Mødedato: 13.12.2005, kl. 15:00

Hiv/aids plan (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Hiv/aids plan (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 13. december 2005

 

 


J.nr. ØU 540/2005

 

16. Hiv/aids plan (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,  at "Hiv/aids plan for Københavns Kommune 2006-2009" godkendes.

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender udmøntningen af det tilførte budget på 4. mio. kr. i 2006.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2005

Indstillingen blev godkendt

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2005

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

I Københavns Kommunes samlede budgetaftale for 2005 er det fastlagt, at der skal udarbejdes en langsigtet plan for en styrkelse af indsatsen på hiv/aids området. På denne baggrund har Sundhedsforvaltningen i samarbejde med relevante parter på hiv/aids-området udarbejdet en Hiv/aids plan for Københavns Kommune. På Sundheds- og Omsorgsudvalgsmødet d. 25. august 2005 drøftede udvalget Hiv/aids planen og godkendte, at den blev sendt i høring hos relevante høringsparter. I budgetaftalen for 2006 er der afsat 4 mio. kr. årligt fra 2006 til 2009 til at styrke forebyggelsesindsatsen på hiv/aids området og herunder etablere et Hiv-hus i Københavns Kommune.

 

Hiv/aids planen danner grundlag for Københavns Kommunes forebyggelsesindsats på hiv/aids-området i årerne 2006-2009. En væsentlig årsag til at udarbejde en Hiv/aids plan for Københavns Kommune er, at ca. en tredjedel (ca. 1.600) af alle hiv-smittede i Danmark bor og behandles i Københavns Kommune. De to største risikogrupper for hiv-smitte; mænd, der har sex med mænd (homo- og biseksuelle mænd) og visse etniske grupper[1], udgør desuden en særlig stor gruppe i Københavns Kommune. Hiv/aids planen har derfor særligt fokus på forebyggelse blandt disse grupper.

 

Planens mål og forslag til indsatser følger Sundhedsstyrelsens princip om en samlet og sammenhængende indsats for de tre områder hiv/aids, seksuelt overførbare sygdomme og uønskede graviditeter. Dette betyder, at de foreslåede indsatser i planen ikke alene har til hensigt at forebygge hiv/aids men ligeledes forebygge andre seksuelt overførbare sygdomme og uønskede graviditeter, når dette er relevant for den enkelte målgruppe.

 

Planen opstiller mål og forslag til konkrete indsatser til at styrke hiv/aids indsatsen i Københavns Kommune på følgende områder:

 

§            Etablering af et Hiv- hus (herunder kondomeri) /Øget synlighed og synergi

 

§            Generel information til unge

 

§            En målrettet indsats for etniske grupper 

 

§            En målrettet indsats for mænd, der har sex med mænd

 

§            Rådgivning og netværk for hiv-smittede

 

§            Styrket samarbejde på hiv/aids-området

 

Hiv/aids planen har været sendt i høring hos Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Embedslægeinstitutionen, H:S samt Sundhedsstyrelsen. Samtlige høringsparter fremhæver, at det er positivt og relevant at Københavns Kommune har udarbejdet en forebyggelsesplan på hiv/aids området og er enige i planens målgrupper og forslag til fremtidige indsatser.

 

Udmøntning af budget 2006

Hovedfokuset for 2006 er etableringen af et Hiv-hus, hvor hiv/aids organisationerne flytter ind under samme tag.  Derudover skal der for de forskellige indsatsområder udarbejdes samarbejdsaftaler med de organisationer, som skal implementere de forslåede indsatser i planen. Det vil således som udgangspunkt ikke være kommunen selv, der driver de forslåede indsatser og projekter, men derimod de organisationer, der har ekspertise og erfaring med de forskellige indsatsområder.

 

Ved udgangen af 2007 vil der blive udarbejdet en midtvejs revidering af selve Hiv/aids planen til politisk forelæggelse og ved planens udløb i 2009 foretages der en evaluering af planens indsatser og resultater.

 

På baggrund af ovenstående indstiller Sundhedsforvaltningen, at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at Hiv/aids planen for Københavns Kommune 2006-2009 godkendes, og at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender udmøntningen af det tilførte budget på 4. mio. kr. i 2006.


 



[1] Med visse etniske grupper menes folk med anden etnisk baggrund, som kommer Syd for Sahara og fra visse asiatiske lande

Til top