Mødedato: 13.01.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Metroselskabet I/S: 3. kvartalsrapport 2014

Se alle bilag

Metroselskabet I/S har fremsendt selskabets kvartalsrapport for 3. kvartal 2014 til interessenternes (ejernes) orientering.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

    1.    at orientering om Metroselskabet I/S' kvartalsrapport for 3. kvartal 2014 tages til efterretning.

Problemstilling

Metroselskabet I/S ejes af Københavns Kommune (50 pct.), staten v/ Transportministeriet (41,7 pct.) og Frederiksberg Kommune (8,3 pct.). Selskabets formål er at varetage projektering og anlæg af en Cityring og at stå for drift og vedligehold af den samlede Metro i København.

3. kvartalsrapport 2014 viser et resultat før ned- og afskrivninger på 186 mio. kr. Årets resultat for 3. kvartal 2014 udgør et underskud på 2.260 mio. kr.

Løsning

3. kvartalsrapporten blev godkendt af Metroselskabets bestyrelse på bestyrelsesmødet den 28. november 2014 og er vedlagt i bilag 1.

Kvartalsrapporten forelægges Økonomiudvalget til orientering med følgende bemærkninger:

Metroselskabets 3. kvartalsrapport 2014 viser et resultat før ned- og afskrivninger på 186 mio. kr., hvilket er 14 pct. bedre end ankerbudgettets resultat før ned- og afskrivninger på 163 mio. kr.

Årets resultat for 3. kvartal 2014 udgør et underskud på 2.260 mio. kr., som er påvirket af, at markedsværdireguleringen i perioden har været negativ med 2.213 mio. kr. på grund af en faldende rente. Markedsværdiregulering budgetteres ikke.

Markedsværdireguleringen er udtryk for, at Metroselskabet har indgået renteswaps, som vil give renteudsving over tid, men som totalt set over en given periode vil give et fornuftig fast renteafkast af Metroselskabets kapital og hensættelse.

Årets resultat for 3. kvartal 2014 før markedsværdiregulering udgør et underskud på 48 mio. kr., hvilket er 59 pct. bedre end ankerbudgetters resultat før markedsregulering på minus 118 mio. kr.

Det forventede resultat for 2014 er et underskud på 3.952 mio. kr. efter markedsværdiregulering, og et underskud på 1.739 mio. kr. før markedsværdiregulering.

Egenkapitalen var ultimo september 2014 på 1.888 mio. kr. med en egenkapitalandel på 12 pct.

Der var 41,3 mio. passagerer med Metroen i de første 9 måneder af 2014 mod budgetteret 41,2 mio. Der forventes et samlet antal passagerer i 2014 på 56,8 mio.

Økonomiudvalget skal desuden orienteres om følgende opmærksomhedspunkter vedrørende Cityringsbyggeriet:

1. Støj - Cityringen 
Det nye reguleringsregime for støj har været gældende siden den 1. juli 2014. Efterfølgende har der været afholdt et møde med Transportministeriet, hvor Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Metroselskabet har udvekslet erfaringer. Det blev aftalt, at Transportministeriet opdaterer og tydeliggør enkelte regler i byggepladsbekendtgørelsen, og at Københavns Kommune udarbejder et forslag til problemløsning vedrørende håndtering af baggrundsstøj, som forstyrrer støjmålingerne i håndhævelsessituationen. Arbejdet er i gang med assistance fra den eksterne rådgiver DELTA.

2. Erstatningsaftaler som følge af støj – Nabopakkebekendtgørelsen
Nabopakkebekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juli 2014, og Metroselskabet har udsendt 4.320 aftaler til borgere/husstande om kompensation, hvoraf 517 husstande er 100 pct. kompensationsberettigede. Pr. den 15. oktober 2014 er der indgået 3.745 aftaler om kompensation, hvoraf 489 aftaler vil udløse 100 pct. kompensation. De 575 naboer/husstande, der ikke har returneret aftalen, har modtaget en rykker fra Metroselskabet.

Pr. den 15. oktober 2014 er der kommet 22 anmodninger om, at Metroselskabet bør overtage en ejendom/lejlighed tæt ved en Metro byggeplads. Efterfølgende er der afsendt 18 tilbud om overtagelse fra selskabet, hvoraf 8 er accepteret.

Det skal nævnes, at der er 30 sager omfattet af nabopakkebekendtgørelsen, der er blevet indbragt for Ekspropriationskommissionen. Endvidere er der 4 ejendomme, der ønsker genhusning.

3. Praktik- og lærlingepladser – Cityringen 

Kontrakt

August

September

Civil Works

28

36

Transport Systems

0

0

I alt

28

36

Forventet i forhold til partnerskabsaftalen

28-50

54-78

 

Metroselskabet forventer at kunne skabe yderligere 10-15 praktikpladser i resten af 2014, blandt andet indenfor elektriker og VVS fagene. 

4. Arbejdsulykker - Cityringen

Der er fokus på arbejdsulykker og 'nær-ved hændelser' på Cityringen. Ulykkesfrekvensen var lidt over landsgennemsnittet i august måned og lidt under i september måned, men stadig over Metroselskabets målsætning. Desuden har der været et negativt udsving i antal ulykker hen over sommeren, som blandt andet er blevet håndteret ved ekstra informationsindsatser og intensiveret tilsyn på de værst ramte arbejdspladser: Trianglen, Marmorkirken, Nuuks Plads, Sønder Boulevard og Frederiksberg Allé.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Sagen forelægges ikke for Borgerrepræsentationen. 




Mikkel Hemmingsen               /  Anne Skovbro

Beslutning

Dagsordenspunkt 10: Metroselskabet I/S: 3. kvartalsrapport 2014

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. januar 2015

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top