KKR Hovedstadens Rammeaftale 2019-2020 for det specialiserede socialområde
KKR Hovedstaden har på mødet den 10. september 2018 anbefalet, at kommunerne og Region Hovedstaden godkender Rammeaftale 2019-2020.
Indstilling
Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Socialudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Rammeaftale 2019-2020 for det højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet godkendes, jf. bilag 1.
Børne- og Ungdomsudvalget anbefalede indstillingen på sit møde den 24. oktober 2018.
Socialudvalget anbefalede indstillingen på sit møde den 31. oktober 2018.
Problemstilling
Kommunerne har ansvaret for koordineringen af det specialiserede socialområde og specialundervisning, herunder udarbejdelsen af en rammeaftale for det specialiserede social- og undervisningsområde. Rammeaftale 2019-2020 er for første gang 2-årig og gælder for perioden den 1. januar 2019 til den 31. december 2020 og omfatter en udviklingsstrategi og en styringsaftale, jf. bilag 1.
I henhold til bekendtgørelsen om rammeaftaler skal kommunerne godkende rammeaftalen inden den 15. oktober 2018. På grund af kommunalvalget i efteråret 2017 er processen for Rammeaftale 2019-2020 imidlertid forskudt i forhold til tidligere år.
En af de vigtigste forpligtelser ved godkendelsen af Rammeaftalen ligger i godkendelsen af overheadprocenten (vejledende norm for beregning af de indirekte omkostninger, som er nødvendige for driften af et tilbud, men som ikke direkte og entydigt kan fordeles på enkelte tilbud) og aftalen om takstreduktion. Derfor er det også omdrejningspunktet for Socialforvaltningens og Børne- og Ungdomsforvaltningens bemærkninger til rammeaftalen, jf. nedenfor. Bilag 1 og bilag 2 til Rammeaftalen er tekniske bilag.
Løsning
Rammeaftalen 2019-2020 indeholder henholdsvis en udviklingsstrategi og en styringsaftale. Formålet med udviklingsstrategien er, at fastsætte udviklingstendenser og -perspektiver og hvilke særlige temaer og områder, der ønskes som fokus for det tværgående samarbejde i perioden 2019-2020 indenfor det højt specialiserede social- og specialundervisningsområde. Styringsaftalen skal understøtte samarbejdet om køb og salg af pladser på det specialiserede social- og specialundervisningsområde i hovedstadsregionen, herunder bl.a. via en takstmodel, procedurer, samt en takstaftale for perioden 2019-2020.
Flere kommuner i hovedstadsregionen oplever, at det er vanskeligt at finde det rette tilbud til en gruppe af borgere med behov for højt specialiserede tilbud. I Udviklingsstrategien i Rammeaftale 2019-2020 er der valgt ét fokusområde som genstand for udviklingsprojekter i aftaleperioden:
-
Sammenhæng mellem tilbudsviften på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet og udviklingstendenser ift. målgrupperne inden for det specialiserede socialområde.
Det overordnede mål med fokusområdet er at sikre, at kommunerne har adgang til en både relevant og aktuel tilbudsvifte, så kommunerne i større grad oplever, at det er muligt at finde de rette tilbud til borgerne. Der vil blive gennemført en undersøgelse af tilbuddene i hovedstadsregionen og af kommunernes behov. Undersøgelsen skal danne grundlag for en økonomimodel med incitamenter for oprettelse af tilbud.
Styringsaftalen i Rammeaftale 2019-2020 skal bidrage til at lægge rammerne for kapacitets- og prisudviklingen for det tværkommunale samarbejde.
I rammeaftalen for 2019-2020 lyder takstaftalen mellem kommunerne og Region Hovedstaden, at udgifter per dag i de takstbelagte tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet til og med 2020 maksimalt må stige med pris- og lønfremskrivningen minus 0,5 pct. årligt som gennemsnit af en 6-årig periode i forhold til pris og lønniveauet i 2014.
Takstaftalen skal bidrage til at skabe rum og stabilitet til den nødvendige udvikling af de tværkommunale tilbud samtidigt med, at der skabes incitament til at optimere driftsomkostningerne i tilbuddene på området.
Det fremgår yderligere af styringsaftalen, at administrativt overhead behandles på samme vis som i Rammeaftalen 2018, således at kommunerne fortsat arbejder hen mod, at det gennemsnitlige mål for den administrative overheadprocent (vejledende norm for beregning af omkostninger, som er nødvendige for driften af et tilbud, men som ikke direkte og entydigt kan fordeles på enkelte tilbud) fortsat vil være 6 pct. i 2020 for kommunerne under ét.
Socialforvaltningens bemærkninger
Udgiftsstyringen af det specialiserede socialområde handler i høj grad om sammenhængen mellem kvalitet og faglighed på tilbud og institutioner samt kommunens samlede strategi for hele socialområdet. Socialforvaltningen arbejder blandt andet med strategiske faglige omstillinger, som en målrettet indsats for mere brug af forebyggelse, rehabilitering og støtte i egen bolig frem for brug af døgninstitutioner og botilbud. De børn og voksne, der fortsat har behov for ophold på døgninstitution eller i et botilbud, vil være dem med det største støtte- og behandlingsbehov, og dermed forventes takster og enhedspriser på sigt at stige for de tilbud, der er omfattet af Rammeaftalen, selv om omstillingen samlet set indebærer en effektivisering. Dette kan betyde udfordringer med at overholde aftalen med takstreduktion på 0,5% frem mod 2020.
Rammeaftalen omfatter kun de specialiserede kommunale tilbud og institutioner beliggende i Region Hovedstaden og de tilbud, Region Hovedstaden driver. Aftalen har derfor ingen indflydelse på takstudviklingen for private udbydere uden aftale med en kommune.
Socialforvaltningen anvender allerede en overheadprocent på 6 pct., som passer med det niveau, der er fastsat i Rammeaftalen for 2019 - 2020.
Børne- og Ungdomsforvaltningens bemærkninger
I Børne- og Ungdomsforvaltningen regnes alle takster vedr. salg af pladser på specialskoler, specialfritidshjem, specialklubber, specialbørnehaver og særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse efter styringsaftalen.
Det fremgår af Styringsaftalen, at ”Kommunerne i hovedstadsregionen vil fortsat arbejde hen imod, at det gennemsnitlige mål for overhead-procenten fortsat frem mod 2020 vil være 6 procent.” Dette er indarbejdet i takstberegningerne for Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Af Styringsaftalen fremgår det , at ”At udgifter per dag i de takst-belagte tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet til og med 2020 maksimalt må stige med pris- og lønfremskrivningen minus 0,5 procent årligt som gennemsnit i en 6-årig periode i forhold til pris- og lønniveauet i 2014”. Af afsnit 3.8 fremgår der desuden følgende: ”Budgettet, der indgår i takstberegningen, kan alene reguleres som følge af pris- og lønregulering, lovændringer og tilpasninger i forhold til efterspørgslen (ændringer i belægningsprocenten eller justering af målgruppe).”
Det er et vigtigt opmærksomhedspunkt, at et fald i taksterne forudsætter et fald i tilbuddenes budgetter, som er vedtaget politisk via en budgetmodel i Børne- og Ungdomsudvalget. Børne- og ungdomsforvaltningen tager derfor forbehold for på forhånd at kunne garantere den fastsatte takstnedsættelse, men forvaltningen tilstræber at leve op til kravet.
Børne- og Ungdomsforvaltningen bemærker, at udfordringen vedrørende at finde det rette højt specialiserede tilbud, jf. udviklingsstrategiens fokusområde, ikke er en udfordring, der påvirker Børne- og Ungdomsforvaltningen i København, da forvaltningen er relativt selvforsynende på området.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Indstillingen behandles af henholdsvis Børne- og Ungdomsudvalget den 24. oktober 2018, Socialudvalget den 31. oktober 2018, Økonomiudvalget den 13. november 2018 og Borgerrepræsentationen den 22. november 2018.
I henhold til bekendtgørelsen om rammeaftaler, skal kommunerne godkende rammeaftalen inden den 15. oktober 2018. Da KKR Hovedstaden først har godkendt Rammeaftalen 2019-2020 den 10. september 2018 har det ikke været muligt for Københavns Kommune, at få rammeaftalen for 2019-2020 behandlet inden den 15. oktober 2018. Det Fælleskommunale sekretariat for det specialiserede socialområde i KKR Hovedstaden er indforstået med dette.
Nina Eg Hansen Tobias Børner Stax Peter Stensgaard Mørch
Oversigt over politisk behandling
Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Socialudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Rammeaftale 2019-2020 for det højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet godkendes, jf. bilag 1.
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 24. oktober 2018
Indstillingen blev godkendt.
Socialudvalgets beslutning i mødet den 31. oktober 2018
Indstillingen blev godkendt under behandlingen af dagsordenens punkt 1.
Beslutning
Dagsordenspunkt 17: KKR Hovedstadens Rammeaftale 2019-2020 for det specialiserede socialområde (2018-0241322)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. november 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.