbygning, udover det allerede planlagte, for at holde pladsgarantien.

I flere af bydelene er der i de kommende år planlagt større boligudbygninger, og behovet for pladser vil blive vurderet løbende i forbindelse med nybyggeri og byfornyelse.

7.1 Behov for pladser til børn under 1 år

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har tidligere anslået, at 70 procent af børnefamilierne med børn under 1 år vil efterspørge et dagtilbud. Imidlertid har forvaltningen i forbindelse med projektplanen gennemgået det konkrete behov for pladser i de enkelte bydele. På baggrund af denne gennemgang vurderer forvaltningen, at 40 procent af børnefamilier med børn under 1 år efterspørger et dagtilbud.

Anvendelsen af en dækningsgrad på 40 procent betyder, at behovet for at etablere pladser til børn under 1 år for at realisere pladsgarantien kan reduceres betydeligt.

7.2. Forlængelse af barselsorloven

Regeringen har d. 23. januar 2002 fremsat lovforslag om udvidet barselsorlov. Lovforslaget er endnu ikke vedtaget, og der kan derfor ske ændringer. I sin nuværende form vurderes det, at lovforslaget, der indebærer forlængelse af orloven og en forbedring af orlovsydelsen, vil medføre en begrænset reduktion på efterspørgslen på dagtilbud med i alt 200-300 pladser i København på sigt.

Lovforslaget vurderes at have begrænset effekt på udbygningsbehovet i Københavns kommune, da kommunen har pladsgaranti fra 11 måneder og bygger hertil.

I sin nuværende form lægger lovforslaget dog op til, at orlovsforløbet kan sammensættes mere fleksibelt, og det kan medføre, at betydeligt flere forældre tager orlov også når børnene når børnehavealder. Der er ikke taget hensyn til en eventuel udvidelse af barselsorloven i vurderingen af udbygningsbehovet.

Den konkrete betydning for behovet, vil blive vurderet når den endelige lov er vedtaget og indarbejdet i forbindelse med arbejdet med projektplanen for 2003.

MILJØVURDERING

Københavns kommunes retningslinier for miljømæssige minimumskrav indgår ligesom kommunens anbefalinger og visioner for yderligere miljøforanstaltninger i forvaltningens byggeprogram for daginstitutionsbyggeri, og er herved en del projekteringsgrundlaget.

Eventuelle særlige miljømæssige forhold vil blive belyst nærmere i forbindelse med fremlæggelse af de enkelte nye projekter i Borgerrepræsentationen.

 

ØKONOMI

De nye projekter vil løbende blive fremlagt i Borgerrepræsentationen til godkendelse med henblik på at få udmøntet den fornødne anlægsøkonomi. Anmodning af overførsel af midler fra 2001 til 2002 vil blive forelagt Økonomiudvalget med de øvrige overførselsanmodninger i forbindelse med regnskab 2001.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Ingen

 

BILAG

  • Projektplan 2001 - 2003

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

Til top