Modeller til håndtering af parkeringsområdet
Modeller til håndtering af parkeringsområdet
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 13. august 2002
J.nr. ØU 200/2002
8. Modeller til håndtering af parkeringsområdet
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget drøfter modeller til håndtering af parkeringsområdet og beslutter hvilken model der skal anvendes.
at Økonomiudvalget tager redegørelse om principper for dækning af udvalgenes indtægtstab og merudgifter ved tildeling af tillægsbevilling til efterretning.
RESUME
I forbindelse med Økonomiudvalgets behandling af indstilling fra Bygge- og Teknikudvalget om Promenade langs Nybrogade, Omlægning af Halmtorvet samt forslag til ny P-ordning i brokvartererne har Bygge- og Teknikudvalget fremsat ønske om dækning af indtægtstab som følge af nedlæggelse af parkeringspladser m.v. ved tildeling af tillægsbevilling.
På foranledning af Økonomiudvalget har Økonomiforvaltningen udarbejdet et notat, der redegør for principper for dækning af udvalgenes indtægtstab og merudgifter ved tildeling af tillægsbevilling. Notatet blev fremlagt på møde i Økonomiudvalget d. 4. juni, hvor det samtidig blev besluttet, at anmode Økonomiforvaltningen om i samarbejde med Bygge- og Teknikforvaltningen at udarbejde notat om modeller til håndtering af parkeringsområdet.
Med henblik på drøftelse i Økonomiudvalget vedlægges begge notater.
SAGSBESKRIVELSE
Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 28. maj at udskyde behandlingen af indstilling fra Bygge- og Teknikudvalget om Promenade langs Nybrogade (ØU 124/02) til Økonomiudvalgsmødet d. 4. juni.
I sagen indgår, at der skal nedlægges i alt 11 parkeringspladser, hvilket vil betyde, at Bygge- og Teknikudvalget vil få et provenutab derved. Baggrunden for udskydelsen af sagen var, at Økonomiudvalget ønskede at have en principiel drøftelse af finansieringen af sådanne indtægtstab og andre tillægsbevillinger til de enkelte fagudvalg.
Borgerrepræsentationen henviste på sit møde den 30. maj et forslag fra borgmester Søren Pind til behandling i Økonomiudvalget. Forslaget gik ud på, at Bygge- og Teknikudvalget skal have en tillægsbevilling til dækning af tab på parkeringsindtægter som følge af nedlæggelse af 103 parkeringspladser i forbindelse med Omlægning af Halmtorvet, etape 2 og 3 (BR 303/02).
Endelig blev der på møde i Økonomiudvalget den 4. juni behandlet en sag fra Bygge- og Teknikudvalget om Forslag til ny P-ordning i brokvartererne (BTU 241/02). I indstillingen anmoder Bygge- og Teknikudvalget om en tillægsbevilling på 2,4 mill. kr. til dækning af merudgifter til flytning af skilte og ny parkeringsguide mv. ved implementering af ny P-ordning i brokvartererne.
På møde d. 4. juni 2002 besluttede Økonomiudvalget, at anmode Økonomiforvaltningen om - i samarbejde med Bygge- og Teknikforvaltningen - at udarbejde konkrete modeller til håndtering af parkeringsområdet, bl.a. en model, der bygger på, at merindtægter fra parkeringsområdet tilføres kommunekassen, mens mindreindtægter dækkes af kommunekassen og hvor der tillige fortsat skal være et incitament for forvaltningen til en effektiv drift af parkeringsområdet. Modellerne forelægges Økonomiudvalget i august 2002 med henblik på at kunne indgå i forhandlingerne om budgettet for 2003.
Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen har udarbejdet vedlagte notat, jf. bilag 1, hvori der præsenteres forskellige modeller til håndtering af parkeringsområdet. Det indstilles på baggrund heraf, at Økonomiudvalget drøfter konkrete modeller til håndtering af parkeringsområdet.
Ligeledes vedlægges notat, jf. bilag 2, udarbejdet af Økonomiforvaltningen vedr. principper for tildeling af tillægsbevillinger, herunder principper for dækning af eventuelle indtægtstab eller merudgifter ved tildeling af tillægsbevilling.
Dette notat er udarbejdet efter, at Økonomiudvalget havde fremsat ønske om en principiel drøftelse af finansieringen af indtægtstab som følge af nedlæggelse af parkeringspladser og andre tillægsbevillinger til de enkelte fagudvalg.
Det indstilles, at Økonomiudvalget drøfter principper for dækning af udvalgenes indtægtstab og merudgifter ved tildeling af tillægsbevilling.
Økonomi
Høring
Andre konsekvenser
Bilag
Bilag 1: Notat vedr. modeller til håndtering af parkeringsområdet.
Bilag 2: Notat vedr. principper for dækning af udvalgenes indtægter og merudgifter ved tildeling af tillægsbevilling.
Erik Jacobsen
/
Bjarne Winge