Mødedato: 13.05.2008, kl. 15:15

Forventet regnskab pr. april 2008 for Københavns Kommune

Se alle bilag

Forventet regnskab pr. april 2008 for Københavns Kommune

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for tirsdag den 13. maj 2008

 

ØU 208/2008

 

 

1.                   Forventet regnskab pr. april 2008 for Københavns Kommune

 

 

 

Økonomiforvaltningen forelægger Økonomiudvalget det forventede regnskab for 2008 baseret på udvalgenes indberetninger pr. april 2008.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget beslutter,

1.                  at Økonomiudvalget meddeler Revisionsdirektoratet, Borgerrådgiveren, Beredskabskommissionen, Kultur- og Fritidsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget, at indberetningen om forventet regnskab 2008 tages til efterretning,

2.                  at Økonomiudvalget over for Borgerrådgiveren, Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Teknik- og Miljøudvalget indskærper, at udvalgene inden regnskabsprognosen pr. august skal igangsætte initiativer med henblik på at overholde udvalgenes måltal for serviceudgifter, jf. ØU 35/2008,

3.                  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget indberetning om forventet regnskab 2008 tages til efterretning med bemærkning om, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget følger op i udviklingen i enhedspriserne for kontaktforløb og fleksjob i regnskabsprognosen pr. august 2008,

4.                  at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen fortsat orienterer Beskæftigelses- og Integrationsudvalget månedligt om udviklingen i udgifterne på sygedagpengeområdet, herunder både i forhold til de korte og lange sager,

5.                  at Teknik- og Miljøudvalgets indberetning om forventet regnskab 2008 tages til efterretning med bemærkning om, at Teknik- og Miljøforvaltningen inden sommerferien 2008 forelægger Teknik- og Miljøudvalget et korrekt budget vedr. Den Nye Driftsstrategi og redegør for evt. økonomiske konsekvenser,

6.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen inden sommerferien 2008 over for Teknik- og Miljøudvalget redegør for, hvordan manglende indtægter på byfornyelsesområdet sikres hjemtaget, og hvordan økonomistyringen på området sikres fremadrettet.

 

Problemstilling

Ifølge Kasse- og Regnskabsregulativet udarbejder Økonomiforvaltningen retningslinier for budgetopfølgningen i kommunen (BR 566/06). Udvalgene skal således kvartalsvis rapportere til Økonomiudvalget om det aktuelt forventede årsregnskab. Denne regnskabsprognose er baseret på årets første 3 måneder.

 

Løsning

1. Loft over service- og anlægsudgifter

Regeringen har med vedtagelsen af finansloven for 2008 besluttet at indføre en mekanisme med individuel modregning i bloktilskuddet for 2009 i tilfælde af, at kommunerne under ét overskrider niveauet for service- og bruttoanlægsudgifter i vedtaget budget 2008.

Økonomiudvalget besluttede den 29. januar 2008, at udvalgene skal iværksætte initiativer med henblik på at overholde kommunens måltal for serviceudgifter i 2008 (ØU 35/2008). Derudover har Økonomiforvaltningen anmodet udvalgene om at periodisere anlægsudgifterne i 2008. Økonomiforvaltningen fremlægger på denne baggrund en særskilt sag for Økonomiudvalget den 9. maj og Borgerrepræsentationen den 15. maj med principper for prioritering af anlægsudgifterne, som skal sikre overholdelse af bruttoanlægsudgifterne i vedtaget budget.

Københavns Kommunes serviceudgifter er opgjort til 20.596 mill. kr. i vedtaget budget for 2008, jf. tabel 1. Forventet regnskab pr. 31. marts viser et samlet forbrug af serviceudgifter på 20.681 mill. kr., hvilket er 84,9 mill. kr. over vedtaget budget.

 

Tabel 1. Forventet regnskab for serviceudgifter i 2008 fordelt på udvalg.

1.000 kr. 

Korrigeret måltal

Forventet regnskab

Afvigelse

Revisionsdirektoratet

21.812

16.862

4.950

Borgerrådgiveren

7.803

8.286

-483

Beredskabskommissionen

223.868

223.868

0

Økonomiudvalget

1.838.507

1.830.507

8.000

Kultur- og Fritidsudvalget

288.303

288.273

30

Børne- og Ungdomsudvalget

7.569.828

7.639.076

-69.248

Sundheds- og Omsorgsudvalget

4.984.388

4.976.566

7.822

Socialudvalget

4.231.828

4.270.828

-39.000

Teknik- og Miljøudvalget

782.307

798.917

-16.610

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

647.750

628.139

19.611

I alt

20.596.394

20.681.322

-84.928

- angiver merforbrug/mindreindtægter.

 

Det fremgår, at Borgerrådgiveren, Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Teknik- og Miljøudvalget forventer at overskride måltallet for serviceudgifter i 2008. Overskridelserne skyldes primært overførsler fra 2007. Det indstilles på denne baggrund, at Økonomiudvalget indskærper over for disse udvalg, at der skal igangsættes initiativer med henblik på at overholde måltallene for serviceudgifter, jf. ØU 35/2008.

 

2. Økonomiske styrker og risici i det forventede regnskab for 2008

Udover regeringens loft over service- og bruttoanlægsudgifterne kan der identificeres følgende risici i kommunens økonomi:

·        Økonomiudvalget forventer mindreindtægter på 86,6 mill. kr. vedr. salg af tilbagekøbsrettigheder og ejendomme. Afvigelsen skyldes til dels, at 47,8 mill. kr. af indtægterne fra salget af en ejendom i Borgergade ved en fejl er indregnet dobbelt i det korrigerede budget, hvilket vil sige, at det korrigerede budget pr. 1. april er 47,8 mill. kr. for højt. Fejlen korrigeres i sagen om bevillingsmæssige ændringer, som behandles sideløbende med aprilprognosen. Den resterende afvigelse på 38,8 mill. kr. opstår primært som følge af tidsmæssige forskydninger af salg af ejendomme vedr. billige boliger, herunder Kløvermarken, der dog delvist modsvares af merindtægter på det øvrige salg af ejendomme og rettigheder.

·        Økonomiudvalget forventer et mindreforbrug på 41,8 mill. kr. vedr. udgifter til tjenestemandspensioner. Mindreforbruget skyldes hovedsageligt et fald i den årlige udgift pr. modtager på 5.188 kr. i forhold til det budgetterede. Økonomiforvaltningen har igangsat et projekt, som skal forbedre budgetteringsgrundlaget for tjenestemandsudgifterne. Projektet afsluttes i efteråret 2008.

·        SKAT har varslet ændring af lov om trafikselskaber, som vil medføre, at diesel anvendt til kollektiv trafik pålægges moms. Kommunens udgifter til kollektiv trafik vil som følge heraf stige. Der pågår fortsat forhandlinger med KL omkring den tilhørende DUT-kompensationen, men forventningen er på nuværende tidspunkt, at kommunen vil få et varigt årligt tab på ca. 40 mill. kr. årligt, når lovændringen træder i kraft. Ændringen skulle oprindeligt gennemføres pr. 1. januar 2008, men er blevet udskudt til 1. juli. KL oplyser dog, at lovændringen formentligt først kan gennemføres med virkning pr. 1. oktober. Det er på nuværende tidspunkt således usikkert, hvor stor effekten af lovændringen bliver i 2008.

·        Der forventes et merforbrug på 15,6 mill. kr. vedr. barselsfonden. Økonomiforvaltningen har igangsat udarbejdelse af en ny model, der skal sikre bedre budgettering, og som indeholder en fastsat frist for forvaltningernes indberetninger af barselsorlov. Overskrides fristen, afskæres forvaltningerne fra at modtage refusion. Derudover skal modellen indeholde et nyt prognoseværktøj, som skal sikre mere korrekt budgettering på området. Det forventes, at der foreligger et forslag til en ny model ultimo august 2008.

·        Sundheds- og Omsorgsudvalget forventer et merforbrug på 10 mill. kr. vedr. køb og salg af pladser. Området er presset af lukningerne af plejehjem som følge af, at flere ældre vælger at flytte til andre kommuner. Udvalget forventer endvidere et merforbrug på 37,2 mill. kr. på hjemmeplejeområdet, hvor udgifterne nu i en årrække har vist sig vanskelige at nedbringe. Sundheds- og Omsorgsudvalget finansierer merforbrugene ved interne omplaceringer inden for udvalgets ramme og forventer dermed overordnet budgetoverholdelse i 2008.

·        På hjemmeplejeområdet forventer Socialudvalget et merforbrug på 15 mill. kr. Finansiering af merforbruget er en del af de iværksatte handleplaner for 138 mill. kr. på børne-, handicap- og hjemmeplejeområderne, som skal sikre overordnet budgetoverholdelse i 2008. Det er dog særdeles usikkert, om handleplanerne kan realiseres til fulde. Socialudvalget har ultimo april ansat KPMG for at sikre kvaliteten i arbejdet med handlingsplanernes implementering.

·        Børne- og Ungdomsudvalget forventer et driftmæssigt merforbrug på 69,2 mill. kr. Udvalget forventer, at merforbruget finansieres via overførsel af midler fra 2007 på 90,6 mill. kr. Økonomiudvalget har i sagen om regnskabsoverførsler (ØU 147/2008) besluttet, at 39,4 mill. kr. af de 90,6 mill. kr. ikke overføres før Børneplan I er opgjort, idet sparede driftsmidler som følge af manglende aktivitet bør tilfalde kassen, jf. BR 455/07. Økonomiforvaltningen bemærker i øvrigt, at Deloitte forventer, at Børne- og Ungdomsudvalgets forbrug i 2008 vil være 33,9 mill. kr. under vedtaget budget. Deloitte forventer med andre ord en mindre aktivitet end Børne- og Ungdomsudvalget. Såfremt Børne- og Ungdomsudvalget får overført og forbruger de ønskede midler fra 2007, vil udvalget overskride sit måltal for serviceudgifter i 2008. Det indstilles jf. ovenfor, at udvalget skal iværksætte initiativer med henblik på at holde sig inden for udvalgets måltal for serviceudgifter i 2008.

·        Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forventer 11 pct. færre kontanthjælpsmodtagere og 19 pct. færre modtagere af fleksjob end budgetteret uden tilsvarende reduktioner i udgifterne. Udvalget anmodes om at følge op på udviklingen i enhedspriserne i regnskabsprognosen pr. august 2008. Derudover forventes der en stigning på 24 pct. i enhedsprisen på ledighedsydelse. Økonomiforvaltningen bemærker, at der vil kunne indhentes mærkbare refusionsindtægter, såfremt modtagerne af ledighedsydelse ansættes hurtigere i fleksjob.

·        Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forventer et merforbrug på 58,4 mill. kr. på sygedagpengeområdet, som primært skyldes et højere antal korte sager end forventet. Det indstilles, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forsat orienteres månedligt om udviklingen i udgifterne på sygedagpengeområdet. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget er i budget 2008 og 2009 bevilliget 9 mill. kr. til en ekstraordinær indsats, som skal nedbringe antallet af sager over 52 uger, der var hovedårsag til merforbruget i regnskab 2007. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget behandler den 28. april en revisionspåtegnet statusrapport om den ekstraordinære indsats, som forelægges Økonomiudvalget den 13. maj.

·        Teknik- og Miljøudvalget fremhæver i sin prognose Den Nye Driftsstrategi som et potentielt risikoområde, idet der blandt andet endnu ikke er udarbejdet endelige budgetter for de involverede centre. Derudover havde Teknik- og Miljøudvalget i regnskab 2007 en mindreindtægt på 170,9 mill. kr. som følge af manglende bogføring af solgte råde-over ejendomme samt endnu ikke hjemtagne refusioner på byfornyelsesområdet. Det indstilles, at Teknik- og Miljøudvalget inden sommerferien forelægges et korrekt budget vedr. Den Nye Driftsstrategi samt et overblik over evt. økonomiske konsekvenser. Teknik- og Miljøudvalget skal inden sommerferien endvidere orienteres om, hvordan manglende indtægter på byfornyelsesområdet sikres hjemtaget, og hvordan økonomistyringen på området sikres fremadrettet.

 

4. Det finansielle resultat

Den reelle kasse udgør 484 mill. kr. pr. 1. april 2008, jf. bilag 2. Ved udgangen af 2007 var den reelle kasse på 464 mill. kr. Stigningen på 20 mill. kr. opstår som følge af en deponering på 38 mill. vedr. en udlodning fra KE, og en deponeringsfrigivelse på 18 mill. kr. vedr. en garantistillelse vedr. EVU. Garantistillelsen havde til formål at opnå EU tilskudsmidler.

 

Kommunen har i alt deponeret midler for 2.464 mill. kr. Heraf er 602 mill. kr. deponeret jf. "Lov om deponering af kommunernes overskudslikviditet". De resterende 1.862 mill. kr. er deponeret i forbindelse med udlodningerne fra Københavns Energi.

 

Den langfristede gæld var ultimo 2007 på 5.475 mill. kr. Gælden er sammensat af den reelle langfristede gæld på 2.275 mill. kr og grundskyldstilbageførselsforpligtelser til Arealudviklingsselskabet I/S på 3.200 mill kr. Det forventes, at den langfristede gæld i 2008 nedbringes med 194 mill. kr. til 5.281 mill. kr.

 

Bilag

1.                  Forklaringer til forventet regnskab pr. april 2008 for Københavns Kommune.

2.                  Den reelle kasse.

3.                  Borgerrådgiverens samt udvalgenes politisk godkendte indstillinger til enhedernes regnskab (fremlægges på aflæggerbordet)

 

 

         Claus Juhl                                        /Bjarne Winge

 

 

Til top