Mødedato: 13.06.2006, kl. 15:15

Kommunalreformens økonomiske konsekvenser - del 2

Kommunalreformens økonomiske konsekvenser - del 2

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 13. juni 2006

 

 


J.nr. ØU 226/2006

 

3. Kommunalreformens økonomiske konsekvenser - del 2

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget tiltræder de tekniske ændringsforslag til IC2007, jf. indstillingens tabel 1.

at Økonomiudvalget tiltræder de politiske ændringsforslag til IC2007, som foreslået af Økonomiforvaltningen, jf. indstillingens tabel 2.

at Økonomiudvalget tiltræder at Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme reduceres med 297,6 mill. kr., Økonomiudvalgets budgetramme forhøjes med 3,2 mill. kr. og Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme forhøjes med 6,3 mill. kr. med henblik på at korrigere for aktivitetsudviklingen i perioden 2003-2006 i forhold til de opgaver, der forlader Københavns Kommune, jf. indstillingens afsnit 1.3.

at Økonomiudvalget tiltræder, at der oprettes en pulje på 52,8 mill. kr. (2005-pl) under Økonomiudvalget med henblik på at imødekomme den usikkerhed, der vedrører størrelsen af den nye kommunale medfinansiering til sundhedsområdet.

at Økonomiudvalget tiltræder, at der reserveres 124,7 mill. kr. (2005-pl) af råderummet til budgetforhandlingerne med henblik på en politisk prioritering af kollektiv trafik, pas/kørekort, VISO, alkoholområdet, Miljøkontrollen og ambulant genoptræning.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. juni 2006

Mikkel Warming (Ø) stillede ændringsforslag om, at "der bevilges 3,9 mio. kr. til dækning af alkoholindsatsen. Midlerne tages fra den foreslåede pulje til budgetforhandlingerne."

 

Økonomiudvalget stemte om Mikkel Warmings ændringsforslag.

For stemte 1 medlem: Ø

Imod stemte 10 medlemmer: A, B, C, F og V

1 medlem undlod at stemme: O

Ændringsforslaget blev således forkastet.

 

Økonomiudvalget godkendte herefter indstillingen.

 

Økonomiudvalget besluttede, at forvaltningen skal forelægge en indstilling for udvalget på Økonomiudvalgets møde den 15. august 2006 om eventuel overflyttelse af "ambulant genoptræning" fra rammestyret til efterspørgselsstyret overførsel.

 

 

 

 

Behandling: Iværksættes.

 

 

RESUME

Denne indstilling følger op på den indstilling om kommunalreformens konsekvenser for Københavns Kommune og udvalgenes budgetter, som Økonomiudvalget behandlede d. 4. april 2006.

Der lægges op til, at Økonomiudvalget tiltræder en række tekniske omplaceringer mellem udvalgene. Omplaceringerne skyldes, at en række korrektioner som følge af kommunalreformen ikke var placeret på de korrekte udvalg i IC2007 (Indkaldelses cirkulæret vedr. budget 2007).

Endvidere foreslår Økonomiforvaltningen en række korrektioner af udvalgenes budgetter i forhold til en række opgaver, hvor udvalgene ikke mener, at kommunen er blevet kompenseret i tilstrækkelig grad i udgiftsopgørelserne fra staten. Samlet set foreslås det, at udvalgenes budgetter løftes med 111,6 mill. kr.

Med henblik på at korrigere for aktivitetsudviklingen i perioden 2003-2006 i forhold til de opgaver, der forlader Københavns Kommune, og som i IC2007 er opgjort i 2003-aktivitetsniveau, foreslår Økonomiforvaltningen at Sundheds- og Omsorgsudvalgets, Økonomiudvalgets og Børne- og Ungdomsudvalgets budgetrammer korrigeres med samlet 288 mill. kr.

Økonomiforvaltningen foreslår endvidere, at der etableres en pulje på 52,8 mill. kr. til imødekommelse af den usikkerhed, der knytter sig til størrelsen af den nye kommunale medfinansiering til sundhedsområdet.

Dertil kommer, at der reserveres 124,7 mill. kr. af råderummet til budgetforhandlingerne med henblik på en politisk prioritering af kollektiv trafik, pas/kørekort, VISO, alkoholområdet, Miljøkontrollen og ambulant genoptræning.

Hvis Økonomiudvalget tiltræder de af Økonomiforvaltningen anbefalede korrektioner, vil det økonomiske råderum blive reduceret med 18,8 mill. kr. Indarbejdelsen af kommunalreformen reducerer dermed muligheden for at finansiere nye initiativer på andre områder. 


 

Til top