Ansøgning om tilskud fra skatterammerne i 2025
I budgetaftalen for 2024 indgår en hensigtserklæring om, at udskrivningsprocenten for Københavns Kommune under de nuværende økonomiske forudsætninger skal sænkes med 0,1 procentpoint i 2025 fra 23,6 til 23,5. Københavns Kommune har mulighed for at søge finansieringstilskud hertil fra hhv. puljen til skattenedsættelser fra Økonomiaftalen for 2025 og skatterammen relateret til udligningsreformen. Økonomiudvalget skal godkende, at Økonomiforvaltningen ansøger Indenrigs- og Sundhedsministeriet herom.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at Københavns Kommune over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet ansøger om tilskud fra skatterammerne relateret til hhv. Økonomiaftalen for 2025 og til udligningsreformen svarende til en sænkelse af udskrivningsprocenten for indkomstskat i 2025 med 0,1 procentpoint fra 23,6 til 23,5.
Problemstilling
I budgetaftalen for 2024 indgår en hensigtserklæring om at sænke udskrivningsprocenten for indkomstskat i 2025 med 0,1 procentpoint fra 23,6 procent til 23,5 procent med udgangspunkt i de nuværende økonomiske rammer.
Københavns Kommune har mulighed at opnå finansieringstilskud til en skattenedsætte fra to forskellige skattepuljer i 2025. Henholdsvis skatterammen fra Økonomiaftalen 2025 (ØA25) og skatterammen i relation til udligningsreformen.
For at komme i betragtning til et tilskud til nedsættelse af indkomstskatten i 2025 skal Københavns Kommune ansøge Indenrigs- og Sundhedsministerieret herom. De to puljer kan søges successivt, og en skatteramme i relation til udligningsreformen ventes udmøntet inden ansøgningsfristen til skatterammen fra ØA25 med henblik på, at der ikke ydes større tilskud end den faktiske skattenedsættelse tilsiger. Ansøgningsfristen til skatterammen i relation til udligningsreformen er den 22. august 2024, og ansøgningsfristen til skatterammen i ØA25 er den 5. september 2024.
Det er ikke Økonomiforvaltningens forståelse, at Københavns Kommune er bundet af en eventuel tilkendegivelse om brug af skatterammen i budget 2025.
Løsning
Det fremgår af Økonomiaftalen for 2025, at det er vigtigt for tilliden i aftalesystemet, at kommunerne overholder rammerne for kommunernes skattefastsættelse. Kommunernes skat er over de seneste år steget, selvom der har været enighed om, at skatten samlet set skulle holdes i ro.
Med henblik på at give plads til, at nogle kommuner kan øge skatten i 2025 inden for en samlet uændret kommunal skat, indgår der en ramme på 200 mio. kr. til tilskud til skattenedsættelser i ØA25. Tilskudsprocenten til skattenedsættelser kan højest udgøre 75 pct. af provenutabet i 2025, 50 pct. i 2026 og 2027 og 25 pct. i 2028
Herudover er der i forbindelse med udligningsreformen etableret en skatteramme, som giver kommuner med tab i udligningsreformen mulighed for at tilpasse deres indkomstskat i perioden 2021-2025 svarende til den årlige indfasning af deres individuelle tab. For at understøtte en uændret indkomstskat er der indført et midlertidig tilskud til skattenedsættelser. Den årlige ramme for skattenedsættelser med tilskud afhænger af, om og i givet fald hvor meget kommuner med tab fra udligningsreformen gør brug af muligheden for at hæve skatten. Hvis alle kommuner med adkomst til at hæve skatten benytter sig fuldt ud af denne mulighed, kan det maksimalt udløse en ramme til skattenedsættelser med tilskud på 99,8 mio. kr. i 2025. Et eventuelt tilskud til skattenedsættelse fra skatterammen i relation til udligningsreformen udgør op til 90 pct. af provenutabet i år 2025 og 2026, 85 pct. i år 2027, 80 pct. i år 2028 og 75 pct. i år 2029.
En sænkelse af udskrivningsprocenten med 0,1 procentpoint fra 23,6 til 23,5, vil isoleret set medføre et mindreprovenu på 152,7 mio. kr. for Københavns Kommunen i 2025.
Alle kommuner kan ansøge om tilskud fra rammerne til skattenedsættelser, der først fastsættes endeligt på baggrund af kommunernes ansøgninger. Derfor er det er behæftet med usikkerhed, om og givet fald hvor stor en del af de endelige puljer Københavns Kommune kan forvente at få andel i.
For så vidt angår skatterammen i relation til udligningsreformen gør sig desuden gældende, at størrelse på en eventuel skatteramme er stærkt afhængig af om få enkeltkommuner vælger at benytte deres adkomst til at hæve skatten. Derudover er det er i lovgivningen om udligningsreformen forudsat, at der ved fordelingen af rammen bl.a. vil blive lagt vægt på, at skatten sættes ned i kommuner med en høj udskrivningsprocent. I 2024 har Københavns kommune landets 3. laveste udskrivningsprocent.
Økonomiforvaltningen gør opmærksom på, at en den del af en eventuel skattenedsættelse, der dækkes med tilskud til skatterammen i relation til udligningsreformen, ikke vil give øvrige kommuner mulighed for at hæve skatten.
For begge skatterammer gælder, at et eventuelt tilskud beregnes én gang for alle, og at tilskuddet bortfalder forholdsmæssigt, hvis kommunen i løbet af tilskudsperioden igen forhøjer skatten, samt at skattenedsættelser, hvor der ydes tilskud, ikke kan indgå i beregningen af kommunens frit lejde i tilskudsperioden tillagt et år.
Økonomi
De økonomiske konsekvenser er beskrevet ovenfor.
Videre proces
Hvis Økonomiudvalget beslutter at ansøge om tilskud til sænkelse af skatten vil Økonomiforvaltningen tilkendegive dette over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet inden fristerne hhv. den 22. august 2024 og den 5. september 2024. Økonomiforvaltningen udarbejder et budgetnotat til budgetforhandlingerne 2025 om sænkelse af udskrivningsprocenten med 0,1 procentpoint fra 23,6 til 23,5.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2024
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.