Mødedato: 14.03.2006, kl. 15:15

Anlægsbevilling til etablering af tandklinik på Gerbrandskolen (Børne- og Ungdomsudvalget)

Anlægsbevilling til etablering af tandklinik på Gerbrandskolen (Børne- og Ungdomsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 14. marts 2006

 

 


J.nr. ØU 78/2006

 

12. Anlægsbevilling til etablering af tandklinik på Gerbrandskolen (Børne- og Ungdomsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,

 

at      der gives anlægsbevilling på 5,7 mio. kr. til etablering af tandklinik på Gerbrandskolen i henhold til skolens helhedsplan. Der anvises dækning for beløbet på 5,7 mio. kr. på Børne- og Ungdomsudvalgets budget for 2006, konto 3.01.3 rådighedsbeløb til folkeskoler

 

at     indstillingen efter procedurerne for inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget i anlægsbevillingssagerne pr. 1. januar 2006 sendes til udtalelse i Kultur- og Fritidsudvalget inden behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 8. februar 2006

Indstillingen blev godkendt.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

at Kultur- og Fritidsudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"I overensstemmelse med styrelsesvedtægtens bestemmelser og den af Borgerrepræsentationen tiltrådte indstilling om etablering af Københavns Ejendomme (BR 619/05) skal en anlægsbevilling efter Borgerrepræsentationens vedtagelse flyttes fra fagudvalget (i dette tilfælde Børne- og Ungdomsudvalget) til Kultur- og Fritidsudvalget (Københavns Ejendomme), der dermed overtager ansvaret for projektet, herunder det budgetmæssige ansvar.

På baggrund af de foreliggende oplysninger har Kultur- og Fritidsudvalget ingen bemærkninger til indstillingen vedrørende "Anlægsbevilling til etablering af tandklinik på Gerbrandskolen"

Til realisering af projektet søges ved indstillingen om en samlet anlægsbevilling på 5.700.000 kr. Af bevillingen overføres 5.661.000 kr. til Kultur- og Fritidsudvalget, Københavns Ejendomme. Det forudsættes at et administrationsbidrag på 1,5% af den samlede bevilling indgår i det beløb, som overføres til Københavns Ejendomme.

Der henvises i øvrigt til de forudsætninger der fremgår af indstillingen og de vedlagte bilag, herunder det administrative høringssvar Københavns Ejendomme tidligere har afgivet til sagen."

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 2. marts 2006

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. marts 2006

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen godkendte den 13. november 2003 helhedsplan for Gerbrandskolen, hvor skolen udbygges fra 2 til 3 spor. Udbygningen gennemføres i 5 etaper. Borgerrepræsentationen godkendte den  26. august 2004 anlægsbevilling til gennemførelse af helhedsplanens etape 1- 4.  

 

Der søges nu om anlægsbevilling til den 5. og sidste etape i helhedsplanen, som omfatter ombygning og udvidelse af tagetagen i skolens midterfløj, i alt  426 m2. Tagetagen ombygges til en  tandklink med 4 stole, hvoraf en stol er til handicappede elever. Projektet gennemføres i samarbejde med Børne- og Ungdomstandplejen.

 

Der søges om en anlægsbevilling på 5,7 mio. kr. (indeks 104,8) i henhold til projektforslag og helhedsplan. Udgiften afholdes i 2006. Etape 5 forventes påbegyndt i august 2006 og afsluttet i januar 2007.

 

Anlægsbevillingen til etablering af tandklinikken indeholder ikke midler til en tagrenovering af skolens midterfløj, hvor tandklinikken placeres. Taget skønnes i så dårlig stand, at investeringen på 5,7 mio. kr. kun vurderes forsvarlig, såfremt der samtidig i Københavns Ejendomme afsættes de fornødne midler til en tagrenovering. Københavns Ejendomme har i deres investeringsoversigt prioriteret udgiften hertil.

 

Den samlede udgift til gennemførelse af helhedsplanens etape 1-5 udgør 36,6 mio. kr. Der er tidligere søgt om anlægsbevilling til projektering  på 2,1 mio. kr. (indeks 104,8) og om 28,8 mio. kr. (indeks 104,8) til byggeri.

 

Med gennemførelsen af  5. etape er skolen fuldt udbygget, og byggearbejderne i henhold til helhedsplanen er gennemført. 


 

Til top