Mødedato: 13.09.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Træbrygger ved Enghave Brygge, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til etableringen af to træbygger på Tangholmen og Myrholm ved Enghave Brygge, frigivelse af anlægsbevilling, bemyndigelse til brug af ekspropriation, med henblik på at sikre offentlig adgang til to træbrygger samt at forvaltningen ansøger politiet om skærpede ordensregler ved afspilning af forstærket musik.

Tidligere beslutninger

Teknik og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 16,2 mio. kr. til etablering af to træbrygger ud for Tangholm og Myrholm på Enghave Brygge, dog således af begge træbrygger forberedes til, at der på et senere tidspunkt kan opsættes toiletter,
  2. at Teknik og Miljøforvaltningen bemyndiges til at igangsætte de nødvendige (midlertidige eller permanente) arealekspropriationer for at få rettigheder til at anlægge de to træbrygger,
  3. at Teknik – og Miljøudvalget bemyndiges til at træffe de endelige beslutninger om nødvendige (midlertidige eller permanente) arealekspropriationer for at få rettigheder til at kunne drifte anlægget af de to træbrygger.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

I Budget 2013 (A, B, F, I og Ø) (Borgerrepræsentationen (BR) 4. oktober 2012) blev der afsat 15,5 mio. kr. til udarbejdelse af en helhedsplan for havnepromenaden og efterfølgende etablering af adgange til vandet og nye opholdsmuligheder. Helhedsplanen for havnepromenaden danner den overordnede ramme for bestemmelserne i lokalplan nr. 494 Enghave Brygge (BR 27. november 2014).

Etablering af adgange til vandet og nye opholdsmuligheder, i form af to træbrygger, har afventet lokalplanen for Enghave Brygge og opfyld af de to boligøer, Tangholm og Myrholm. Projektet blev berosat i 2019 (TMU 7. januar 2019) og igangsat igen i 2020 (TMU 20. april 2020). Borgerrepræsentationen besluttede den 29. oktober 2020 at frigive 1,5 mio. kr. til et forprojekt og de nødvendige geotekniske undersøgelser for at kunne etablere de to træbrygger.

For at sikre ret til offentlig færdsel til træbryggerne kan det blive nødvendigt at gøre brug af ekspropriation, hvis det viser sig, at frivillige aftaler ikke er mulige at indgå jf. løsningsafsnittet.

Løsning

Enghave Brygge består i dag af forskellige boligøer, som er omkranset af vand. På to af disse, Myrholm og Tangholm, skal de to træbrygger anlægges jf. bilag 1. Forvaltningen har udarbejdet geotekniske undersøgelser og et forprojekt med henblik på etablering af træbryggerne. Indstilling om en dispensation fra lokalplan 494, for etablering af projektforslaget, behandles forud for denne indstilling.

For at imødekomme nogle af borgernes bekymringer (jf. afsnittet ”høring” nedenfor), opsættes der ordensreglementer, herunder skærpede ordensregler for afspilning af forstærket musik, ved begge træbrygger. Ordensreglementerne indeholder regler for anvendelse af området, herunder gældende regler for badning, samt en beskrivelse af, hvordan hensyn til naboer skal tilgodeses. Lokaludvalget og ejerforeninger har desuden anmodet om, at der opstilles offentlige toiletter ved træbryggerne, men etablering af toiletter ligger uden for projektets økonomiske ramme. 

I forbindelse med møder afholdt med ejerforeningerne, er det beboernes ønske, at de to træbrygger tilbyder forskellige oplevelser i både form og funktion. Det samlede forslag til udformning af de to træbrygger er yderligere beskrevet i bilag 3, 4 og 5 samt nedenfor.

Træbrygge ud for Myrholm 
Træbryggen ud for Myrholm forslås etableret som en ø ca. 12 m ude i havnen med vand hele vejen rundt. Der etableres en gangbro, som forbinder Myrholm med træbryggen, i samme design som broen ud til de nye havnebusstoppestederne ved Islands Brygge og Enghave Brygge. Træbryggens areal er ca. 330 m2 inkl. gangbro. Gangbroen etableres, så roere kan sejle under, og broen tilpasses den eksisterende havnepromenade på Myrholm jf. bilag 5.
Træbryggen er udformet, så den egner sig til aktiviteter på vandet såsom kajakroning, sup-board, mindre bådsejlads samt fiskeri. Der monteres fortøjninger så små både har mulighed for at lægge til, og der skiltes med, at badning er forbudt. Rådgiver vurderer, at der er behov for 18 ekstra cykelstativer, som følge af det nye anlæg. Disse foreslås placeret umiddelbart ved landgangsbroen på Myrholm. Der placeres ligeledes ekstra skraldespande på eller ved træbryggen.  

Træbrygge ud for Tangholm 
Træbryggen foran Tangholm foreslås tilpasset det eksisterende bolværk. Der laves ikke om på havnepromenadens rute eller profil. Træbryggen udformes i forskellige niveauer, og for at sikre tilgængelighed for alle, etableres en rampe, som snor sig ned til nederste niveau og helt ned til vandet jf. bilag 5. Træbryggens areal er ca. 355 m2.

Træbryggen er forberedt til, at der kan oprettes badezone mellem den nye træbrygge og den eksisterende træbrygge mod syd jf. bilag 3. Oprettelse af badezone kræver behandling i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Indtil der evt. oprettes badezone, vil det fremgå af skiltet med ordensreglementet, at badning er forbudt.

På nederste niveau etableres et soppebassin med bund til de yngste brugere samt en vandtrappe med en vandpumpe til leg med vand.  Der monteres også en afskærmning til brug for omklædning på træbryggen. Forvaltningen vurderer, at der er behov for 18 ekstra cykelstativer ved Tangholm. Nye skraldespande placeres på eller ved træbryggen og cykelstativer etableres på terræn, hvor de eksisterende løsninger udvides.

Ekspropriation 
For at muliggøre etableringen af to træbygger ud for Tangholm og Myrholm, er det nødvendigt, at forvaltningen opnår midlertidig adgang til arealer på Tangholm og Myrholmen jf. bilag 3.

Forvaltningen vil først og fremmest forsøge at opnå adgang til de nødvendige arealer ved at gå i dialog om indgåelse af frivillige aftaler med ejerforeningerne og grundejerforeningerne af de berørte matrikler. Hvis dette ikke lykkes, vil aftaler på ekspropriationslignende vilkår og/eller ved gennemførsel af midlertidig og permanent ekspropriation i henhold til Lov om offentlige veje § 96 blive nødvendigt. Forvaltningen vurderer, at drift og vedligehold samt offentlig adgang er tilstrækkelige argumenter for ekspropriation, som ligger inden for lovens formål.

Konsekvenser for træer og parkeringspladser
Indstillingen har ikke konsekvenser for antallet af træer samt bilparkeringspladser. Der etableres i alt 36 cykelstativer i området – 18 cykelstativer ved hver træbrygge.

Høring
Projektforslaget kræver dispensation fra lokalplan 494 Enghave Brygge, hvorfor der har været foretaget en naboorientering, hvor 80 borgere har henvendt sig.

Høringssvarene viser, at Vesterbro Lokaludvalg alt i alt bakker op om byggeriet, men at borgernes henvendelser indeholder bekymringer for forskellige gener. Hovedsynspunkterne omhandler bekymringer for, at træbryggerne vil medføre gener i form af fester med dertilhørende støj, affald og hygiejniske problemer, bekymringer for udsigten til en offentlig badezone, som tidligere har været nedstemt på en generalforsamling og bekymringer i forhold til drift og vedligeholdelse af træbryggerne og det tilstødende område. 

Politisk handlerum

  • Det kan besluttes at forberede konstruktionen af en eller begge træbryggere til, at der opsættes toiletter på et senere tidspunkt. Forberedelsen af konstruktionen kan udføres, så det holdes inden for det eksisterende budget afsat til projektet.
  • Det kan besluttes at nedlægge seks almindelige cykelparkeringspladser og i stedet oprette to ladcykelparkeringspladser ved hver brygge. Det vil betyde, at der kommer til at være 12 cykelstativer og to ladcykelstativer ved hver træbrygge.

Økonomi

I Budget 2013 blev der afsat 15,5 mio. kr. (2013 p/l) til udarbejdelse af en helhedsplan for havnepromenaden og efterfølgende etablering af adgange til vandet og nye opholdsmuligheder. Heraf blev 0,5 mio. kr. (2013 p/l) stjernemarkeret og dermed frigivet med budgetvedtagelsen. På Borgerrepræsentationens møde 29. oktober 2020 blev der yderligere frigivet 1,5 mio. kr. (2020 p/l). Med denne indstilling skal de resterende 16,2 mio. kr. (2022 p/l og 2023 p/l) frigives jf. tabel 1.

Tabel 1 Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr. (beløb i 2022 i 2022 p/l, og beløb i 2023 i 2023 p/l)

2022

2023

I alt

TMU

Enghave Brygge

2000 – Ordinær anlæg

0.28.20.3

3.000

13.151

16.151

I alt

 

 

 

3.000

13.151

16.151

Bevillingen Ordinær anlæg er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsmåltal. På Teknik- og Miljøudvalgets møde, 20. april 2020, blev der prioriteret anlægsmåltal til projektet til igangsættelse i 2020. Igangsatte anlægsprojekter færdiggøres uanset projektets varighed og tildeles dermed automatisk anlægsmåltal i de kommende år (TMU 17. maj 2021).

Der er afsat 0,3 mio. kr. i 2022 og 0,6 mio. kr. i 2023 og frem til afledt drift. Midlerne er placeret under Økonomiudvalget, og vil i forbindelse med ibrugtagningen blive overført til Teknik- og Miljøudvalget.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen påbegynde etableringen af de to træbrygger og gå i dialog med de berørte grundejere og naboejendomme, herunder påbegynde den eventuelle proces med ekspropriation, med henblik på anlæg, drift og vedligeholdelse af de nye træbrygger. Teknik- og Miljøudvalget får forelagt ekspropriationsresultatet til endelig beslutning efter afholdelse af åstedsforretningen, såfremt der bliver tale om ekspropriation.

 

Søren Wille                                   /  Peter Højer

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslaget danner grundlag for etableringen af to træbrygger ud for Tangholm og Myrholm på Enghave Brygge
  2. at forvaltningen ansøger politiet om skærpede ordensregler ved afspilning af forstærket musik på lokaliteterne for de to træbrygger jf. ordensreglementsbekendtgørelse § 16

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
  3. at der frigives en anlægsbevilling på 16,2 mio. kr. til etablering af to træbrygger ud for Tangholm og Myrholm på Enghave Brygge.
  4. at Teknik og Miljøforvaltningen bemyndiges til at igangsætte de nødvendige (midlertidige eller permanente) arealekspropriationer for at få rettigheder til at anlægge de to træbrygger.
  5. at Teknik – og Miljøudvalget bemyndiges til at træffe de endelige beslutninger om nødvendige (midlertidige eller permanente) arealekspropriationer for at få rettigheder til at kunne drifte anlægget af de to træbrygger.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2022

 

Et samlet udvalg stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således af begge træbrygger forberedes til, at der på et senere tidspunkt kan opsættes toiletter.”

 

 

Den således ændrede indstillings 1.-2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

 

Indstillingens 3.-5. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med uden afstemning.

 

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti bekymret for manglende toiletforhold, såvel som gener i forhold til larm og affald. Det Konservative Folkeparti støtter anlægget af adgangsforhold til byens haven arealer til nytte og gavn for byens befolkning, men mener i samme ombæring at det er vigtigt at der oprettes et kommunaltordenskorps, der kan sikre at der ikke skabes unødige gener for københavnerne.”

Beslutning

Dagsordenspunkt 14: Træbrygger ved Enghave Brygge, Vesterbro/Kgs. Enghave (2022-0097398)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. september 2022

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, V og I.

Imod stemte: C.

 

Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF afgav følgende protokolbemærkning:

”Et samlet Teknik- og Miljøudvalg har sikret, at begge træbrygger forberedes til, at der kan opsættes toiletter, når forhold omkring anlæg mv. er afklaret. Desuden har udvalget lagt vægt på, at der udarbejdes et ordensreglement for at sikre blandt andet hensyn til naboerne.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkninger:

”Vi er bekymrede for sikkerheden til søs, idet der siden bestemmelsen i lokalplanen om træbrygger er etableret før de to havnebusstoppesteder på dette snævre sted i havnen. Vi finder derfor, at bryggerne bør anlægges langs kajkanten for at øge sikkerheden til søs.”

”Det Konservative Folkeparti er bekymret for manglende toiletforhold, såvel som gener i forhold til larm og affald. Det Konservative Folkeparti støtter anlægget af adgangsforhold til byens haven arealer til nytte og gavn for byens befolkning, men mener i samme ombæring at det er vigtigt at der oprettes et kommunalt ordenskorps, der kan sikre at der ikke skabes unødige gener for københavnerne.”

Til top