Håndtering af medlemsforslag om arbejdsmiljø for LGBT+ personer
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det tages til efterretning, at der ikke indarbejdes spørgsmål om LGBT+ personers arbejdsmiljø i Trivselsundersøgelsen.
- at det godkendes, at medlemsforslaget fra SF vedtaget på Økonomiudvalgets møde den 29. august 2017 hermed er håndteret.
Sagsfremstilling
SF fremsatte den 29. august 2017 over for Økonomiudvalget (ØU) et medlemsforslag om arbejdsmiljø for LGBT+ personer ansat i Københavns Kommune (bilag 1 til denne indstilling).
ØU godkendte forslaget, der indebar, at Økonomiforvaltningen (ØKF) med inddragelse af Det Centrale Samarbejdsorgan (CSO) blev pålagt at udarbejde forslag til, at kommende trivselsmålinger i kommunen indeholder spørgsmål, der kan afklare, hvordan LGBT+ personer oplever deres psykiske arbejdsmiljø, herunder om de oplever diskrimination, og om de har rum til at være åbne om deres privatliv på arbejdspladsen.
På baggrund af ØU’s beslutning forelagde ØKF et notat for CSO i forbindelse med CSO’s møde den 9. november 2017.
Der blev i dette notat foreslået en proces, som kunne finde anvendelse, hvis det blev besluttet, at der skal indgå spørgsmål til afdækning af LGBT+ problemstillinger i den kommende Trivselsundersøgelse.
Notatet indeholdt følgende oplæg til tidsplan:
- 20. februar 2018: Oplæg med proces for evt. udarbejdelse af spørgsmål til Trivselsundersøgelsen 2019 vedr. LGBT+ forelægges ØU.
- Juni-august 2018: En samlet spørgeramme inkl. eventuelle spørgsmål vedr. LGBT+ drøftes i den tværgående trivselsarbejdsgruppe. Trivselsarbejdsgruppen består af repræsentanter fra de syv forvaltninger samt repræsentanter for de faglige organisationer.
- September-oktober 2018: En samlet spørgeramme inkl. eventuelle spørgsmål vedr. LGBT+ forelægges for HR-kredsen med henblik på godkendelse.
- November-december 2018: En samlet spørgeramme inkl. eventuelle spørgsmål vedr. LGBT+ forelægges for CSO med henblik på godkendelse eller afvisning.
- Januar 2019: Den færdige spørgeramme afleveres til leverandøren af undersøgelsen, med henblik på gennemførelse af undersøgelsen.
- Februar-marts 2019: Trivselsundersøgelsen gennemføres.
-
April-maj 2019: Afrapportering af resultater, herunder afrapportering til Økonomiudvalget vedr. eventuelle LGBT+ spørgsmål.
Det fremgik af notatet, at ØKF havde overvejet, hvordan en indførelse af spørgsmål i Trivselsundersøgelsen, som retter sig mod en begrænset gruppe af ansattes trivsel, kunne gøres mest hensigtsmæssigt. Overvejelserne udmøntede sig til følgende principper for indførelsen af spørgsmålene i kommende trivselsundersøgelser:
-
Spørgsmål til afdækning af diskrimination inkorporeres i det eksisterende tema ”krænkende adfærd”.
-
Afrapportering vedr. LGBT+ spørgsmålene foregår alene på et overordnet niveau for at sikre anonymitet.
Det fremgik videre af notatet til CSO, at det er væsentligt at fastholde fokus på beslutningen om at holde spørgerammen så kort og relevant som muligt.
Løsning
CSO drøftede emnet på mødet den 9. november 2017. Af referatet fra mødet (bilag 2 til denne indstilling) fremgår følgende om punktet:
”Organisationssiden bemærkede, at indholdet af trivselsmålingen er aftalestof, og at man fra organisationssiden ikke er villig til at åbne spørgerammen i trivselsundersøgelsen med henblik på at medtage spørgsmål rettet mod én minoritetsgruppe.”
Trivselsundersøgelsen indgår i ”Aftale om trivsel og sundhed på arbejdspladserne” (bilag 3 til denne indstilling) som et område, hvor CSO har medindflydelse (jf. aftalens § 3, stk. 2, om, at kommunens øverste medindflydelses- og medbestemmelsesudvalg aftaler retningslinjer for indhold og opfølgning af trivselsmålinger). Forholdet er også nævnt i ”Aftale om oprettelse af centralt samarbejdsorgan i Københavns Kommune”. Der vil derfor ikke efter ØKF’s opfattelse kunne ske grundlæggende ændringer i spørgerammen for Trivselsundersøgelsen, herunder tilføjelse af spørgsmål rettet mod én særlig gruppe af medarbejdere, uden at såvel ledelses- som organisationssiden er enige i de foreslåede ændringer.
På baggrund af, at organisationssiden i CSO ikke kunne tilslutte sig forslaget, er det ØKF’s vurdering, at forslaget ikke vil kunne gennemføres. ØKF lægger derfor op til, at der ikke indarbejdes spørgsmål om LGBT+ personers arbejdsmiljø i Trivselsundersøgelsen.
Organisationssiden i CSO bemærkede, at en supplering af spørgsmål i Trivselsundersøgelsen rettet mod én særlig gruppe af medarbejdere i stedet kan indarbejdes som et generelt spørgsmål om, hvorvidt man som medarbejder har oplevet diskrimination. Bemærkningen gjorde sig også gældende i forhold til Københavns LGBT+ politik, som CSO drøftede udkast til på mødet den 9. november 2017. CSO bemærkede, at politikken i stedet for at rette sig mod én særlig gruppe af medarbejdere bør udarbejdes som en mangfoldighedspolitik, hvori LGBT+ området indgår.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt indstillingen følges, vil der ikke blive indarbejdet spørgsmål om LGBT+ personers arbejdsmiljø i Trivselsundersøgelsen.
Peter Stensgaard Mørch / Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 8: Håndtering af medlemsforslag om arbejdsmiljø for LGBT+ personer (2018-0050583)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. marts 2018
Radikale Venstre og SF fremsatte forslag om, at sagen blev udsat med henblik på yderligere oplysninger.
Sagen blev udsat med 8 stemmer imod 3 stemmer. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B og F.
Imod stemte: V, C og O.
Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Af respekt for CSO’s holdning ønsker Venstre og Det Konservative Folkeparti, at det allerede i dag tages til efterretning, at der ikke indarbejdes spørgsmål om LGBT+ personers arbejdsmiljø i Trivselsundersøgelsen 2019.”