Mødedato: 13.09.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig godkendelse af tillægspakke til Ressource- og Affaldsplan 2024, Cirkulær København

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig godkendelse af tillægspakke til Ressource- og Affaldsplan 2024, Cirkulær København, efter offentlig høring.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at målet om 70 % genanvendelse af husholdningsaffald i 2024 fastholdes ved at godkende gennemførelse af supplerende indsatser i tillægspakken (bilag 2), dog således at tema 11 ’Mere genbrug’ indgår,
  2. at CO2-reduktioner fra ressource- og affaldsområdet fremover opgøres som en del af afrapporteringen på KBH 2025 Klimaplanen, således at målsætningen udgår af Ressource- og Affaldsplan 2024, Cirkulær København,
  3. at revideret takstblad for affaldsgebyrer i 2023, jf. bilag 3, godkendes med henblik på at indgå i Borgerrepræsentationens endelige godkendelse af budget 2023 den 6. oktober 2023.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 13. december 2018 ’Ressource- og Affaldsplan 2024, Cirkulær København’. Teknik- og Miljøforvaltningen har gennemført en midtvejsevaluering af Cirkulær København med status på målsætningerne (bilag 6), som blandt andet har resulteret i en tillægspakke med nye supplerende indsatser om genanvendelse og genbrug. Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 4. april 2022 at sende tillægspakken i høring. Høringen er gennemført i perioden den 11. april - 5. juni 2022. Der er modtaget 30 høringssvar, herunder fire interne forvaltningshøringssvar (bilag 4). Desuden har knap 8.500 københavnere deltaget i spørgeskemaundersøgelse om udvalgte indsatser i tillægspakken (bilag 5). Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til den endelige godkendelse af tillægspakken. 

Konsekvenserne for affaldstaksten, som fremgår i indstillingens økonomiafsnit, skal endeligt godkendes i forbindelse med Borgerrepræsentationens godkendelse af Budget 2023 den 6. oktober 2022.

Løsning

Cirkulær København dækker perioden 2019-2024.Nedenfor ses status og forventning til målsætningerne uden tillægspakken (bilag 6).

Status på målsætninger

2018 (baseline)

Status 2021

Forventning for 2024

Målsætning

Husholdningsaffald

38 %

42 %

63 %

70 %

Erhvervsaffald

40 %

50 %*

62 %

70 %

Genbrug

2.000 tons

2.614 tons

7.145 tons

6.000 tons

CO2-reduktion

 

23.500 tons**

42.200 tons

59.000 tons

*Det seneste tal for erhvervsaffald er fra 2019 (46 %). Tallet for 2021 er et prognose-tal.

** Baseret på prognose for erhvervsaffaldet og realiserede tal for husholdningsaffaldet.

Husholdningsaffald: 70% genanvendelse af husholdningsaffald

Det i Cirkulær København beskrevne sorteringsanlæg til restaffald forventes at bidrage til genanvendelsen med ca. 7 %, og vil ved etablering kunne sikre målet på 70 % genanvendelse i 2024. Sorteringsanlægget skal etableres af ARC. Ny lovgivning medfører, at ARC skal søge og opnå dispensation fra Klima- Energi- og Forsyningsministeren til at etablere anlægget. Etableringen er på den baggrund blevet forsinket, og anlægget forventes tidligst at være i fuld drift i 2025 (bilag7). De øvrige indsatser i Cirkulær København til at øge genanvendelsen afsluttes som planlagt med udgangen af 2024. Målet om 70 % genanvendelse i 2024 vil i stedet kunne sikres ved at igangsætte supplerende indsatser for øget genanvendelse, som er beskrevet i tillægspakken i bilag 2.

Erhvervsaffald: 70% genanvendelse af let erhvervsaffald

I Budget 2022 er der afsat 35 mio. kr. over tre år til at gennemføre Cirkulær Københavns erhvervsrettede indsatser ved at ansætte erhvervsaffaldskonsulenter. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer dog ikke, at målet om 70 % genanvendelse af let erhvervsaffald er helt opfyldt med de nuværende indsatser, fordi den faktiske genanvendelse i 2018 var lavere end forudset ved vedtagelsen af planen. Dette skyldes usikkerhed i de nationale data om erhvervsaffaldsmængder, som svinger fra år til år med 5-10 %, og som bliver ændret bagudrettet. På grund af usikkerheden i data ændres målsætningen ikke.

Genbrug: 3-dobling af genbrug

Det er forventningen, at målet om tredobling vil blive opnået i 2024 med de igangværende indsatser.

CO2-reduktion: 59.000 tons CO2-reduktion

Med henblik på at fastholde konsistens i opgørelsesmetoden indstilles det, at reduktionsmålsætningen udgår af Cirkulær København som en selvstændig målsætning, og at ressource- og affaldsområdets CO2-reduktioner i stedet opgøres i klimaregnskabet. Det nuværende CO2-mål er en afledt effekt af indsatserne i planen, herunder københavnernes øget sortering, og indsatserne på affaldsområdet understøtter således fortsat klimaområdet.

Fremadrettet vil det fx ved en forbrugsbaseret opgørelse af CO2-reduktion blive muligt at opgøre affaldshåndteringens betydning for klimamålet. Det vil ikke være en geografisk afgrænset opgørelse, som den der benyttes i den nuværende Klimaplan, men vil baseres på livscyklusanalyser (LCA).

Høring
Tillægspakken, som har været i høring, omfatter 19 indsatser. 14 indsatser, fordelt på fire temaer, om at øge genanvendelsen og tre indsatser samlet i ét tema om øget genbrug, som ved en gennemførelse vil føre til en firedobling af genbrug. Desuden er der to tværgående indsatser, samlet i et kommunikationstema, som skal understøtte genanvendelses- og genbrugsindsatserne.

Høringssvarene og spørgeskemaundersøgelsen er generelt positive og har givet anledning til mindre tilpasninger og præciseringer i tillægspakken. Nedenfor ses en kort opsamling på modtagne høringssvar og spørgeskemaundersøgelse samt forvaltningens bemærkninger hertil. Bilag 4 indeholder en detaljeret gennemgang af høringssvarene. Bilag 5 indeholder en detaljeret gennemgang af spørgeskemaundersøgelsen.
 

Tema

Høringssvar

Forvaltningens bemærkninger

Genanvendelse

Tema:
Hjælp til sortering

 

Der er generet opbakning til indsatserne om feedback fra skraldemænd, pulje, telefonlinje og cirkulære boligforeninger.

Der er også opbakning til en digital indsats, idet nogle høringsparter dog peger på, at indsatsen bør være mere konkret.
Flere høringsparter peger på, at indsatsen ”Grønne nabofællesskaber” virker ressourcekrævende, og at den bør gennemføres med inddragelse af miljøpunkter og lokaludvalg. Der er et par forslag om, at indsatsen bør udgå.

 

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at ca. 30 % i høj grad/meget høj gradtror, at det vil øge sorteringen at få feedback fra skraldemanden. Ca. 55 % er interesserede i at modtage tilskud til sorteringsudstyr, ca. 20 % tror, at en telefonlinje vil øge sorteringen og ca. 30 % tror i høj grad/meget høj grad, at et online læringsforløb vil øge sortering.

Det tilføjes i indsatsen om feedback fra skraldemanden, at denne også kan indgå i dialog med viceværterne, idet det kan medvirke til at skabe relation mellem den enkelte ejendom og skraldemændene.

 

Indsatsbeskrivelsen om digital læring justeres, så det fremgår mere tydeligt, at indsatsen skal lede til mere vidensopbygning og kunne besvare borgernes spørgsmål om affald.

 

Det tilføjes til indsatsen om cirkulære boligforeninger, at alle typer af boligforeninger kan deltage.

Til indsatsen om grønne nabofællesskaber tilføjes, at indsatsen skal gennemføres med involvering af miljøpunkter og lokaludvalg.

Tema:
Prioritering af genanvendeligt affald

 

Der er generel opbakning til temaets tre indsatser. Flere af parterne ønsker dog lukning af skakte frem for omlægning.

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at der overvejende er opbakning (ca. 60 %) til at omlægge skakte til en anden fraktion. Ca. 20% er enige eller helt enige i, at det er en god idé at lukke skaktene.

Indsatsbeskrivelsen om skakte justeres, så der åbnes mulighed for både at arbejde med omlægning og lukning af skakte.

Der tilføjes til indsatsen om tilpasning af beholdervolumen, at den beskrevne test inden implementering skal samle op på driftserfaringerne.

Tema: Bedre ind-samlingsmulighed

Der er generel opbakning til temaets tre indsatser.

Teksten præciseres så det fremgår, at stålcontainerne fjernes i dialog med ejendommene.

Tema: Nye indsamlingsordninger

Der er generel opbakning til temaets to indsatser.
Det samme er tilfældet i spørgeskemaundersøg.

Indsatserne bibeholdes, som de er beskrevet.

Genbrug

Tema: Mere genbrug

De høringsparter, som har kommenteret på temaet, bakker op om alle tre indsatser.

Mulighederne fremgår af afsnittet om det politiske råderum.

Tema:
Kommunikation

Der er generel opbakning til de to indsatser. En række høringsparter kommer med forslag til konkrete kommunikationsindsatser og kanaler.

Forvaltningen tager input med i det videre arbejde med temaet og bibeholder indsatsen, som den er beskrevet.

Politisk handlerum

  • Der kan udvælges indsatser fra tillægspakken til at øge genanvendelsen og en revideret målsætning på mellem 63 % og 70 % genanvendelse afhængig af de valgte indsatser.
  • Det kan vælges at fastholde den nuværende indsats i Cirkulær København og revidere målsætningen for genanvendelse af husholdningsaffald til 63 % i stedet for 70 %.
  • Høringen har vist god opbakning til tillægspakkens tre genbrugsindsatser. Der er således mulighed for at godkende de tre indsatser om genbrug og dermed øge genbruget fra en tredobling til en firedobling i 2024. Målsætningen om en tredobling af genbruget kan også fastholdes, og hertil kan der vælges en eller to af indsatserne om genbrug i tillægspakken. En igangsættelse af alle tre indsatser vil medføre udgifter for i alt 24,5 mio. kr. i perioden 2022-2024 og varige udgifter fra 2025 på 2,6 mio. kr. årligt. De gebyrmæssige konsekvenser er beskrevet nærmere i bilag 8.

Økonomi

Vedtages alle tillægspakkens supplerende indsatser vedrørende øget genanvendelse af husholdningsaffald, vil det medføre samlede merudgifter på115,4 mio. kr. ex moms i planperioden. Merudgifterne kan finansieres ved forhøjelse af husholdningstaksten med ca.148 kr. årligt fra 2023-2025. Det godkendte affaldsgebyr for 2022 udgør 2.704 kr. pr. husstand i gennemsnit. I det forslag til affaldsgebyrer for 2023, som Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 30. maj 2022 (jf. ”Behandling af takstkataloget for 2023”) med henblik på videre behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i forbindelse med budgetprocessen for 2023, udgør affaldsgebyret 3.026 kr. pr. husstand i gennemsnit. Hvis tillægspakkens indsatser til øget genanvendelse godkendes, vil det øge taksten i 2023 til 3.174 kr. pr. husstand i gennemsnit (3.026 + 148 kr.). Et opdateret takstblad for 2023 fremgår af bilag 3. De anslåede varige driftsudgifter af alle supplerende indsatser udgør 12,8 mio. kr. årligt, svarende til ca. 38 kr. pr. husstand i gennemsnit. Disse vil blive tillagt gebyropkrævningen fra 2025 og frem. Efter 2026 vil affaldsgebyret kunne reduceres med udgifterne til implementering af indsatserne i såvel den allerede besluttede plan samt tillægspakken.

Tillægspakken betyder, at der skal gives to tillægsbevillinger i både indtægter og udgifter på i alt 144,2 mio. kr. inkl. moms i perioden 2022-2024 og derefter 12,8 mio. kr. inkl. moms årligt fra 2025 og frem, til varig drift på bevillingen Affaldsområdet til Teknik- og Miljøudvalget (bilag 8). Udgifterne til og effekterne af de enkelte indsatser i tillægspakken samt den forventede udvikling i husholdningstaksten fremgår af bilag 8.

Det bemærkes, at der er en større usikkerhed ift. affaldsgebyrerne generelt, idet Teknik- og Miljøforvaltningen afventer statens endelige fortolkning af Landsskatterettens afgørelse af 21. oktober 2020 (SKM2020.459.LSR). Afgørelsen fastslår, at affaldsgebyrer er uden for momslovens anvendelsesområde, men det er endnu uvist, hvordan købsmoms på området skal finansieres.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, implementeres de nye, supplerende indsatser i tillægspakken fra 4. kvartal 2022 til og med 2024 – parallelt med de igangværende indsatser i Cirkulær København. Det reviderede takstblad (bilag 3) vil indgå i Borgerrepræsentationens godkendelse af Budget 2023 den 6. oktober 2022 og dermed erstatte det tidligere oversendte takstblad vedrørende affaldsgebyrerne for 2023.

 

Søren Wille                                                                         /Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at målet om 70 % genanvendelse af husholdningsaffald i 2024 fastholdes ved at godkende gennemførelse af supplerende indsatser i tillægspakken (bilag 2),
  2. at CO2-reduktioner fra ressource- og affaldsområdet fremover opgøres som en del af afrapporteringen på KBH 2025 Klimaplanen, således at målsætningen udgår af Ressource- og Affaldsplan 2024, Cirkulær København,
  3. at revideret takstblad for affaldsgebyrer i 2023, jf. bilag 3, godkendes med henblik på at indgå i Borgerrepræsentationens endelige godkendelse af budget 2023 den 6. oktober 2023.

 

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2022

 

Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse af 1. at-punkt (ÆF1):

 

“dog således at initiativ 7.1 vedr. ’Skraldemænd giver feedback og vejledning’ udgår.”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 5 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: B, C, F og V

Imod stemte: A, Ø og Å

 

 

Venstre stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse af 1. at-punkt (ÆF2):

 

“dog således at initiativ 7.6 vedr. ’Grønne Nabofællesskaber’ udgår.”

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev forkastet med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C og V

Imod stemte: A, B, F, Ø og Å

 

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF3):

 

”dog således at initiativ 7.2 vedr. ’pulje til anskaffelse af indendørssorteringssystem’ (tilskud på 400 kr. per boligenhed til indendørs sorteringssystem) udgår, da det ikke er en kommunal opgave at indrettet borgernes køkkenskabe.”

 

Ændringsforslaget (ÆF3) blev forkastet med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C og V

Imod stemte: A, B, F, Ø og Å

 

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF4):

 

”dog således, at nedlæggelser af affaldsskakter sendes i høring hos ældrerådet og handicaprådet.”

 

Ændringsforslaget (ÆF4) blev forkastet med 3 stemmer mod 4. 4 undlod at stemme.

 

For stemte: C og V

Imod stemte: Å og Ø

Undlod: A, B og F

 

 

Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF5):

 

”dog således at tema 11 ’Mere genbrug’ indgår’.

 

Ændringsforslaget (ÆF5) blev vedtaget med 8 stemmer mod 0. 3 undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, Ø og Å

Undlod:  C og V

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod ingen. 3 undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, Ø og Å

Undlod: C og V

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne er stærkt bekymrede for konsekvenserne for ældre og handicappede, såfremt affaldsskakter lukkes – derfor mener vi endnu ikke, det er på sin plads at lukke/sløjfe affaldsskakter.

Partierne er bekymrede for, at affaldsvolumen for restaffald nedsættes med 30-40%, da dette kan skabe gene for borgerne. Partierne støtter 100% op omkring ambitionen omkring genanvendelse, men mener vi skal vente med at sænke volumen for restaffald, indtil behovet er faldet, som en følge af en højre grad af genanvendelse.

Partierne er bekymrede for takststigninger i forbindelse med, at der anvendes takstmidler på opgaver, vi ikke mener, er offentlige opgaver – så som opsætning af sorteringssystemer i lejligheder/boliger eller kommunalt betalt borgerdialoger – vi mener elementer, som disse bør bortfalde og i stedet føre til besparelser, der vil medføre lavere takster til glæde og gavn for borgerne, der så selv kan vælge, hvorledes de ønsker at sammensætte deres affaldssorteringssystem i deres egen lejlighed.”

 

Radikale Venstre og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne er bekymrede for, at tilskuddet til sorteringssystemet, der finansieres af stigende takster, ikke går til de borgere, der har mest brug for støtten og dermed giver en ulighedsskabende omfordeling. Derfor mener vi, at initiativet som minimum bør kommunikeres ud til boligfællesskaber som almene boliger, hvor fællesskabet opfordres til at søge.” 

Beslutning

Dagsordenspunkt 13: Endelig godkendelse af tillægspakke til Ressource- og Affaldsplan 2024, Cirkulær København (2022-0196785)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. september 2022

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. august 2022:

”Det Konservative Folkeparti er stærkt bekymret for konsekvenserne for ældre og handicappede, såfremt affaldsskakter lukkes – derfor mener vi endnu ikke, det er på sin plads at lukke/sløjfe affaldsskakter. Det Konservative Folkeparti er bekymret for, at affaldsvolumen for restaffald nedsættes med 30-40%, da dette kan skabe gene for borgerne. Det Konservative Folkeparti støtter 100% op omkring ambitionen omkring genanvendelse, men mener vi skal vente med at sænke volumen for restaffald, indtil behovet er faldet, som en følge af en højre grad af genanvendelse.

Det Konservative Folkeparti er bekymret for takststigninger i forbindelse med, at der anvendes takstmidler på opgaver, vi ikke mener, er offentlige opgaver – så som opsætning af sorteringssystemer i lejligheder/boliger eller kommunalt betalt borgerdialoger – vi mener elementer, som disse bør bortfalde og i stedet føre til besparelser, der vil medføre lavere takster til glæde og gavn for borgerne, der så selv kan vælge, hvorledes de ønsker at sammensætte deres affaldssorteringssystem i deres egen lejlighed.”

Til top