Mødedato: 13.12.2005, kl. 15:00

I/S Vestforbrændings optagelse af lån og udvidelse af kassekredit (Miljø- og Forsyningsudvalget)

Se alle bilag

I/S Vestforbrændings optagelse af lån og udvidelse af kassekredit (Miljø- og Forsyningsudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 13. december 2005

 

 

 

J.nr.             ØU 547/2005

 

 

31.                I/S Vestforbrændings optagelse af lån og udvidelse af kassekredit (Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det meddeles I/S Vestforbrænding, at man kan godkende en optagelse af et lån på op til 121 mio. kr. med pro rata hæftelse i forhold til indbyggertallet i de respektive interessentkommuner pr. 1. januar det år, hvor lånet optages

at I/S Vestforbrændings formand og direktør bemyndiges til at forhandle lånevilkår mm. og underskrive lånevilkår, når samtlige interessenter har godkendt lånoptagelsen.

at I/S Vestforbrændings bestyrelse bemyndiges til løbende at ændre selskabets kassekredit til det til enhver tid gældende maksimum for kommunale fællesskabers kassekredit jf. bestemmelserne i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier mv.

at kommunen i forbindelse med I/S Vestforbrændings låneoptagelse på 121 mio. kr. udvider sin hæftelse med 23 mio. kr.

 

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 28. november 2005

Tiltrådt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget bemærker til indstillingens 1. at, at låntagning skal foretages senest den 31. marts året efter anlægsudgiften er afholdt.

 

Der henvises til vedlagte notat.

 

Økonomiudvalget har ingen yderligere bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form"

 

RESUME

I/S Vestforbrænding anmoder med brev af 24. oktober 2005 om Københavns Kommunes godkendelse af optagelse af lån på 121 mio. kr.

I/S Vestforbrændings bestyrelse godkendte den 31. august 2005 en anlægsbevilling på 76 mio. kr. som skal dække udgifterne til et projekt, der omfatter anlæg til kondensering af vanddampen i røgen, og ny skorstenskerne. Desuden blev bestyrelsen orienteret om, at man i december 2005 vil blive forlagt en indstilling om en anlægsbevilling på 45 mio. kr. til korrosionsbeskyttelse af kedelrør i forbrændingsovn. Bestyrelsen godkendte, at der optages et lån på i alt 121 mio. kr. til de to projekter, og at kommunerne anmodes om en godkendelse heraf. Ifølge vedtægterne for I/S Vestforbrænding kræver optagelse af lån udtrykkelig godkendelse i samtlige de deltagende kommuners kommunalbestyrelser..

Med brev af 2. november 2005 anmoder I/S Vestforbrænding om, at selskabets bestyrelse bemyndiges til løbende at ændre selskabets kassekredit til det til enhver tid gældende maksimum for kommunale fællesskabers kassekredit ifølge bestemmelserne i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier mv. Ifølge bekendtgørelsen må kassekreditten maksimalt andrage 50 kr. pr. indbygger.

I/S Vestforbrænding er et fælleskommunalt selskab, som behandler affald fra 29 interessentkommuner. Interessentkommunerne hæfter solidarisk, men bestyrelsen kan dog indstille, at lån optages helt eller delvist uden solidarisk hæftelse. Indbyrdes hæfter de enkelte interessenter for de af interessentskabet indgåede forpligtelser efter folkeregistertallet pr. 1. januar det år forpligtelsen bliver indgået. For Københavns Kommunes gælder dog alene indbyggerantallet i den del af Københavns Kommune, der ligger i I/S Vestforbrænding opland. Københavns Kommunes hæftelse i selskabet svarer til ca. 19 %.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I/S Vestforbrænding har forelagt 2 projekter for bestyrelsen med en samlet investering på 121 mio. kr. Bestyrelsen godkendte på bestyrelsesmødet den 31. august 2005, at I/S Vestforbrænding optager lån på op til 121 mio. kr., og at man anmoder interessentkommunerne om en godkendelse heraf.

I/S Vestforbrænding er et kommunalt fællesskab og ifølge selskabets vedtægt kræver optagelse af lån en "udtrykkelig vedtagelse i samtlige de deltagende kommuners kommunalbestyrelser". Bestyrelsen kan ifølge vedtægten indstille, at lånet optages helt eller delvist uden solidarisk hæftelse. Bestyrelsen har indstillet, at lånet optages med pro rata-hæftelse i forhold til indbyggertallet i de respektive interessentkommuner pr. 1. januar det år, hvor lånet optages.

Af de i alt 121 mio. kr. skal de 76 mio. kr. anvendes til at dække udgifterne til et projekt med etablering af røggaskondensering og udskiftning af skorstenskerne. Ved at kondensere vanddampen i røgen fra forbrænding, kan den udnyttede energi fra affaldsforbrændingen forøges væsentligt og anvendes til fjernvarme. Den øgede varmeproduktion svarer til ca. 15.000 husstandes varmeforbrug og giver en indtægt på salg af fjernvarme på ca. 14,7 mio. kr. årligt.

Ud over de rent økonomiske fordele giver røggaskondenseringen også en miljøeffekt i form af en forbedret røggasrensning.  Endelig vil I/S Vestforbrænding ved den kondenserede vandmængde blive selvforsynende med vand til røgrens og slaggekøling.

De resterende 45 mio. kr. skal anvendes til finansiering af korrosionsbeskyttelse af forbrændingsrum på anlæg 5. De aggressive røggasser slider hårdt på kedelrør i ovnen. Hidtil har man beskyttet kedelrørerne med ildfast murværk, men også dette nedbrydes med tiden. Der er gode erfaringer med at erstatte det ildfaste murværk, med påsvejsning af et særligt korrosionsfast metal på kedelrørerne (såkaldt inconellsvejsning) Udover en bedre beskyttelse af kedelrørerne opnår man, at ovnen kan startes og stoppes hurtigere end med den nuværende løsning.

I/S Vestforbrænding anmodede i brev af 1. november 2005 om, at selskabets bestyrelse bemyndiges til løbende at kunne regulere selskabets kassekredit til maksimum ifølge Bekendtgørelse nr. 1102 af 12. december 2002 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier mv. Ifølge bekendtgørelsen må kassekreditten maksimalt andrage 50 kr. pr. indbygger. Borgerrepræsentationen godkendte den 13. juni 1991 (431/91), at I/S Vestforbrænding udvidede sin kassekredit til maksimum, som også den gang var på 50 kr. pr. indbygger. I/S Vestforbrænding har siden 1992 optaget en række nye interessentkommuner, hvorfor det er nødvendigt med en fornyet beslutning om kassekreditten.

 

ØKONOMI

I/S Vestforbrændings adgang til lånoptagelse er hjemlet i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1102 af 12. december 2002 med senere ændringer om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier mv.

Lånoptagelsen i I/S Vestforbrænding har ingen kassemæssige konsekvenser for kommunes økonomi og belaster ikke kommunens låneadgang, idet lån optaget af fælleskommunale forsyningsselskaber ikke henregnes til kommunens låneoptag, når der er tale om lån til investeringer i affaldsbehandling, der jf, bekendtgørelsen er låneberettigede.

Kommunens hæftelse i forhold til I/S Vestforbrænding vil stige med ca. 23 mio. kr. svarende til 19 % af lånebeløbet.

Bemyndigelsen til, at I/S Vestforbrænding kan ændre kassekreditten ændrer ikke ved Københavns Kommunes hæftelse i forhold til tidligere beslutning i Borgerrepræsentationen herom.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Miljø- og Forsyningsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

 

 

Hjalte Aaberg

                                              /Hans Lunde

 

 

Til top