Forslag til tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 453 "Carlsberg II"
Tidligere beslutninger
1. At forslag til tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger, dog med følgende ændringer:
a. At forvaltningen tager kontakt til bygherre og gennem dialog søger at få byggefeltet vest for Gamle Carlsberg Vej trukket tilbage fra Valby Langgade som illustreret på forslag til revideret tegning 13B i bilag 6, som erstatter tegning 13B på side 32 i forslag til lokalplantillæg (bilag 1).
b. At signaturen på tegning 13 B på side 32 i forslag til lokalplantillæg for to bevaringsværdige træer langs Valby Langgade ændres fra ”bevaringsværdige træer, der må fældes” til ”bevaringsværdige træer, der skal bevares”, jf. revideret tegning 13 B i bilag 6.
c. At ”princip for træplantning” (nye træer) langs Valby Langgade justeres på side 23 i forslag til lokalplantillæg i forhold til de bevarede træer.
2. at der udover den lovpligtige borgerdialog bestående af 8 ugers høring og offentliggørelse på kommunens hjemmeside ”Bliv Hørt” afholdes et borgermøde.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Bygherren, der ejer cirka 1/3 af Carlsberg-området, ønsker at opføre et hovedsæde til 450 medarbejdere i og omkring Carl Jacobsens Have på Carlsberg. Hovedsædet forventes indflyttet medio 2018.
Tillægsområdet er omfattet af lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II” fra 2009, der er grundlag for at omdanne det tidligere bryggeriområde til et tæt og levende bykvarter med erhverv og boliger.
Gennemførelse af projektet forudsætter, at der udarbejdes et tillæg, der supplerer rammelokalplanen med detaljerede, byggeretsgivende bestemmelser. Tillægget vil i øvrigt supplere med detaljerede bestemmelser for bebyggelsens omfang og anvendelse, udformning af facader og stueetager, adgang til haven, udformning af byrum mv. Der henvises i øvrigt til bilag 4 Ændringer i forhold til rammelokalplanen. Status for planlægningen på Carlsberg fremgår af bilag 5 Nøgletal.
Løsning
Lokalisering af hovedsædet i Carlsberg Byen vurderes at understøtte virksomhedens brand såvel som Københavns grøn vækst vision, idet byggeriet placerer mange arbejdspladser i en stationsnær beliggenhed.
Carl Jacobsens Have rummer en stor herlighedsværdi med skulpturer og gamle træer, men er i dag lukket for offentligheden. Den ene del af haven er fredet. Med realisering af lokalplantillægget åbnes haven for offentligheden med to adgange, så det er muligt at passere gennem haven.
Tillægget fastlægger et byggefelt på op til 15.000 m2. Den største del af bygningen placeres i vest- og nordkanten af Carl Jacobsens Have, hvor den optager cirka halvdelen af den ikke-fredede del af haven. Via en overbygning over Gamle Carlsberg Vej forbindes den store bygning til en mindre bygning på vestsiden af vejen. Overbygningen over vejen opføres i to etager, gennembrudt af en stor lysskakt, så der kan trækkes dagslys ned i gaderummet. Af hensyn til det sårbare kulturmiljø trappes bygningen ned fra fire etager mod Valby Langgade til to etager mod de omkringliggende villaer, og teknik- og trappetårne etableres indenfor bygningens profil.
Tillægget stiller krav om bevaring af fire bevaringsværdige træer i haven og ét bevaringsværdigt træ vest for Gamle Carlsberg Vej samt, at der tages hensyn til bevaringsværdige træer på nabogrunden.
Der fastlægges principper for ny beplantning i haven samt på pladser og langs gader. I haven langs erhvervsbyggeriet må etableres en privat terrasse afgrænset af en vandrende og en tæt, lav beplantning. Formålet er at skabe opholdsmuligheder til de ansatte og hindre, at publikum i haven kan komme tæt på facaden. I den offentligt tilgængelige del af haven etableres bænke til ophold.
Der muliggøres en parkeringskælder til ca. 210 parkeringspladser på grunden vest for gaden, samt en gæsteparkering på terræn med maksimalt 35 pladser. Dette svarer til en parkeringsdækning på 1 plads pr. cirka 60 m2. Parkeringspladserne vil indgå i det samlede parkeringsregnskab for Carlsberg jf. kommuneplanens og rammelokalplanens p-norm, som er af størrelsesordenen 1 plads pr. 200 m2 og ikke må overstige 1 plads pr. 133 m2. Der er i dag 34 pladser på grunden, som benyttes af Carlsbergs forskningscenter.
Gamle Carlsberg Vejs profil øges med ca. 3-4 meter i bredden på strækningen langs hovedsædet for at skabe plads til kantstensparkering (4-5 pladser). I forbindelse med anlæg af den nye J. C. Jacobsens Gade (som er privat fællesvej) forventes det, at der indenfor tillægsområdet nedlægges i omegnen af 30 p-pladser. Af hensyn til mange besøgende på Carlsberg fastlægges fire parkerings- og afsætningspladser til turistbusser langs den fredede granitmur, der afgrænser haven mod syd.
Facader udføres i naturmaterialer i gyldne jordfarver i tråd med den særlige egenart på Carlsberg. Mod Carl Jacobsens Have udføres facaden med en høj grad af transparens.
Bebyggelsesprocenten for hele Carlsberg bydelen bliver cirka 185. Friarealprocent for erhverv er 10, hvor større, fælles tagterrasser kan medregnes. Cykelparkeringsnormen følger normen i rammelokalplanen og er 2 pladser pr. 100 m2 erhverv. Der henvises i øvrigt til bilag 3 Faktaark.
Byliv
Bygningens stueetager udformes med en detaljering og åbningsgrad, så de opleves attraktive at færdes langs. Mod strækninger langs Valby Langgade og den kommende Gamle Carlsberg Vej vil facaden fremtræde med 75 pct. glas i stuetagen og øvrige stueetager med minimum 50 pct. glas. Der etableres træplantning og opholdsmuligheder i et lille pladsrum, hvor gaden svinger rundt om haven, samt langs den fredede granitmur, der afgrænser haven mod syd. For at prioritere byrum til ophold og aktivitet etableres minimum 75 pct. af cykelparkeringen i konstruktion. Villaen Gamle Carlsberg Vej 8 fastlægges til helårsboliger. Syd for tillægsområdet planlægges i et senere tillæg for boligbebyggelse. Forvaltningen vurderer, at der således er en god blanding af funktioner, og at vejen vil opleves som en tryg og attraktiv forbindelse i byen.
Bæredygtighed
Rammelokalplanen bygger på en række bæredygtige principper om blandt andet stationsnærhed, fortætning, funktionsblanding og lavenergibebyggelse. Tillægget indeholder bestemmelser for grønne tage og skybrudsløsninger, som er identiske med de nye skybrudsbestemmelser, der foreslås i tillæg 4. Bygherre har meddelt, at erhvervsbyggeriet DGNB-certificeres.
Intern høring
Der er foretaget intern høring i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, herunder af Vesterbro og Valby Lokaludvalg. Lokaludvalgene mener, at en begrænsning af åbningstiden og adgangen til haven ikke er i overensstemmelse med de forventninger, der blev skabt med rammelokalplanen. Udvalgene lægger vægt på bygningens indpasning i området og den arkitektoniske kvalitet, samt at så mange store træer som muligt bevares. Valby Lokaludvalg mener, at bebyggelsen ikke bør være højere end 3 etager, og finder det vigtigt at begrænse terrænparkering til et minimum. Valby Lokaludvalg er bekymret for en trafikstigning på Valby Langgade. Vesterbro Lokaludvalg finder det tvivlsomt, om målet om en klimatilpasset og CO2 neutral bydel kan nås og gør opmærksom på, at der bør tages højde for skybrudsløsninger.
Forvaltningens bemærkninger
Tillægget sikrer mulighed for gennemgang gennem haven, og forvaltningen vurderer, at rammelokalplanens bestemmelse om lukning om natten med fordel kan fastholdes, således at den konkrete åbningstid besluttes i forbindelse med den kommende sagsbehandling. Her er forvaltningen indstillet på, at der ved dispensation kan meddeles tilladelse til en kortere åbningstid, for eksempel 8-21 om sommeren og 10-17 om vinteren. Der muliggøres byggeri i op til 4 etager - som i rammelokalplanen - men med krav om nedtrapning til 2-3 etager af hensyn til omgivelserne. Tillægget indeholder bestemmelser om materialekvalitet samt konkrete krav til udformning af stueetager og overbygning over vejen. Der stilles krav om bevaring af træer og nyplantning, herunder også begrønning omkring terrænparkeringspladsen. Der indarbejdes nye bestemmelser om skybrudsløsninger. Forvaltningen vurderer endeligt, at tillægget ikke vil medføre en trafikstigning på Valby Langgade i forhold til den forventede trafik i rammelokalplanen.
Miljøvurdering
Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Borgerdialog
I samarbejde med bygherren og Vesterbro og Valby Lokaludvalg afholdes et borgermøde med besigtigelse af haven og omgivelserne.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.
Videre proces
Efter politisk behandling sendes planforslaget i høring i 8 uger.
Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen august 2015.
Pernille Andersen /Torben Gleesborg
Oversigt over politisk behandling
- at forslag til tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger.
- at der udover den lovpligtige borgerdialog bestående af 8 ugers høring og offentliggørelse på kommunens hjemmeside ”Bliv Hørt” afholdes et borgermøde.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 15. december 2014
Ø stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:
At forslag til tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger, dog med følgende ændringer:
a. At forvaltningen tager kontakt til bygherre og gennem dialog søger at få byggefeltet vest for Gamle Carlsberg Vej trukket tilbage fra Valby Langgade som illustreret på forslag til revideret tegning 13B i bilag 6, som erstatter tegning 13B på side 32 i forslag til lokalplantillæg (bilag 1).
b. At signaturen på tegning 13 B på side 32 i forslag til lokalplantillæg for to bevaringsværdige træer langs Valby Langgade ændres fra ”bevaringsværdige træer, der må fældes” til ”bevaringsværdige træer, der skal bevares”, jf. revideret tegning 13 B i bilag 6.
c. At ”princip for træplantning” (nye træer) langs Valby Langgade justeres på side 23 i forslag til lokalplantillæg i forhold til de bevarede træer.
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Dagsordenspunkt 15: Forslag til tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 453 "Carlsberg II"
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. januar 2015
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.