Skaterprojektet X-Hall (Kultur- og Fritidsudvalget)
Skaterprojektet X-Hall (Kultur- og Fritidsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 13. maj 2003
J.nr. ØU 156/2003
4. Skaterprojektet X-Hall (Kultur- og Fritidsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget indstiller,
at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling i 2003 på 1 mill. kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur- og Fritid, konto 0.30.3 (tilskud til KI) til anlæg af skater-, rulleskøjte- og BMX-anlægget X-Hall.
at der anvises kassemæssig dækning for anlægsudgiften på 1 mill. kr. ekskl. moms på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling 2003, konto 0.30.3 (tilskud til KI) (under forudsætning af bevillingsoverførsel fra 2002).
at Borgerrepræsentationen giver en driftsbevilling i 2003 på 50.000 kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) til indkøb af udstyr, herunder sikkerhedsudstyr, til udlejning på anlægget X-Hall.
at Borgerrepræsentationen giver en driftsbevilling i 2003 på 27.000 kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur- og Fritid, konto 0.30.1. (tilskud til KI) til drift af anlægget X-Hall i november og december 2003.
at der anvises kassemæssig dækning for driftsbevillingerne i 2003 på i alt 77.000 kr. ekskl. moms på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3 (renoveringspuljen).
at de afledte driftsudgifter på 150.000 kr. i 2004 og frem finansieres inden for Kultur- og Fritidsudvalgets ramme.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. april 2003
Følgende dagsordenspunkter blev i den anførte rækkefølge behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden):
· Pavilloner til Idræt – KFU 132/2003
· Folkesundhedsplanen for Motion – KFU 131/2003
· Skaterprojektet X-Hall – KFU 134/2003
· Budgetforslag 2004 – KFU 128/2003
Indstillingen blev tiltrådt. Forvaltningen foretager sideløbende en nærmere vurdering af konstruktionen med hensyn til opsynsfunktionens organisatoriske forankring.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. maj 2003
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 26. september 2002 blev det principbesluttet at prioritere 1,0 mill. kr. til skaterprojekt X-Hall. Projektet er initieret af lokale unge og omhandler etableringen af særlige faciliteter (ramper) i et ubenyttet tunnelrør ved Bispeengbuen. Sagen skulle forelægges udvalget på ny med henblik på endelig stillingtagen til projektet, når sagen var behandlet i Frederiksberg Kommune, og der var sammensat en driftsmodel.
Frederiksberg Kommune vil bidrage med 300.000 kr. til etableringen af X-Hall samt 30.000 kr. årligt til driften af X-Hall under forudsætning af et bidrag fra Københavns Kommune i størrelsesordenen 100-200.000 kr. til drift.
Som følge af anlæggets afsides placering i et
belastet område, erfaringer fra skater-faciliteterne i Fælledparken og krav fra
Frederiksberg Kommune, er det nødvendigt med opsyn i anlæggets åbningstid.
Det bemærkes, at der på foranledning af Frederiksberg Kommune i første omgang arbejdes med en to-årig forsøgsperiode.
De samlede anlægsudgifter er 2,6 mill. kr., hvoraf Københavns Kommune afholder 1,0 mill. kr., Idrætspolitisk Idéprogram v/Lokale- og Anlægsfonden 1,0 mill. kr., Frederiksberg Kommune 0,3 mill. kr. og Kvarterløft Nordvest ligeledes 0,3 mill. kr.
Derudover er der behov for yderligere 50.000 kr. til indkøb af (sikkerheds-) udstyr til brug for udlejning.
De årlige driftsudgifter udgør for Københavns Kommune 150.000 kr. I 2003 er driftsudgifterne for Københavns Kommune 27.000 kr.
Forvaltningen indstiller, at driftsudgifterne i 2004 på 150.000 kr. finansieres inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme. Beløbet foreslås finansieret fra en engangspulje på 550.000 kr., som er fremkommet som følge af, at der i det oprindelige budgetforslag 2004 var indarbejdet 1,1 mio. kr. til Vanløse bibliotek og kulturhus (KFU 52/2003). Da åbningen af biblioteket og kulturhuset først sker pr. 1. juli 2004, slår helårsvirkningen først igennem i 2005.
Da puljen er et engangsbeløb, skal der findes en anden finansiering i 2005 og frem. I den forbindelse vil Kultur- og Fritidsforvaltningen inden sommerferien udarbejde en redegørelse om udviklingen i de afledte driftsudgifter, der er afledt af nye initiativer, herunder et forslag til en fremtidig procedure for finansiering af disse driftsudgifter.