Mødedato: 13.11.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Principper for styring af bruttoanlæg i 2019

Se alle bilag

I forbindelse med den faseopdelte budgetproces mellem KL og kommunerne, endte Københavns Kommune på et bruttoanlægsmåltal på 3.036 mio. kr.

Et niveau for bruttoanlæg på 3.036 mia. kr. i 2019 vil betyde, at der også i 2019 er behov for en styringsmodel for bruttoanlæg, som vil indebære, at anlægsprojekter, som ellers ville have være igangsat eller færdiggjort i 2019, må udskydes til 2020.

Med denne indstilling godkender Økonomiudvalget de overordnede principper for styring af bruttoanlæg i 2019. Økonomiudvalget vil på mødet den 4. december 2018 få forelagt 4. anlægsoversigt samt forslag til den konkrete model for styring af bruttoanlæg i 2018, hvor forvaltningerne vil få tildelt et anlægsmåltal.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at måltallet for de enkelte udvalgs bruttoanlægsudgifter i 2019 ophæves.

Problemstilling

Kommunerne er i Aftale om kommunernes økonomi for 2019 tildelt et løft på anlægsområdet i forhold til 2018 på 0,8 mia. kr. således den samlede bruttoanlægsramme er på 17,8 mia. kr. i 2019. For at sikre at kommunerne samlet set overholder økonomiaftalens rammer for service, anlæg og skatter i 2019, koordinerer KL kommunernes budgetter. Det sker med den faseopdelte budgetproces frem mod den endelige vedtagelse af de kommunale budgetter for 2019 senest den 15. oktober 2018.

Københavns Kommune indmeldte oprindeligt, jf. budgetforslag 2019, et bruttoanlægsniveau på 3,4 mia. kr. i 2019. Under ét indmeldte kommunerne første gang forventede anlægsudgifter på samlet set 3,2 mia. kr. over det aftalte niveau på 17,8 mia. kr. Den faseopdelte budgetlægning er efterfølgende afsluttet, og dette indebar at kommunerne under ét nedjusterede deres indmeldinger tilstrækkeligt til at overholde bruttoanlægsrammen på 17,8 mia. kr.

Københavns Kommune har på den baggrund med budget 2019 vedtaget et niveau for bruttoanlæg på 3,036 mia. kr. Niveauet er et løft på 136 mio. kr. i forhold til vedtaget budget 2018 og svarer til, at Københavns Kommune får samme andel af den samlede anlægsramme som sidste år og dermed fastholder sin andel af den samlede ramme.

Forvaltningerne har samlet set budgetlagt med anlægsprojekter for mere end 3.036 mio. kr. i 2019. For at Københavns Kommune overholder det tildelte anlægsmåltal, har Økonomiforvaltningen i forbindelse med vedtagelsen af budget 2019 lavet en teknisk reperiodisering af forvaltningernes anlægsbudgetter i 2019, således at de samlet set udgør 3.036 mio. kr.

Som det ses i figur 1, ligger niveauet for 2019 på 3.036 mio. kr. 63 mio. kr. under regnskabet for 2016 og 444 mio. kr. under regnskab for 2017.  Et niveau for bruttoanlæg på 3,036 mia. kr. i 2019 vil betyde, at der i 2019 er behov for en styringsmodel for bruttoanlæg, og at anlægsprojekter, som ellers ville have være igangsat eller færdiggjort i 2019, må udskydes til 2020.

Figur 1 – Regnskab, forventet regnskab og vedtaget budget 2016-2019 (2018 p/l)

Løsning

Økonomiforvaltningen har ultimo oktober indhentet oplysninger til 4. anlægsoversigt fra forvaltningerne. Forvaltningerne har skulle indmelde deres forventede anlægsforbrug fordelt på årene 2019-2022. For at få et retvisende billede af, hvor meget forvaltningerne forventer at eksekvere for i 2019 i en situation hvor der ikke var et anlægsmåltal, indstilles det i første at-punkt, at det tekniske måltal forvaltningerne fik tildelt i budget 2019, for at overholde økonomiaftalens rammer, ophæves.

Det indebærer, at forvaltningerne får mulighed for at periodisere anlægsprojekterne i 2019 ud fra en vurdering af, hvor meget forvaltningerne kan eksekvere for uden at tage hensyn til, at Københavns Kommune (KK) er tildelt en bruttoanlægsramme på 3.036 mio. kr. Økonomiudvalget vil på mødet den 4. december 2018 få forelagt forvaltningerne periodiserede anlægsbudgetter for 2019 og 2020-2022.

Kategorisering af anlægsprojekter

I lighed med principperne for styring af bruttoanlæg i 2018 har forvaltningerne i 4. anlægsoversigt indberettet, hvorvidt anlægsprojekterne falder i syv kategorier, der beskriver fremdrift for og indhold af projekterne. I tabel 1 er de syv kategorier beskrevet.

Tabel 1 – Kategorier om projektets baggrund og fremdrift

Kategori

Forklaring

Lovmæssigt bundet (kapacitet)

Projektet udvider den eksisterende kapacitet, og sikrer dermed, at Københavns Kommune lever op til sine lovmæssige forpligtelser på f.eks. folkeskoleområdet og dagtilbudsområdet.

Lovmæssigt bundet (andet)

Projektet sikrer at kommunen lever op til sine lovmæssige forpligtelse på områder, som ikke vedrører kapacitetsudvidelse.

Fysisk igangsat

Projektet er fysisk igangsat og udskydelse vil medføre merudgifter. Forvaltningerne skal udfylde yderligere informationer om samtlige projekter, der kategoriseres fysisk igangsat, for at sikre konsistens i indmeldingerne på tværs af forvaltningerne.

Kontraktligt forpligtet

Projektet har underskrevet en kontrakt med en leverandør og en udskydelse til 2020 vil medføre en ikke uvæsentlig merudgift. Forvaltningerne skal udfylde yderligere informationer om samtlige projekter, der kategoriseres kontraktligt forpligtet for at sikre konsistens i indmeldingerne på tværs af forvaltningerne.

Investeringspuljeprojekt

Projektet er et investeringspuljeprojekt, der bidrager til en effektivisering, og en udskydelse vil medføre, at effektiviseringen ikke kan hentes som forudsat.

Kommunen mister medfinansiering, hvis projektet udskydes

Projektet mister ekstern finansiering, hvis projektet udskydes.

 Øvrige  Alle øvrige projekter

For at sikre, at indmeldingerne er fyldestgørende og kan anvendes til en egentlig prioritering, skal forvaltningerne udfylde en række yderligere informationer vedrørende projekter, der kategoriseres som fysisk igangsat eller kontraktligt forpligtet, for at sikre konsistens i indmeldingerne på tværs af forvaltningerne. Disse oplysninger omfatter blandt andet et estimat for merudgifter ved udskydelse af projekterne, hvor der vil blive lagt vægt på, at der er tale om en ikke uvæsentlig merudgift ved udskydelse. Såfremt disse oplysninger ikke er udfyldt for et projekt, vil det ikke blive kategoriseret som fysisk igangsat eller kontraktligt forpligtet.

En justering i forhold til 2017 er, at kategorien ”lovmæssigt bundet” deles op i to separate kategorier. I den ene kategori ”lovmæssigt bundet (kapacitet)” skal projekter, der afhjælper kommunens lovmæssige forpligtigelse på især folkeskole og daginstitutionsområdet kategoriseres. I den anden kategori ”lovmæssigt bundet (andet)” skal alle andre anlægsprojekter, som kommunen er lovmæssigt forpligtet til at gennemføre, kategoriseres.

I forbindelse med indleveringen af anlægsoversigten har forvaltningerne endvidere udarbejdet et notat, der beskriver, hvorvidt  udskydelse af det enkelte projekt vil medføre, at kommunen ikke lever op til sin lovmæssige forpligtigelse, såfremt projektet er placeret i kategorien "lovmæssigt bundet".

Proces for styring af bruttoanlæg i 2019

Med forvaltningernes indberetninger til 4. anlægsoversigt fås et samlet overblik over de forventede anlægsudgifter i 2019, hvis der ikke eksisterede et måltal. Det er forventningen, at forvaltningernes periodisering af midler i 2019 vil overstige det vedtagne niveau for bruttoanlæg på 3,036 mia. kr.

På baggrund af kategoriseringen af forvaltningens anlægsprojekter, vil Økonomiforvaltningen udarbejde et forslag til fordeling af anlægsmåltal, der tager højde for, hvilken kategori de konkrete projekter falder i, herunder hvorvidt det vil medføre merudgifter at udskyde projektet eller hvor kommunen har en lovmæssig forpligtelse til at gennemføre anlægsprojektet. Modellen forelægges ØU den 4. december 2018.

Økonomi

Nærværende indstilling har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningerne afleverede den 26. oktober 2018 4. anlægsoversigt til Økonomiforvaltningen. Økonomiforvaltningen er herefter gået i dialog med forvaltningerne, for at konsolidere forvaltningernes indmeldinger, herunder særligt med hensyn til kategorierne i tabel 1, samt for at skabe et overblik over, hvor meget det samlede indmeldte bruttoanlægsniveau ligger over vedtaget budget.

Økonomiudvalget vil på mødet den 4. december 2018 få forelagt 4. anlægsoversigt 2018 samt forvaltningernes forventede forbrug i 2019 og overblik over indmeldinger på kategorierne i tabel 1. På baggrund af disse indmeldinger, vil Økonomiudvalget få forelagt et forslag til model for styring af bruttoanlæg i 2019, hvor forvaltningerne vil få tildelt et anlægsmåltal.

 

Peter Stensgaard Mørch                    /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 6: Principper for styring af bruttoanlæg i 2019 (2018-0267949)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. november 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top