Forslag til tillæg nr. 8 til Spildevandsplan 2008
Spildevandsplan 2008 blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 24. april 2008. Der er siden 2008 blevet fremlagt syv tillæg til spildevandsplanen. Forslag til tillæg nr. 8 har til formål at tilvejebringe det planmæssige grundlag for anlægsprojekter på spildevandsområdet.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende ”Forslag til Spildevandstillæg nr. 8 til Spildevandsplan 2008” (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
- at kompetencen til endeligt at vedtage ”Forslag til Spildevandstillæg nr. 8 til Spildevandsplan 2008” efter endt offentlig høring delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Københavns Kommunes håndtering af spildevand, herunder regnvand, er reguleret af en spildevandsplan, der er lovpligtig. Gennem tillæg til spildevandsplanen giver Københavns Kommune hvert år hjemmel til at regulere håndteringen af spildevand i skybruds- og klimatilpasningsprojekter samt byudviklingsområder.
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende tillæg nr. 8 til Spildevandsplan 2008 i offentlig høring og delegere beslutningskompetence for endelig vedtagelse af spildevandsplantillægget til Teknik- og Miljøudvalget.
Løsning
Med tillæg nr. 8 til Spildevandsplan 2008 igangsættes 1) 20 skybrudsprojekter, 2) tre projekter, hvor kloakken skal klimatilpasses ved at afkoble regnvand fra kloakken, 3) ændring af kloakeringsformen i otte byudviklingsområder, og 4) etablering af et renseanlæg til vejvand i Ørestad.
1. Skybrudssikring
Der skal igangsættes 20 skybrudsprojekter, jf. afsnit 6.4, 6.5 og 6.6 i bilag 2. 13 af skybrudsprojekterne er fra Projektpakke 2018, vedtaget af Borgerrepræsentationen den 22. juni 2017. Det drejer sig om projekter, hvor der skabes forsinkelse, så regnvand under skybrud tilbageholdes. Forsinkelsespladserne er centrale for skybrudssikringen af København, fordi forsinkelsespladserne vil modtage skybrudsvand fra store områder. Pladserne etableres i Bispeparken, to steder i Vigerslevparken, Lykkebo Skole, Kulbanevej, Grøndalsparken, Karens Minde og Fredens Park. Derudover skal der anlægges to projekter, som har til formål at bortlede skybrudsvand ved et konkret område ved Lygten Kanal og Carl Jacobsens Allé, samt etablering af en pumpestation i Kastelsgraven og renseanlæg til rensning af regnvand til hhv. Sortedams Sø og Peblinge Sø.
Der skal igangsættes to private skybrudsprojekter i samarbejde mellem forsyningsselskabet HOFOR og grundejerforeningerne, Gf. Verner og Gf. C.J. Frandsens Vej. HOFOR igangsætter desuden skybrudssikring af Amalienborg Slotsplads.
For at kunne gennemføre anlægsarbejdet af de store skybrudstunneler ved Valby, Svanemøllen og Kalvebod Brygge har HOFOR behov for midlertidigt at kunne erhverve arealer til etablering af skakte og arbejdspladser. HOFOR har derudover behov for, at der permanent erhverves arealer til bygværker og konstruktioner til driften af tunnellerne.
2) Klimatilpasning af kloakken
Kloakeringsformen i tre projektområder ved Bispeparken, Lygten Kanal og A.C. Meyers Vænge skal ændres fra fælleskloakeret til separatkloakeret, jf. afsnit 6.7 i bilag 2. Ved separatkloakering frakobles regnvand fra fælleskloakken, så der er større kapacitet i byens fælles kloaknet ved skybrud, idet bl.a. regnvand fra tage ledes væk i forbindelse med skybrudsprojekterne. Derved forebygges oversvømmelse og skader ved større mængder regn.
Ved projekterne Bispeparken og Lygten Kanal, som indgår i Projektpakke 2018, gennemføres separatkloakering i forbindelse med skybrudssikring. Idet tillægget muliggør, at kommunen kan meddele grundejer påbud om separatkloakering, forventer Teknik- og Miljøforvaltningen, at der meddeles 18 påbud, som omfatter 27 boligblokke med i alt 1.451 adresser i forbindelse med de to projekter. I tilfælde af påbud orienteres grundejer herom mindst fem år før og har derefter et år til at efterkomme påbuddet. Det vil sige, at påbud ved de to projekter skal være efterkommet senest den 24. juni 2024. Ved A.C. Meyers Vænge bygges nye boliger, hvor der ikke bliver behov for, at Københavns Kommune meddeler grundejer påbud om separatkloakering.
3) Afløbssystem i forhold til byudvikling, nykloakering og separatkloakering
Siden vedtagelsen af sidste tillæg til Spildevandsplan 2008, behandlet i Borgerrepræsentationen den 19. januar 2017, er der vedtaget otte lokalplaner, lokalplanforslag og startredegørelser, hvor kloakeringsformen skal ændres fra fælleskloak til separatkloak, jf. afsnit 6.1 i bilag 2. Det drejer sig om: Gadelandet, Elværksgrunden, dele af Grønttorvet, Ny Østergade, Strandlodsvej, Svanemøllens Kasserne samt Store Torv og Lille Torv i Tingbjerg.
4) Miljøkvalitet
I Ørestad Syd etablerer HOFOR et renseanlæg, som skal rense regnvand fra vejene i den sydlige del af Ørestad med efterfølgende udledning til Kalvebod Fælled, jf. afsnit 6.3 i bilag 2. I dag er vejvandet tilsluttet spildevandskloakken.
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler en delegation af den endelige kompetence til at vedtage tillægget til Teknik- og Miljøudvalget for at sikre en hurtigere implementering af kloakeringsændringer og skybrudsprojekterne. Ved delegation til Teknik- og Miljøudvalget forelægges Borgerrepræsentationen ikke sagen igen, med mindre høringen medfører væsentlige ændringer.
Økonomi
Indstillingen medfører økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, idet kommunen er grundejer på en enkelt etageejendom, som bliver omfattet af krav om separatkloakering. Ud fra COWIs analyse af udgifter til afkobling, vurderes udgifterne til separatkloakering af ejendommen, Tagensvej 186H, som indgår i afkoblingsprojektet ved Lygten Kanal, til at være 100.000-500.000 kr. Udgifterne afholdes af Økonomiforvaltningen som grundejer.
Tillægget vil desuden medføre udgifter for de grundejere ved Bispeparken og Lygten Kanal, der får meddelt påbud om afkobling af regnvand. COWI har vurderet, at de afledte udgifter som følge af påbud vil være 5.000-10.000 kr. pr. lejlighed i etageejendomme. Der er i lovgivningen ikke mulighed for, at hverken Københavns Kommune eller forsyningsselskab kan yde tilskud til private til dækning af udgifter til separering af kloakken på egen grund. Ifølge spildevandsbekendtgørelsens § 12 (Bek. 1469 af 12. december 2017) skal grundejer selv afholde de forbundne udgifter og betale for udførelsen som en engangsudgift, når afkoblingen etableres. Projekterne i dette tillæg omfatter alene etageejendomme.
Realiseringen af tillæggets projekter ligger generelt inden for HOFORs samlede investeringsramme for 2018. Vedtagelsen af tillægget vil ikke medføre en forhøjelse af taksterne for håndteringen af spildevand.
I Københavns Kommune er det praksis, at bygherre betaler for kloakeringen i forbindelse med byggemodninger. Som en del af fremtidssikringen af kloakken har det i en årrække været praksis at separatkloakere nye byudviklingsområder. Det reducerer regnvandsbelastningen af kloaksystemet og er samfundsøkonomisk det mest omkostningseffektive. Det medfører en udgiftsforøgelse i størrelsesorden 20-50 % for bygherre i forhold til at etablere fælleskloak.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt forslaget til spildevandsplantillægget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen tillægget i høring i otte uger. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af spildevandsplantillægget. Denne forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget i andet kvartal af 2018.
Borgerrepræsentationen forventes at få fremlagt en ny Spildevandsplan i 2018.
Pernille Andersen
/Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende ”Forslag til Spildevandstillæg nr. 8 til Spildevandsplan 2008” (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
- at kompetencen til endeligt at vedtage ”Forslag til Spildevandstillæg nr. 8 til Spildevandsplan 2008” efter endt offentlig høring delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 5. februar 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Alternativet og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi ønsker ikke, at Grøndalsåen skal vendes ud af byen. Vi ønsker at vandsystemet oprenses, og at vandet bruges rekreativt og som klimaressource i byen.”
Alternativet og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Lokal afledning og brug af regnvand i grønne løsninger i gårdene er et centralt element i planerne for klimatilpasning og skybrud, men der er ikke afsat nogen midler til at oplyse eller vejlede borgerne om dette aspekt af planerne. Alternativet og Enhedslisten ønsker en informationsindsats til borgerne, så LAR-elementet bliver et positivt tilvalg for borgerne, i stedet for at kommunen skal gennemføre dette med påbud.”
Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Spildevandtillæg nr. 8 sendes i høring med følgende bemærkninger fra Teknik- og Miljøudvalget: ”Såfremt der er konkrete grundejere, hvis omkostninger til separatkloakering væsentligt overstiger de anslåede gennemsnitlige beløb, skal dette fremgå eksplicit af den endelige sag til Teknik- og Miljøudvalget, og der skal så vidt muligt udarbejdes alternative og billigere løsninger”.”
Beslutning
Dagsordenspunkt 19: Forslag til tillæg nr. 8 til Spildevandsplan 2008 (2017-0413867)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. marts 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Enhedslisten og Alternativet videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 5. februar 2018:
”Vi ønsker ikke, at Grøndalsåen skal vendes ud af byen. Vi ønsker, at vandsystemet oprenses, og at vandet bruges rekreativt og som klimaressource i byen.”
Enhedslisten og Alternativet videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 5. februar 2018:
”Lokal afledning og brug af regnvand i grønne løsninger i gårdene er et centralt element i planerne for klimatilpasning og skybrud, men der er ikke afsat nogen midler til at oplyse eller vejlede borgerne om dette aspekt af planerne. Alternativet og Enhedslisten ønsker en informationsindsats til borgerne, så LAR-elementet bliver et positivt tilvalg for borgerne, i stedet for at kommunen skal gennemføre dette med påbud.”
Økonomiudvalget videreførte Teknik- og Miljøudvalgets protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 5. februar 2018:
”Såfremt der er konkrete grundejere, hvis omkostninger til separatkloakering væsentligt overstiger deanslåede gennemsnitlige beløb, skal dette fremgå eksplicit af den endelige sag til Teknik- og Miljøudvalget, og der skal så vidt muligt udarbejdes alternative og billigere løsninger.”