Mødedato: 13.01.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Udmøntning af midler til mentorordning for børn og unge 12 - 16 år fra udsatte områder

Se alle bilag
Der skal tages stilling til udmøntning af midler til en mentorordning for unge mellem 12 og 16 år fra udsatte områder. Midlerne blev bevilliget i budget 2015.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at godkende udmøntning af 0,8 mio. kr. i 2015, 1,45 mio. kr. årligt i 2016-2017 og 0,35 mio. kr. i 2018 til en mentorordning for børn og unge mellem 12 og 16 år. Bevillingen er afsat i budget 2015,
  2. at godkende overordnede vilkår og proces for udbud af mentorordningen, herunder beskrivelserne af henholdsvis de børn og unge, der kan visiteres til ordningen som mentees og de frivillige voksne, som kan rekrutteres til ordningen som mentorer, som beskrevet i nærværende indstilling,
  3. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til efter udbud at indgå kontrakt med en eller flere tilbudsgivere,
  4. at godkende, at der ikke kan afgives interne kontrolbud af kommunale institutioner eller selvejende institutioner med kommunal driftsaftale,
  5. at godkende, at visitation af børn og unge til ordningen, efter aftale med Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen, sker via udvalgte tilbud i disse to forvaltninger.

Problemstilling

Med budget 2012 blev der afsat midler til et to årigt pilotprojekt om frivillige mentorordninger for udsatte børn og unge. Der blev på den baggrund igangsat to mentorordninger for hhv. unge mellem 13 og 17 år og unge mellem 18 og 25 år. Midlerne til ordningerne udløb i juni 2014 og på baggrund af evalueringen af de to mentorordninger, blev der i budget 2015 bevilliget midler til at fortsætte en mentorordning for børn og unge mellem 12 og 16 år fra udsatte områder.  

Formålet med mentorordningen er at tilbyde børn og unge fra udsatte områder en mentorrelation til en frivillig voksen, som rekrutteres i samarbejde med en frivillig organisation. Det er ligeledes den frivillige organisation, der påtager sig - i samarbejde med den visiterende fagforvaltning - at matche mentorer og mentees med hinanden, og at rådgive mentorerne løbende om deres ansvar og opgaver i forhold til deres mentee. Der er bevilliget midler til, at ordningen kan køre i fire år.

Det var i budgetnotatet i forbindelse med vedtagelse af Budget 2015 anført, at: ”Den konkrete udmøntning af forslaget, herunder fastlæggelse af kravspecifikationer for udbud af mentorordningen vil efterfølgende blive forelagt til politisk godkendelse.” Nærværende indstilling udgør den lovede politiske fremlæggelse.

Løsning

Hvem kan afgive tilbud på mentorordningen?

Mentorordningen vil efter udbud skulle drives af en ekstern organisation, der skal stå for rekruttering af frivillige voksne mentorer, matchning af mentorer og mentees samt løbende opfølgning og effektdokumentation. Alle frivillige organisationer, der arbejder systematisk med at skabe relationer mellem voksne frivillige og børn og unge, kan afgive tilbud på mentorordningen. Den tilbudsgiver, der vælges skal indgå samarbejdsaftaler med udvalgte tilbud i Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen. Det foretrækkes at indgå samarbejde med frivillige organisationer, der allerede har etableret en organisation omkring rekruttering og understøttelse af mentorer. Forslag til kravspecifikationer for udbuddet af mentorordningen fremgår af bilag 1.

Hvem kan blive tilbudt et mentorforløb?

Målgruppen består af børn og unge i alderen 12-16 år (fremover kaldet unge) fra udsatte områder af byen, og er målrettet de unge, som på den ene eller anden måde er sårbare og mangler kvalificerede voksne, som de kan drøfte forhold omkring uddannelse, fremtidsønsker og fritidsliv med. Det er medarbejdere på de udvalgte tilbud i Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen, som står for at udvælge og rekruttere unge til at indgå i mentorforløbene. En ung kan blive tilbudt et mentorforløb såfremt de lokale medarbejdere vurderer, at det er et tilbud, som den unge kan have gavn af og er motiveret for at deltage i. Evalueringen af mentorordningen, der kørte fra 2012 til 2014 viste i den forbindelse, at det er vigtigt, at de unge betragter det at blive tilbudt en mentor, som noget prestigefyldt frem for et tilbud, der kun gives til de mest udsatte unge.

Mentorordningen må aldrig være en erstatning for et kommunalt tilbud efter f.eks. Serviceloven eller Dagtilbudsloven, men alene et supplement hertil. 

Hvem kan blive mentorer?

Den frivillige organisation, der driver mentorordningen, skal inddrage et eller flere af følgende kriterier i rekrutteringen af frivillige mentorer for unge mellem 12 og 16 år:

  • Voksne ressourcestærke personer i beskæftigelse og med egen familie.
  • Personer, som har erfaring med frivilligt socialt og relationsskabende arbejde med udsatte børn og unge eller som mentorer.
  • Frivillige voksne rollemodeller fra børnenes egen netværk/familie – som børnene eventuelt selv er med til at udvælge og skabe kontakt til (f.eks. voksne i omgangskredsen).

Der vil blive indhentet børneattest for mentorerne inden de matches med en ung, og der skal ligeledes foreligge en straffeattest. Eventuelle forhold på straffeattesten vil i de konkrete tilfælde blive vurderet efter Børne- og Ungdomsforvaltningens retningslinjer herfor.

Hvilke områder skal mentorordningen tilbydes i?

I Københavns Kommunes Politik for Udsatte Byområder, er der udpeget 6 udsatte byområder. Det drejer sig om Nørrebro, Bispebjerg/Nordvest, Tingbjerg/Husum, Amager/Sundby, Vesterbro/Kgs. Enghave og Valby/Vigerslev. Da mentorordningen netop er målrettet børn og unge fra udsatte områder vil det som udgangspunkt være i disse seks områder, ordningen vil blive tilbudt. Hvilke tilbud i Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen, som i de enkelte områder konkret skal involveres i at rekruttere mentees, vil blive afklaret i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen.

Hvor mange kan blive tilbudt en mentor?

De organisationer, som afgiver tilbud på at drive mentorordningen skal beskrive hvor mange match mellem mentorer og mentees, de vil kunne gennemføre. Det endelig antal unge, der vil blive tilbudt en mentor kendes derfor først når udbudsrunden er afsluttet og en af tilbudsgiverne er udvalgt. På baggrund af den forrige mentorordning kan det dog forventes, at der vil blive lavet mindst 350 match på de fire år. I 2018, som er sidste år hvor der er bevilling til mentorordningen, vil der som udgangspunkt ikke blive foretaget flere match idet et mentorforløb for såvel mentees og mentorers skyld, samt af hensyn til mulighederne for at evaluere på effekten efterfølgende, helst skal vare mindst et helt år. Det giver på den baggrund ikke mening at igangsætte nye forløb i det sidste år ordningen kører.

Hvad er mentorordningens forventede effekt?

Målsætningen for mentorordningen er at tilbyde børn og unge mellem 12 og 16 år fra udsatte områder et mentorforløb af et års varighed med en frivillig voksen mentor. Mentorordningen vil også fremadrettet indgå i den årlige Sikker By afrapportering på effekt og evidens, herunder i rangeringen af de kriminalpræventive indsatser. Der vil blive afrapporteret på hvor succesfuld mentorordningen er i forhold til at påvirke deltagernes motivation og engagement for skole og fritidsliv, samt hvorvidt de unge bliver mere afklarede om deres fremtidsønsker og forbedrer deres personlige selvværd. Fra forskning i mentorordninger ses det, at netop et aktivt fritidsliv og fastholdelse i skolen er væsentlige faktorer i forhold til at forebygge at unge påbegynder en kriminel løbebane. Således er det langsigtede effektmål for mentorordningen at reducere ungdomskriminalitet og øge trygheden i de enkelte lokalområder.

Økonomi

Der er i budget 2015 afsat 0,8 mio. kr. i 2015, 1,45 mio. kr. årligt i 2016-2017 og 0,35 mio. kr. i 2018 til en mentorordning for børn og unge mellem 12 og 16 år. Hovedparten af beløbet vil gå til den organisation, som efter udbudsprocessen udvælges til at drive mentorordningen. Herudover er der afsat et mindre beløb til kompensation for lønudgifter hos de involverede kommunale tilbud, som bidrager til rekruttering og fastholdelse af unge i mentorforløb. Kompensationen til de kommunale institutioner vil som udgangspunkt blive beregnet på baggrund af antal etablerede match mellem en ung og en voksen mentor og udbetalt en gang årligt.

Den konkrete fordeling af de afsatte midler fremgår af nedenstående tabel.

(1.000 kr. – 2015 p/l )

2015

2016

2017

2018

I alt

Mentorordning for 12-16 årige unge – drevet af ekstern organisation

600

1.150

1.150

250

3.150

Kompensation for lønudgifter til involverede tilbud i BUF og SOF

200

300

300

100

900

Udgifter service i alt

800

1.450

1.450

350

4.050

BUF= Børne- og Ungdomsforvaltningen
SOF= Socialforvaltningen

Midlerne foreslås udmøntet til Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, service, funktion 5.28.21.1.

Videre proces

Såfremt Økonomiudvalget godkender indstillingen, sættes mentorordningen i offentligt udbud, hvorefter den bedst egnede tilbudsgiver udvælges. Det forventes, at der kan indgås kontrakt med den valgte organisation om administration af mentorordningen, herunder ansvar for rekruttering og screening af mentorer, i marts 2015. De første mentorrelationer imellem voksne frivillige mentorer og unge mellem 12 og 16 år kan formentlig indgås inden sommerferien i 2015. 

Beslutning

Dagsordenspunkt 11: Udmøntning af midler til mentorordning for børn og unge 12 - 16 år fra udsatte områder

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. januar 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top