Høring af forslag til Handlingsplan for Vejstøj 2018-2023
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende at forslag til Handlingsplan for Vejstøj 2018-2023 (bilag 2) udsendes i offentlig høring i otte uger.”
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Københavns Kommune er ifølge Miljøstyrelsens bekendtgørelse om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner (BEK nr. 1309 af 21. december 2011) forpligtiget til at udarbejde en kortlægning af støj og handlingsplan herfor hvert femte år. Støj fra vejtrafik stammer hovedsageligt fra bilernes dæk, når personbiler kører mere end 35 km/t, uanset om bilen er drevet af benzin, diesel eller el. Derfor vil vejstøj også fremadrettet være en udfordring, som Københavns Kommune skal håndtere. Den nuværende Handlingsplan for Vejstøj 2013-2018 blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 12. december 2013 og løber til udgangen af 2018. Borgerrepræsentationen skal derfor tage stilling til at sende forslag til Handlingsplan for vejstøj 2018-2023 i offentlig høring.
Løsning
Københavns Kommune har siden 2008 igangsat indsatser for at reducere støj fra vejtrafik med tidligere handlingsplaner for vejstøj. Derudover bidrager særligt Fællesskab København med mål om at halvere antallet af stærkt støjbelastede boliger i 2025, svarende til en reduktion på i alt 17.500 boliger. Men også andre planer som KBH2025 Klimaplan, Ren Luft Plan, Handlingsplan for Grøn Mobilitet og Københavns Cykelstrategi 2011-2025 bidrager til at reducere støj fra vejtrafik med initiativer som at forbedre forhold for cyklister, strøggader, fremme af miljøvenlig kollektiv transport som metro, el-busser mv. Støj fra vejtrafik er et miljøproblem og udgør en helbredsrisiko for københavnere, idet trafikstøj kan give stress og sygdomme som forhøjet blodtryk, hjerte- og karsygdomme med for tidlige dødsfald som følge.
Evaluering af Handlingsplan for Vejstøj 2013-2018
Det er i forhold til stærkt støjbelastede boliger, at indsatserne i Handlingsplan for Vejstøj 2013-2018 har været målrettet. Støjkortlægning 2017 viser en væsentlig reduktion i antallet af stærkt støjbelastede boliger (over 68 dB) fra 35.000 boliger i 2012 til 22.800 boliger. Det betyder, at København er godt på vej til at indfri målet i Fællesskab København om at halvere antallet af stærkt støjbelastede boliger i 2025, og at ca. 7 % af den samlede boligmasse i dag er stærkt støjbelastet. Reduktionen er derved primært sket for den del af boligerne, der er mest støjbelastede, mens der i samme planperiode er sket en mindre reduktion i antallet af støjbelastede boliger fra 140.900 til 135.400 siden den seneste kortlægning i 2012. Det betyder samlet set, at ca. 45 % af den samlede boligmasse på i alt godt 304.000 boliger i dag er støjbelastet over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi på 58 dB.
Reduktionen i antallet af stærkt støjbelastede boliger skyldes, udover den teknologiske udvikling i form af nye mere støjsvage køretøjer og dæk, særligt initiativerne:
- Nedsættelse af hastigheden på mellemstore og store veje svarende til 23 km vejstrækning.
- Udlægning af 36 km støjreducerende asfalt.
- Krav vedrørende vejstøj i lokalplaner og nybyggerier.
Hertil kommer, at ca. 1.800 boliger, der ligger i støjbelastede områder, er blevet støjbeskyttet fx med støjdæmpende vinduer.
Ny Handlingsplan for vejstøj 2018-2023
I den ny Handlingsplan for Vejstøj 2018-2023 er det målet at reducere antallet af stærkt støjbelastede boliger med yderligere 7.400 boliger. Ved fuld implementering af handlingsplanen vil målet i Fællesskab København om at halvere antallet af stærkt støjbelastede boliger fra 35.000 i 2012 til 17.500 i 2025 være nået før tid. I handlingsplanen indgår tre temaer med syv indsatsområder. Indsatserne er en fortsættelse af tidligere indsatser. De er udvalgt, idet de kan bidrage til at reducere støj ved stærkt støjbelastede boliger i København, men også ved støjbelastede boliger:
Indsats |
Mål |
Finansiering |
Tema 1. Støj fra biler |
||
Støjreducerende vejbelægning
|
Udlægge 20 km vejstrækning pr. år (svarende til i alt 100 km støjreducerende asfalt i planperioden).
|
Implementeres og finansieres i videst muligt omfang som en del af kommunens overordnede vejgenopretningsprogram. Programmet indgår dels i Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme, dels i årlige budgetforhandlinger og lign. |
Igangsætte forsøg med nye typer vejbelægning herunder veje, der indgår i kommunens skybrudsprojekter med fokus på støj og at aflede vand ved skybrud. |
Finansieringsbehov af veje med støjreducerende asfalt (klimavej), der indgår i Københavns Kommunes 300 skybrudsprojekter, kan indgå i årlige budgetforhandlinger. Finansieringsbehov afhænger af det enkelte projekt, men er 10-20 % højere end almindelig vej. |
|
Støjsvage dæk til kommunale køretøjer |
Støjsvage dæk til alle kommunale køretøjer. Dækkene skal leve op til EU´s fremtidige grænseværdier på pt. 72 dB. |
Indgår i Teknik- og Miljøudvalgets egen budgetramme. |
Nedsættelse af hastighed på større veje |
Hastigheden nedsættes på 10 delvejstrækninger, hvor hastigheden er højere end 50 km/t. (Enkelte vejstrækninger kræver samarbejde og tilladelse fra politiet.)* |
Finansieringsbehov på op til 20 mio. kr. i planperioden kan indgå i årlige budgetforhandlinger. |
Tema 2. Støj fra vejtrafik i omgivelserne |
||
Lokalplanlægning i støjbelastede og støjfrie miljøer |
Målet er gennem analyse af eksisterende lokalplaner med stærkt støjbelastede udendørs opholdsområder samt optælling af lokalplaner med støjfrie miljøer at tilvejebringe viden om, hvordan der kan arbejdes med opfattelsen af udendørs støj. |
Indgår i Teknik- og Miljøudvalgets egen budgetramme. |
Tema 3. Støj i boliger mv. |
||
Støjreduktion i byfornyelsesprojekter |
Støjisolere 3.700 støjbelastede boliger. |
Finansieres i forbindelse med byfornyelsesprojekter. |
Innovative vinduesløsninger |
Udbrede innovative lydisolerende vinduesløsninger i nye støjbelastede boliger i København. |
Indgår i Teknik- og Miljøudvalgets egen budgetramme. |
Vedligeholdelse af skoler og daginstitutioner |
Støjreducerende tiltag på daginstitutioner og skoler med planlagt vedligehold fra 2018. |
Finansiering kan indgå i årlige budgetforhandlinger via Økonomiforvaltningen (Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID)). |
* Bekendtgørelse om lokale hastighedsbegrænsninger (BEK nr. 1486 af 13/12/2017) giver mulighed for, at kommunen nedsætter hastighed på veje med under 50 km/t.
Økonomi
Københavns Kommune har ikke handlepligt i forhold til Handlingsplan for Vejstøj. Det vil sige, at kommunen har pligt til at udarbejde en handlingsplan, men ikke til at finansiere og igangsætte indsatserne. Udmøntning af initiativerne i handlingsplanen, der ikke er omfattet af eksisterende budgetramme, vil derfor ske ved prioritering i bl.a. de årlige budgetforhandlinger.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt forslag til Handlingsplan for Vejstøj, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planen i høring i otte uger. Efter høringsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af Handlingsplan for Vejstøj. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen i tredje kvartal af 2018.
Teknik- og Miljøudvalget forventes på baggrund af medlemsforslag fra Radikale Venstre den 18. december 2017 at få forelagt drøftelsessag om retningslinjer for støjpolitik for Københavns Kommune medio 2018 og en politik for støj ultimo 2018. Handlingsplan for vejstøj vil indgå som en del af politik for støj.
Pernille Andersen
/Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende forslag til Handlingsplan for Vejstøj 2018-2023 (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 26. februar 2018
Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):
”At godkende at forslag til Handlingsplan for Vejstøj 2018-2023 (bilag 2) udsendes i offentlig høring i otte uger.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):
”At tiltaget med nedsættelse af hastigheden udgår.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke vedtaget med tre stemmer mod otte. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C, I og O.
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å.
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF3):
”At finansieringen af støjtiltag i boliger sker af ejeren.”
Ændringsforslaget (ÆF3) blev ikke vedtaget med to stemmer mod ni. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C og I.
Imod stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Dagsordenspunkt 18: Høring af forslag til Handlingsplan for Vejstøj 2018-2023 (2017-0386749)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. marts 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Finansiering af støjtiltag i boliger skal ske af ejeren.”