Dialogforum - implementering af evalueringsrapportens anbefalinger
Tidligere beslutninger
- Dialogforummets effekt og værdi i forhold til dets formål som beskrevet i kommissoriet.
- Dialogforummets sammensætning med hensyn til repræsentativitet.
- Vurdering af Dialogforum som metode i forhold til at løse potentielle nabostridigheder i den konkrete kontekst.
- Anbefalinger og forslag til eventuelle justeringer i forhold til Dialogforummets fortsatte virke i forhold til ovenstående punkter.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
1. at konklusioner og anbefalinger i evalueringsrapporten samt Bispebjerg Lokaludvalgs høringssvar drøftes,
2. at forslagene til håndtering af rapportens anbefalinger, herunder den videre proces herfor, godkendes.
Problemstilling
Als Research har gennemført evaluering af Dialogforum, som herved forelægges Økonomiudvalget (bilag 1). Rapporten har efterfølgende været sendt i høring blandt medlemmerne af Dialogforum. Der er modtaget høringssvar fra Bispebjerg Lokaludvalg (bilag 2).
Evalueringens hovedkonklusioner og anbefalinger
Rapporten konkluderer, at
1. Dialogforum har levet op til formålet om at styrke og sikre samarbejdet og dialogen mellem ungdomshusets brugere og naboer. Det er også evaluators vurdering, at kendskabet til Dialogforum i lokalområdet er begrænset, og at Dialogforum derfor især har haft en værdi for forummets medlemmer og deres bagland.
2. Dialogforum har bidraget positivt til at sikre, at driften af Ungdomshuset er sket med så få gener som muligt for beboere og de erhvervsdrivende i kvarteret.
3. Sammensætningen af medlemmer og balancen i Dialogforum har fungeret godt, men kan udvides.
4. Dialogforum som metode har fungeret efter hensigten, og at ideen med at have en platform for løbende dialog og konkret konfliktløsning mellem naboer har vist sin relevans.
På denne baggrund anbefaler evaluator, at
1. der sker en forventningsafstemning af, hvor bredt Dialogforum bør nå ud i lokalområdet ud over dets medlemmer.
2. der inviteres nye kontaktpersoner til deltagelse i Dialogforum, blandt fx de nærmeste omkringliggende erhvervsdrivende til Ungdomshuset, som ikke pt. er repræsenteret i forummet.
3. der for alle medlemmer af Dialogforum udpeges en suppleant, og at kommissoriet opdateres jf. antallet af medlemmer, som de enkelte grupper har valgt at stille med.
4. man overvejer, at supplere Dialogforums møder med en akutfunktion fx i form af en sms-kæde.
5. man overvejer, om der på sigt er et behov for Dialogforum, eller om forummet kan erstattes af en løsere netværksstruktur.
Høringssvar fra Bispebjerg Lokaludvalg
Økonomiforvaltningens bemærkninger fremgår i kursiv
1. Bispebjerg Lokaludvalg anerkender evalueringens konklusion af, at Dialogforum har skabt positiv dialog og proces ift. integrationen af Ungdomshuset i lokalområdet, særligt i forhold til at håndtere praktiske udfordringer og løsninger på støj-, affalds- og hærværksgener og i håndteringen af graffitibekæmpelsespuljen.
2. Lokaludvalget skriver endvidere bl.a., at evalueringens kommissorium ikke i tilstrækkelig grad rummer mulighed for at tage den bredere tryghedsorienterede situation i lokalområdet i betragtning for at kunne vurdere, om Dialogforum i tilstrækkelig grad er med til at styrke det brede tryghedsskabende arbejde i lokalområdet. Bispebjerg Lokaludvalg anser de vægtigste problemer i området for at være forårsaget af lokale børn og unge snarere end Ungdomshusets brugere. Lokaludvalget anbefaler i forlængelse heraf, at Dialogforum omdannes til to forskellige fora; et såkaldt "naboforum", der afspejler Dialogforums nuværende fokusområde, men med flere af Ungdomshusets naboer repræsenteret samt et såkaldt "tryghedsforum" hvor borgere, politi, SSP, institutioner og lokaludvalg kan drøfte lokale tryghedsrelaterede udfordringer og indsatser.
Evalueringens problemfelt har været Dialogforums virke og erfaringer. Der er ikke foretaget en evaluering af Ungdomshuset, ej heller en evaluering af den samlede tryghedsskabende og sociale indsats i området. Dialogforum er som Lokaludvalget skriver, et blandt flere fora i Bispebjerg, der som bydel løbende oplever udfordringer i forhold til trygheden. Det er meget positivt, at Bispebjerg Lokaludvalg er opmærksomme på at imødegå utrygheden blandt borgerne. Økonomiforvaltningen opfordrer derfor Lokaludvalget til fortsat at involvere borgerne i arrangementer om det lokale tryghedsarbejde, sådan som Bispebjerg Lokaludvalg har involveret sig i ved at arrangere de såkaldte tryghedsmøder. Idet Bispebjerg Lokaludvalg endvidere er repræsenteret i styregruppen for den såkaldte Ungebydelsplan, der koordineres af Børne- og Ungdomsforvaltningen, har lokaludvalget et særligt nært kendskab til de indsatser, som er iværksat for de lokale børn og unge.
Økonomiforvaltningen anbefaler, at Dialogforums fokus som forum for de nærmeste naboer til Ungdomshuset fastholdes med henblik på at fortsætte integrationen af Ungdomshuset i nærområdet og sikre, at de praktiske problemer naboerne imellem fortsat bliver taget i opløbet, jf. forvaltningens anbefaling i forhold til håndtering af evalueringsrapportens anbefaling nr. 5.
3. Bispebjerg Lokaludvalg anbefaler ligeledes, at den graffitibekæmpelsespulje, der er knyttet til Dialogforum, samt den pulje til graffitibekæmpelse i Nordvestkvarteret, som blev vedtaget med Budget 2012, samles og knyttes til en borgergruppe i lokalområdet for at udbrede kendskabet til puljerne.
Økonomiudvalget vedtog 10. maj, at graffitibekæmpelsespuljerne fra 1. Januar 2012 skal integreres i og administreres via Teknik- og Miljøforvaltningens fælleskommunale graffitiudbud med fastholdelse af retningslinjerne for puljernes anvendelse. Dette er i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning af 23. september 2010 om at samle kommunens opgaver vedrørende graffitibekæmpelse i Teknik- og Miljøforvaltningen. Økonomiforvaltningen foreslår at indlede en dialog med Bispebjerg Lokaludvalg om at udbrede kendskabet til puljerne.
Løsning
På baggrund af evalueringsrapporten og høringssvaret, foreslår Økonomiforvaltningen følgende:
1. At der indledes en drøftelse i Dialogforumkredsen af, hvordan medlemmerne fremadrettet ønsker at kommunikere om forummets arbejde til det øvrige lokalområde, dvs. den del af lokalområdet, som ikke er naboer til Ungdomshuset. Økonomiforvaltningen har foreløbigt mundtligt modtaget tilkendegivelser fra flere medlemmer af Dialogforum, der peger på, at disse alene repræsenterer deres bagland og ikke ønsker, at møderne i Dialogforum udvikler sig til et bredere debatforum, hvor det øvrige lokalområde, der ikke er naboer til Ungdomshuset, kan henvende sig med mere generelle problemstillinger og holdninger til Ungdomshuset, men snarere at fortsætte de konkrete og konstruktive drøftelser og løsninger naboerne og Ungdomshuset imellem.
2. at Økonomiforvaltningen indleder et arbejde med at invitere nye, relevante kontaktpersoner til at deltage i Dialogforums møder blandt naboer til Ungdomshuset, fx lokale erhvervsdrivende i nærområdet, således at Dialogforums medlemskreds er repræsentativ i forhold til de nærmeste naboer til Ungdomshuset.
3. at der for de eksisterede og nye kontaktpersoner udpeges suppleanter, således at fremmødet blandt medlemmerne kan stabiliseres.
4. at der ikke foreløbigt etableres en akutfunktion, i det der efter Økonomiforvaltningens vurdering, ikke et behov for eller en efterspørgsel efter en akutfunktion såsom en sms-kæde, omend dette kan vise sig på et senere tidspunkt. I så fald vil en sådan funktion kunne etableres.
5. at Dialogforums fokus som forum for de nærmeste naboer til Ungdomshuset fastholdes med henblik på at fortsætte integrationen af Ungdomshuset i nærområdet og sikre, at de praktiske problemer naboerne imellem fortsat bliver taget i opløbet. Samtidig anbefaler Økonomiforvaltningen, at der indledes et arbejde med at afklare, hvorvidt Dialogforum skal videreføres efter bevillingens udløb med udgangen af 2012. Dette konkretiseres i punktet vedr. videre proces.
Økonomiforvaltningen anbefaler herefter, at Økonomiudvalget godkender følgende bemærkninger til høringssvaret fra Bispebjerg Lokaludvalg:
Dialogforum eksisterer, sådan som Lokaludvalget skriver, som et blandt flere fora i Bispebjerg, der som bydel løbende oplever udfordringer i forhold til trygheden. Derfor kan det være besnærende at tage den mere generelle tryghedsdagsorden i betragtning, også i forbindelse med Ungdomshuset og dets naborelationer. Og derfor er det meget positivt, at Bispebjerg Lokaludvalg er opmærksomme på at imødegå utrygheden blandt borgerne. Økonomiforvaltningen opfordrer derfor Lokaludvalget til fortsat at involvere borgerne i debat og vidensarrangementer om det lokale tryghedsarbejde, sådan som Bispebjerg Lokaludvalg har involveret sig i ved at arrangere de såkaldte tryghedsmøder. Idet Bispebjerg Lokaludvalg endvidere er repræsenteret i styregruppen for den såkaldte Ungebydelsplan, der koordineres af Børne- og Ungdomsforvaltningen, har lokaludvalget et særligt nært kendskab til de indsatser, som er iværksat for de lokale børn og unge. Økonomiforvaltningen anbefaler dog, at Dialogforums fokus som forum for de nærmeste naboer til Ungdomshuset fastholdes med henblik på at fortsætte integrationen af Ungdomshuset i nærområdet og sikre, at de praktiske problemer naboerne imellem fortsat bliver taget i opløbet, jf. forvaltningens anbefaling i forhold til håndtering af evalueringsrapportens anbefaling nr. 5.
I forhold til Lokaludvalgets anbefaling vedrørende samling af graffitiordningerne for Bispebjerg, vedtog Økonomiudvalget 10. maj, sammen med godkendelsen af iværksættelsen af evalueringen vedrørende Dialogforum, at graffitibekæmpelsespuljerne fra 1. Januar 2012 skal integreres i og administreres via Teknik- og Miljøforvaltningens fælleskommunale graffitiudbud med fastholdelse f retningslinjerne for puljernes anvendelse. Dette er i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning af 23. september 2010 om at salme kommunens opgaver vedrørende graffitibekæmpelse i Teknik- og Miljøforvaltningen. Puljernes bevillinger er forskellige, så de kan ikke samles, men Økonomiforvaltningen foreslår at indlede en dialog med Bispebjerg Lokaludvalg om at udbrede kendskabet til puljerne.
Økonomi
Videre proces
Såfremt Økonomiudvalget godkender forslag til håndtering af anbefalingerne fra evalueringsforløbet foreslås følgende videre proces:
· Januar - februar 2012: Drøftelser med Dialogforums medlemmer om revision af kommissoriet for Dialogforum i forhold til medlemssammensætning, suppleanter samt om behov og ønsker vedrørende kommunikation i lokalområdet ud over medlemmernes bagland,
· Marts 2012: Økonomiudvalget behandler forslag til revideret kommissorium for Dialogforum samt oplæg til eventuel videreførelse af Dialogforum i forbindelse med Budget 2013.
Claus Juhl/
Bjarne Winge
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2011
1. at-punkt blev drøftet.
Der blev stemt om 2. at-punkt:
For stemte 10 medlemmer: A, B, F og Ø
3 medlemmer undlod at stemme: C, O og V
2. at-punkt blev dermed godkendt.
Carl Christian Ebbesen (O) afgav følgende protokolbemærkning: "Dansk Folkeparti støtter alene anbefalingens punkt nr. 5 i indstillingen om hvorvidt der på sigt er behov for et dialogforum.”