Mødedato: 13.12.2005, kl. 15:00

Alkoholpolitisk handleplan (Sundheds - og Omsorgsudvalget)

Alkoholpolitisk handleplan (Sundheds - og Omsorgsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 13. december 2005

 

 


J.nr. ØU 535/2005

 

15. Alkoholpolitisk handleplan (Sundheds - og Omsorgsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at den alkoholpolitiske handleplan 2006 – 2009, indeholdende 15 delmål med 27 tilhørende indsatser, godkendes som principplan for kommunens arbejde med at reducere københavnernes alkoholforbrug, og  

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler implementeringen igangsættes på de delområder i den alkoholpolitiske handleplan 2006-2009, hvor der er skaffet finansiering, mens implementeringen af de øvrige delområder implementeres i takt med at der skaffes finansiering til dem, samt

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender udmøntningen af det til Sundhedsforvaltningen tilførte budget på 2 mio. kr. i 2006

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2005

Indstillingen blev godkendt

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form".

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2005

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede ved vedtagelsen af budgetforliget 2005 den 7. oktober 2004, at der skulle udarbejdes en alkoholpolitisk handleplan. Baggrunden for beslutningen var et ønske om en styrket indsats for at begrænse københavnernes høje alkoholforbrug, og dermed begrænse de individuelle og samfundsmæssige konsekvenser, som det høje forbrug medfører. Samtidig skulle den alkoholpolitiske handleplan også fremme koordineringen af kommunens indsatser på området.

 

På dette grundlag har der været iværksat en proces, hvor samtlige af kommunes forvaltninger, H:S samt frivillige organisationer har bidraget til udviklingen af nærværende alkoholpolitiske handleplan. Der har været nedsat en styregruppe bestående af ledelsesrepræsentanter fra de involverede forvaltninger samt H:S, og styregruppen har nedsat seks arbejdsgrupper.

 

Handleplanens overordnede mål udspringer af Københavns Kommunes Folkesundhedsplan, hvor en af målsætningerne er at reducere alkoholforbruget væsentligt. Handleplanen har tre kerneområder: 1) en borgerrettet, forebyggende indsats, 2) tidlig opsporing af alkoholproblemer, samt 3) sikring af en helhedsorienteret og sammenhængende social og behandlingsmæssig indsats. I handleplanen er opstillet 15 delmål:

 

Børn og unge

1.      Det ufødte barn skal beskyttes mod gravides alkoholforbrug

2.      Børn skal sikres mod omsorgssvigt som følge af forældres alkoholmisbrug

3.      Debutalderen for alkoholforbrug skal hæves

4.      Alkoholforbruget blandt unge skal reduceres

5.      Gode alkoholvaner blandt unge (< 25 år) skal fremmes

 

Voksne og ældre

6.      Der skal arbejdes aktivt for at begrænse tilgængelighe den af alkohol bl.a. via bevillingssystemet og udskænkningspraksis på diskoteker og værtshuse

7.      Arbejdspladsen skal bruges aktivt som arena til at begrænse alkoholforbruget blandt voksne

8.      Antallet af alvorligt tilskadekomne ved spiritusuheld skal nedbringes med 30 % (1998-2012)

9.      Alkoholforbruget blandt ældre københavnere skal reduceres

10. Tidlig opsporing af borgere med alkoholproblemer skal styrkes

 

Behandling og efterbehandling

11. Alkoholbehandlingen og den sociale indsats skal være sammenhængende og helhedsorienteret

12. Behandlingskapaciteten skal øges

13. Behandlingstilbud skal differentieres og kvaliteten øges

14. Der skal være tilbud til de mest udsatte alkoholafhængige

 

Tværgående

15. Effektiv koordinering af indsatsen på alkoholområdet skal sikres på tværs af forvaltninger og H:S/Region Hovedstaden

 

Hertil hører 27 forslag til indsatser, som til sammen skal bidrage til at kommunens alkoholindsats kommer hele vejen rundt. Borgerrepræsentationen har ved budgetforliget 2005 besluttet at den eksisterende indsats på området er utilstrækkelig, og at der behov for at øge omfanget og bredden af både de forebyggende indsatser og den egentlige behandlingsindsats. Der er i handleplanen udarbejdet et detaljeret budget for planperioden 2006-2009, idet der er behov for tilførsel af midler til området, hvis såvel det overordnede mål som delmålene skal opfyldes. Det drejer sig om godt 13 mio. kr. årligt.

 

Ved budgetforliget for 2006 afsatte forligsparterne 2 mio. kr. årligt til finansiering af de indsatser i handleplanen, som primært handler om at hæve debutalderen, reducere alkoholforbruget og fremme gode alkoholvaner blandt folkeskoleelever og unge på ungdomsuddannelser. Det betyder, at der p.t. ikke er fundet finansiering til sikring af den helhedsorienterede og sammenhængende sociale og behandlingsmæssige indsats, som anbefales i handleplanen.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede på sit møde den 25. august 2005 at sende handleplanen i høring, og efterlyste især en nuanceret diskussion af og synspunkter på handleplanens forslag om at begrænse tilgængeligheden af alkohol.

 

Af Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar fremgår det, at man ikke anbefaler at arbejde for en begrænsning af tilgængeligheden af alkohol via bevillingspraksis, da det ikke skønnes at være muligt at opnå det ønskede resultat om færre bevillinger via Bevillingsnævnet. En mulig farbar vej er udarbejdelsen af en restaurationsplan, hvor der fx kan indgå principper om, at der ikke skal udstedes bevillinger til restaurationer nær skoler, mv. Da der er stærk evidens for at begrænsning af tilgængeligheden til alkohol er et effektivt virkemiddel til at nedbringe alkoholforbruget, er styregruppen for den alkoholpolitiske handleplan blevet enige om at anbefale en sådan restaurationsplan i den alkoholpolitiske handleplan.

 

Et andet væsentligt høringssvar kommer fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, der i sit svar giver udtryk for, at de ønsker at handleplanen sættes i bero på grund af den manglende finansiering til en stor del af indsatserne. Bygge- og Teknikforvaltningen tager ligeledes forbehold for, at der ikke er finansiering til handleplanen. H:S har ligeledes noteret sig, at der kun er afsat midler til den forebyggende indsats i primært folkeskoler og på ungdomsuddannelser.

 

Der er ikke enighed i styregruppen for den alkoholpolitiske handleplan om, hvilke konsekvenser den manglende finansiering skal have for handleplanen. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ønsker at den samlede handleplan skal sættes i bero. Sundhedsforvaltningen mener, at man godt kan godkende den alkoholpolitiske handleplan som principplan for kommunens arbejde med at reducere københavnernes alkoholforbrug, og igangsætte implementeringen på de delområder i handleplanen, hvor der er skaffet finansiering, mens implementeringen af de øvrige delområder implementeres i takt med at der skaffes finansiering til dem. Dette kan så betyde en tidsmæssig forskydning af dele af planen.

 

For at sikre gennemførelsen af den samlede alkoholpolitiske handleplan ønsker Sundhedsforvaltningen at styregruppen fortsat mødes for at sikre implementering af de indsatser som er forudsat afholdt indenfor eksisterende budget, samt fremskaffelse af yderligere finansiering i forbindelse med budget for 2007. Ligeledes ønsker Sundhedsforvaltningen, at styregruppen søger at skaffe ekstern finansiering til en del af de ufinansierede indsatser.


 

Til top