Principindstilling om etablering af et Innovationshus i Københavns Kommune
Principindstilling om oprettelse af et innovationshus med fokus på brugerinvolvering i Københavns Kommune skal behandles.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at Innovationshuset med fokus på brugerinvolvering oprettes i Københavns Kommune og placeres administrativt under Økonomiforvaltningen,
- at Økonomiforvaltningen primo februar 2015 vender tilbage med en indstilling til Økonomiudvalget med en varig finansieringsmodel, organisatorisk sammensætning samt fysisk placering af enheden.
Problemstilling
Løsning
Som led i udviklingen af bedre og mere innovative løsninger i kommunens opgaveløsning oprettes Innovationshuset i Københavns Kommune. Udgangspunktet er de nuværende opgaver i Koncernservice, Byggeri København og Københavns Ejendomme, men også f.eks. Erhvervsservice og Københavns Borgerservice. Koncernenhederne vil anvende Innovationshuset som led i udvikling og brugerinvolvering i opgaveløsningen. Alle forvaltningerne vil blive inddraget i den konkrete udformning af huset, ligesom forvaltningerne vil blive inviteret til at lade egne serviceområder indgå i Innovationshusets arbejde.
Målet er at skabe et fælles rum, hvor Innovationshuset faciliterer møder mellem både interne og eksterne kunder og leverandører, så der derefter kan udvikles præcise bestillinger og løsninger med et mere innovativt præg. Enheden bemandes derfor med brugerinvolverings- og innovationskonsulenter, der kan facilitere processer med inddragelse af alle relevante parter.
Der ændres ikke på bestiller-udfører modellen. Ansvaret for bestillingen er fortsat placeret i fagforvaltningen og ansvaret for udførslen i koncernenheden. Men der ændres ved bestillingsprocessen, således at selve brugerinvolveringen for udvalgte projekter sker med hjælp fra Innovationshuset, der skal styrke og professionalisere mødet mellem bestiller og udfører ved at koble de brugermæssige behov med den konkrete løsning, der leveres i koncernenhederne og udvikles i Københavns Kommune.
I forlængelse heraf skal det sikres, at den viden, som nu ligger decentralt i projektbestillingerne, bliver en fælles viden, som kan bidrage til innovation i opgavebestillingen. I opsamlingen af denne viden, og transformeringen til en fælles viden, vurderes der at være store potentialer for kommunen.
I bilag 1 er der udarbejdet en figur, der visualiserer Innovationshusets samarbejdsflader med forvaltninger, koncernenheder, brugere, borgere og leverandører.
Investeringsvinkel
Etableringen af Innovationshuset skal også ses i lyset af ønsket om at samle gode investeringscases op, som opstår i mødet mellem nøgleaktørerne. Disse kan efterfølgende indgå i de årlige budgetforhandlinger og overførselssager. Innovationshuset er således tiltænkt en aktiv rolle i udvikling og udmøntning af business cases.
Organisering
Innovationshuset placeres administrativt under Økonomiforvaltningen og forsøges placeret i Kødbyen. Forvaltningerne vil indgå i styringen af den fælles enhed. Dette sker gennem nedsættelse af en styregruppe for enheden med repræsentanter fra forvaltningernes direktioner samt direktørerne for koncernenhederne.
Økonomiforvaltningen er undervejs med at oprette et analyseteam som en del af centralforvaltningen, hvor analytiske og statistiske ressourcer samles. Dette team vil bl.a. kunne understøtte Innovationshuset med relevante nøgletal og data.
Der etableres en projektorganisation i Økonomiforvaltningen, som skal understøtte etableringen af Innovationshuset.
Økonomi
Denne principindstilling forholder sig udelukkende til selve etableringen af Innovationshuset. Finansiering af enheden vil i første omgang ske indenfor Økonomiudvalgets egen ramme. Evt. yderligere finansiering vil afhænge af forvaltningernes deltagelse. Der vil også blive set på muligheden for, at en del af bevillingen til anlægsprojekter, som i dag anvendes til brugerinvolvering i forvaltningerne, kan indgå i finansieringen af enheden.
Videre proces
Økonomiforvaltningen vil februar 2015 vende tilbage med et forslag til varig finansieringsmodel for Innovationshuset. I denne indstilling vil den organisatoriske sammensætning, herunder ophæng til budgetprocessen, den kompetencemæssige bestykning af enheden samt den fysiske placering ligeledes indgå.
I januar og februar 2015 vil der være en proces med fagforvaltningerne, hvor Innovationshusets virke i fællesskab defineres.
Beslutning
Dagsordenspunkt 8: Principindstilling om etablering af et Innovationshus i Københavns Kommune
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. januar 2015
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.