Plan for CO2-reduktion i København 1990-2010 (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Plan for CO2-reduktion i København 1990-2010 (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 13. august 2002
J.nr. ØU 186/2002
18. Plan for CO2-reduktion i København 1990-2010 (Miljø- og Forsyningsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at planens målsætning om reduktion af CO2-udledningen i Københavns Kommune med 35% i perioden 1990 – 2010 vedtages. Opnåelse af målet er betinget af, at de nævnte bevillinger optages på budgettet for 2003,
at de nævnte bevillinger i planen til udvidelse af energirådgivning mv., adfærdsbearbejdende kampagner og transportplaner på transportområdet, herunder etablering af et fælles kampagnesekretariat, kortlægning af øvrige kilders klimapåvirkning og bidrag til udviklingen af en europæisk CO2-model indgår i budgetforhandlingerne for 2003, og
at planens øvrige forslag til aktiviteter, der foreslås afholdt inden for eksisterende budgetrammer, tages til efterretning.
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 17. juni 2002
Godkendt.
A. Ben Haddou (D), Karin Storgaard (O), Jesper Schou Hansen (V), Bente Frost (V) og Mogens Lønborg ( C) tog forbehold for planens afsnit vedr. kørselsafgifter og parkeringsreguleringer.
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til indstillingen."
Økonomiudvalgets beslutning: Anbefalet.
D, C, O og V videreførte deres forbehold fra behandlingen i Miljø- og Forsyningsudvalget.
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede i 1999 at udarbejde en plan for reduktion af CO2-udledningen i København. Arbejdet, der har været forestået af Københavns Energi, Vej & Park samt Miljøkontrollen, resulterede i et planudkast, som blev drøftet i Miljø- og Forsyningsudvalget den 25. juni 2001 og derefter sendt til høring i kommunens forvaltninger. Nærværende forslag til "Plan for CO2-reduktion i København, maj 2002" er udarbejdet på grundlag af høringen samt efterfølgende drøftelser med Bygge- og Teknikforvaltningen.
Planen omfatter CO2-udledningen fra energiforbrug, transport og affald i kommunen i perioden 1990 – 2010.
I planen er foreslået følgende målsætning: "CO2-udledning fra energiforbrug, transport og affaldshåndtering i Københavns Kommune skal reduceres med 35% i perioden 1990 – 2010."
Målsætningen er vurderet i forhold til anbefalingerne fra Rådet for Bæredygtig udvikling.
Fra 1990 og til nu er det samlede CO2-udslip reduceret med 23%. For at nå målet, skal der frem til 2010 ske en yderligere reduktion på 12%. Samlet set vurderes i planen, at de foreslåede nye aktiviteter sammen med de allerede planlagte vil medvirke kraftigt til at sikre, at målsætningen nås. Det kan dog blive nødvendigt at tage nye virkemidler i brug, fx på trafikområdet. Succesen for planen afhænger herudover i høj grad også af forhold, som kommunen ikke har indflydelse på (den statslige afgiftspolitik, væksten i samfundet, international CO2-regulering etc.).
Det foreslås i planen, at kommunens energirådgivning over en fireårig periode udvides med 1 årsværk og 8,0 mio. kr. årligt. Beløbet skal tilføres Miljø- og Forsyningsudvalget.
Det foreslås også i planen, at der over en fireårig periode årligt bevilges 3 årsværk og 2 mio. kr. til et projekt om kampagner og transportplaner rettet mod borgere, virksomheder og kommunens institutioner, samt til et fælles kampagnesekretariat på trafikområdet. Beløbet skal tilføres Bygge- og Teknikudvalget.
Der foreslås endvidere en engangsbevilling på 1 mio. kr. til kortlægning af øvrige kilders klimapåvirkning og til deltagelse i arbejdet med udvikling af en fælles europæisk CO2-model. Beløbet skal tilføres Miljø- og Forsyningsudvalget.
De øvrige nævnte nye aktiviteter i planen, der skal afholdes inden for eksisterende budgetrammer, foreslås taget til efterretning, idet det bemærkes, at disse aktiviteter enten vil blive afholdt inden for Miljø- og Forsyningsudvalgets eksisterende budget- ramme eller vil være aktiviteter, hvorom der i forvejen er truffet beslutning.
De tiltag, hvortil der kræves nye bevillinger, vurderes at være nødvendige for at opfylde CO2-målsætningen. Finansieringen udestår, men Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil arbejde for, at bevillingerne indgår i budgetforhandlingerne for 2003. Samlet drejer det sig om 4 årsværk og 10 mio. kr. årligt i en fireårig periode samt en engangsbevilling på 1 mio. kr. Bevillingerne er foreslået optaget på Miljø- og Forsyningsudvalgets ønskeliste for budget 2003.