Vandpolo ved Fisketorvet (Kultur- og Fritidsudvalget)
Vandpolo ved Fisketorvet (Kultur- og Fritidsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 13. maj 2003
J.nr. ØU 155/2003
7. Vandpolo ved Fisketorvet (Kultur- og Fritidsudvalget)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og
Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget indstiller,
at Borgerrepræsentationen giver en driftsbevilling i 2003 på 15.000 kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling - Kultur og Fritid, konto 0.30.1 - til indkøb og etablering af faciliteter så havnebadet ved Fisketorvet bliver anvendeligt til vandpolo
at der anvises
kassemæssig dækning for driftsbevillingen i 2003 på 15.000 kr. ekskl. moms på
Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.3
(renoveringspuljen).
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. april 2003
Indstillingen blev tiltrådt.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."
RESUME
Foreningerne "USG Svømning og Vandpolo" og Hermes søger om tilskud på op til 51.000 kr. ekskl. moms til at gøre badeanstalten ved Fisketorvet anvendelig til vandpolo og adgang til at benytte anlægget efter åbningstid to gange om ugen i perioden 1. juli til 31. august samt ved turneringer og opvisningskampe. Endvidere søger foreningerne om tilskud til at dække Københavns Idrætsanlægs ekstra lønudgifter. Alternativ uddannes medlemmer i foreningerne til kystlivreddere, hvilket anbefales.
Foreningerne har 90 medlemmer, der spiller vandpolo og ser projektet, som en enestående mulighed for at synliggøre vandpolo.
Det indstilles, at der alene gives tilladelse til afholdelse af turnerings og opvisningskampe. Baggrunden herfor er, at træningstid til foreningerne udelukker udvidet åbningstid for offentlige badegæster.
På baggrund af dialog med foreningerne er det aftalt, at de selv medfinansierer knap 50 % af den foreslåede bevilling, svarende til 14.500 kr. ekskl. moms (18.250 inkl. moms). Det indstilles, at kommunen finansierer restbeløbet på 15.000 kr. ekskl. moms.
SAGSBESKRIVELSE
Foreningerne "USG Svømning og Vandpolo" og Svømme og Gymnastikforeningen Hermes søger i brev af 2. december 2002 og e-mail af 4. januar 2003 (bilag 1 og 2) om tilskud på op til kr. 51.000 kr. ekskl. moms til at gøre det eksisterende havnebad ved Islands Brygge anvendeligt til vandpolo. Endvidere søges om tid til træning samt turnerings- og opvisningskampe og om tilskud på 4.000 kr. til aflønning af livredder.
Det nuværende havnebad ved Islands Brygge flyttes til Fisketorvet. Det er aftalt med ansøger, at projektet i givet fald gennemføres her. I dialog med ansøger er der fundet andre og billigere mål, som opfylder behovet. De samlede omkostninger beløber sig herefter til 29.000 kr. Heraf er foreningerne indstillet på at yde en medfinansiering på ca. 50 % af den foreslåede bevilling, svarende til 14.500 kr. ekskl. moms (18.250 inkl. moms), såfremt der bevilges 15.000 kr. ekskl. moms fra kommunen.
Om foreningerne
USG Svømning og Vandpolo har 160 medlemmer, hvoraf 40 spiller vandpolo, mens Svømme- og Gymnastikforeningen Hermes har omkring 1.400 medlemmer. Heraf spiller 40 vandpolo.
Både USG og Hermes spiller i 1. division på herresiden, hvor USG vandt DM-sølv i sæson 2002. Gennem et startfællesskab mellem USG, Hermes og Kvik-Kastrup blev København danmarksmestre på damesiden i sæson 2002.
Projektet – baggrund
Vandpolo udøves det meste af året i københavnske svømmehaller. Med havnebadet har klubberne øjnet en mulighed for at øge den offentlige og mediemæssige bevågenhed og tiltrække nye medlemmer til foreningerne.
Ansøgningen –
træningstid og enkeltstående aktiviteter
Foreningerne søger om tid til træning to gange om ugen i 1 ½ til to timer i perioden 1. juli til 31. august efter offentlig åbningstid. De planlægger at stille med mindst 14 spillere og op til 25-30 alt afhængigt af vejret.
Derudover ønsker de at kunne benytte anlægget til enkelte turneringer og opvisningskampe, bl.a. i forbindelse med Kulturhavn 2003 samt børne-, ungdoms- og skolearrangementer.
Sikkerhed og
kystlivreddere
På grund af den store vanddybde og ringe vandgennemsigtighed i havnebadet er der krav om, at der ved badet anvendes livreddere med kystlivredderprøven. Foreningerne søger derfor om 4.000 kr. pr. år til aflønning af kystlivreddere i Københavns Idrætsanlægs regi.
Forvaltningens vurdering
Ved Borgerrepræsentationens behandling af indstillingen om Etablering af badesteder 2003 (BR 118/03) indgik som en forudsætning, at åbningstiden skulle være fra kl. 11 til 19. Københavns Idrætsanlæg fremhæver, at en eventuel fordeling af faste tider til træning for vandpolospillerne uden for den almindelige åbningstid vil stille uhensigtsmæssige hindringer i vejen for i en periode med særlig godt vejr at holde længere åbent.
Københavns Idrætsanlæg påpeger samtidig, at der vil opstå en vanskelig situation og udsendes et uheldigt signal, hvis anlægget ryddes kl. 19.00 for mange offentlige badegæster, som efterfølgende kan se relativt få vandpolospillere benytte anlægget. Københavns Idrætsanlæg vurderer dog, at det er uproblematisk at imødekomme vandpolospillernes ønske om at afholde turneringer og opvisninger på anlægget.
Det vurderes, at foreningerne selv bør uddanne kystlivreddere, der kan forestå opsynet, hvorved kutyme fra øvrige svømmehaller følges.
På den baggrund indstilles det, at foreningerne bevilges 15.000 kr. ekskl. moms til indkøb af nødvendigt materiel samt, at foreningerne alene får tildelt tid i forbindelse med turneringer og opvisningskampe.
MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER
Indstillingen
har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Der anvises
kassemæssig dækning for 15.000 kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003,
Kultur og Fritid, konto 0.30.3 (renoveringspuljen).
Pulje |
2.100.000 kr. |
Skakturnering
Sigeman Øresund Cup |
80.000 kr. |
Skaterhockeybane
Ryparken |
598.000 kr. |
Holmen,
forprojektering |
180.000 kr. |
Pavilloner til
idræt (på dagsordenen 24.april 2003) |
754.000 kr. |
DGIs
sommerekspedition (på dagsordenen 24.april 2003) |
23.550 kr. |
Vandpolo ved
Fisketorvet (på dagsordenen 24.april 2003) |
15.000 kr. |
Motionssatsning
(på dagsordenen 24.april 2003) |
140.000 kr. |
X-hall (på
dagsordenen 24.april 2003) |
77.000 kr. |
I alt |
1.867.550 kr. |
Restbeløb efter
KFU-møde 24. april 2003 |
232.450 kr. |
BILAG
1. Ansøgning af 2. december 2002 fra USG og Hermes
2. E-mail af 4.januar 2003 fra USG og Hermes
Carsten Haurum
/ Pernille Vange