Tilbud fra Gældsstyrelsen om afkøb af visse privatretlige fordringer
Folketinget vedtog før sommerferien, at der skal gennemføres en ekstraordinær afskrivning af offentlige restancer som følge af udfordringerne med EFI (Et fælles inddrivelssystem), som efter Gældsstyrelsens opfattelse har efterladt en stor mængde gældsposter med tvivl om retskraften. For kommunernes vedkommende afskrives ca. 2,7 mio. fordringer til en nominel værdi på i alt 709 mio. kr. KL og Regeringen har opnået enighed om, at kommunerne kompenseres med ca. 214 mio. kr. Kursværdien tager udgangspunkt i de enkelte fordringstyper og er nedsat i forhold til statsrefusionsandelen.
I den forbindelse tilbyder Gældsstyrelsen at afkøbe en vis mængde fordringer af privatretlig karakter fra kommunerne med henblik på efterfølgende afskrivning, da afskrivningen af disse privatretlige forhold kræver, at kommunerne har godkendt et afkøb. For Københavns Kommune betyder det, at fordringer på 7,3 mio. kr. kan sælges mod at modtage en kompensation på 1,7 mio. kr. Hvis kommunen ikke godkender afkøbet, er der stor risiko for, at der ikke kommer indbetalinger vedr. forholdene, hvorfor forvaltningen vurderer, at kommunen bør tage imod tilbuddet.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
-
at det godkendes, at kommunen indgår en aftale med Gældsstyrelsen om at sælge privatretlige fordringer under inddrivelse med en nominel værdi på 7,3 mio. kr. mod at modtage en kontant kompensation på 1,7 mio. kr.
Problemstilling
Folketinget vedtog før sommerferien, at der skal gennemføres en ekstraordinær afskrivning af offentlige restancer til en nominel værdi på 5,8 mia. kr. Afskrivningen er en følge af udfordringerne med EFI, som efter Gældsstyrelsens opfattelse har efterladt en stor mængde gældsposter med tvivl om retskraften, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at gennemgå dem enkeltvis. For kommunernes vedkommende afskrives ca. 2,7 mio. fordringer til en nominel værdi på i alt 709 mio. kr. inklusive statsrefusion.
KL og Regeringen har opnået enighed om, at kommunerne kompenseres med ca. 214 mio. kr. Kursværdien tager udgangspunkt i de enkelte fordringstyper og er reduceret i forhold til den statsrefusion, der ville tilfalde staten, såfremt fordringerne blev betalt.
I den forbindelse tilbyder Gældsstyrelsen at afkøbe en vis mængde fordringer af privatretlig karakter fra kommunerne med henblik på efterfølgende afskrivning,
Økonomiforvaltningen har modtaget et brev fra gældsstyrelsen den 29. oktober 2018 om afkøb af privatretslige fordringer, hvor svarfristen er angivet til den 12. november 2018. Af hensyn til den politiske behandling har Økonomiforvaltningen aftalt med Gældsstyrelsen, at fristen for Københavns Kommune er den 14. november 2018.
Løsning
Som en del af aftalen tilbyder gældsstyrelsen at afkøbe en vis mængde fordringer af privatretlig karakter fra kommunerne med henblik på efterfølgende afskrivning. For Københavns Kommune drejer dette sig om fordringer med en nominel værdi på 7,3 mio. kr., hvor tilbuddet fra Gældsstyrelsen lyder på 1,7 mio. kr. Dette svarer i indeværende sag til kursværdi på ca. 24 efter modregning af 18 pct. statsrefusion. Statsrefusionsandelen vedrører ikke de konkrete fordringer, men jf. aftalen mellem KL og staten er alle kommunale fordringer omfattet af den samlede aftale om afskrivningerne, herunder at der fratrækkes 18 pct. statsrefusion fra alle fordringer, uanset den konkrete sammenhæng.
Der kompenseres på et senere tidspunkt for øvrige fordringer omfattet af den ekstraordinære afskrivning, men dette sker automatisk og ikke som et afkøb.
Tilbuddet er målrettet privatretlige fordringer, hvor det vurderes, at omkostningerne ved at forsøge at inddrive gælden vil overstige gældens reelle værdi. Det drejer sig om fordringer med relativt lav værdi, og hvor skyldneren har lav eller ingen betalingsevne. For Københavns Kommune omfatter tilbuddet primært opkrævningsgebyrer (rykkergebyrer) og -renter, men også for meget udbetalt løn og andre civilretslige forhold, fx huslejerestancer.
Følgende kriterier er lagt til grund for udvælgelsen af fordringer:
-
Fordringer, der er sendt til inddrivelse til og med den 19. november 2015, som er den dag, hvor forældelsesfristen blev udskudt, og for hvilke der den 8. september 2018 er tvivl om retskraften, samt relaterede fordringer (renter og gebyrer) sendt til inddrivelse efter den 19. november 2015.
-
Fordringer under 1.000 kr.
-
Fordringer mellem 1.000 kr. og 7.500 kr., hvis skyldneren har en skattepligtig årsindkomst under 200.000 kr.
-
Ingen fordringer over 7.500 kr. – uanset skyldnerens indkomst.
Det skal være muligt for Gældsstyrelsen at afskrive fordringerne, når de er købt. Derfor afkøbes eksempelvis ikke udenlandske krav eller privatretlige underholdsbidrag. Fordringer, hvor en afskrivning kan støde retsfølelsen (fx politibøder, sagsomkostninger fra straffesager og skattebøder), afkøbes heller ikke. Har en skyldner gældsposter for mere end 50.000 kr., som lever op til kriterierne for afskrivning, begrænses afskrivningen, således at maksimalt 50 pct.af skyldnerens samlede gæld under inddrivelse på over 50.000 kr. kan afskrives. Gældsstyrelsen tilbyder tilsvarende kun at afkøbe det fulde beløb op til 50.000 kr. Beløb herudover afkøbes med maksimalt 50 pct.
Gældsstyrelsen tilbyder at afkøbe fordringerne til en værdi, der er opgjort på baggrund af en model udarbejdet af PwC. Kursværdien afspejler i høj grad skyldnernes betalingsevne. I dette tilfælde har
Konsekvens hvis kommunen ikke accepterer tilbuddet om privatretlige fordringer
Hvis kommunen ikke tager imod tilbuddet, vil fordringerne sammen med andre fordringer skulle gennemgås manuelt for retskraft for derefter at blive forsøgt inddrevet, i det omfang fordringerne er retskraftige. Fordringer, der ikke er retskraftige, vil blive afskrevet efter gældende regler uden kompensation. Det er Gældsstyrelsens vurdering, at det beløb, der vil kunne inddrives, ikke vil overstige det beløb, der er tilbudt i afkøbstilbuddet, og at inddrivelsen potentielt vil strække sig over en årrække.
Proces for afskrivning af øvrige fordringer omfattet af den ekstraordinære afskrivning
Økonomiforvaltningen har taget kontakt til KL for at få belyst de samlede økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune som følge af aftalen mellem KL og regeringen.
KL har drøftet den regnskabsmæssige håndtering af de ekstraordinære afskrivninger med Økonomi- og Indenrigsministeriet og forventer, at disse skal håndteres, så kommunens serviceramme ikke påvirkes. Københavns Kommune afventer en konkret udmelding fra Økonomi- og Indenrigsministeriet på området, inden afskrivningerne kan effektueres.
Økonomiforvaltningen vil orientere Økonomiudvalget om det videre forløb, når der foreligger yderligere oplysninger herom.
Økonomi
Aftalen har ingen bevillingsmæssig effekt, da det omhandler ændringer direkte på balancen og egenkapitalen, som ikke indgår i bevillingsregnskabet. Resultatet er et fald i kommunens egenkapital på 5,6 mio. kr., mens kassebeholdningen stiger med 1,7 mio. kr.
Økonomiforvaltningen vil, når der foreligger et samlet overblik, orientere Økonomiudvalget herom, herunder de samlede afskrivninger og kompensation for Københavns Kommune.
Videre proces
Såfremt sagen godkendes, vil kommunen indgå aftale med Gældsstyrelsen om salg af de privatretlige fordringer.
KL forventer, at Skatteministeriet efter tilbudsfristens udløb har et samlet overblik over afskrivninger og kompensationsbeløb for både de privatretlige fordringer omfattet af dette tilbud og de øvrige fordringer under et, fordelt på kommuneniveau, som kan sendes ud til kommunerne. Herefter kan den endelige effekt af afskrivningerne opgøres.
Peter Steensgard Mørch Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 3: Tilbud fra Gældsstyrelsen om afkøb af visse privatretlige fordringer (2017-0117040)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. november 2018
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.