Spildevandsplan 2004 (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Spildevandsplan 2004 (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 13. januar 2004
J.nr. ØU 418/2003
5. Spildevandsplan 2004 (Miljø- og Forsyningsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,
at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender "Forslag til Spildevandsplan 2004",
at sagen forelægges Økonomiudvalget til høring og Borgerrepræsentationen til godkendelse, og
at forslaget efterfølgende offentliggøres med en høringsperiode på 8 uger.
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2003
Miljø- og Forsyningsforvaltningen omdelte under mødet en ny formulering af afsnittet "Indstilling":
"Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at forslag til Spildevandsplan 2004 godkendes og efterfølgende offentliggøres med en høringsperiode på 8 uger."
Indstillingen blev herefter tiltrådt.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det dog skal bemærkes, at udgifterne til de i Spildevandsplanen foreslåede aktiviteter skal holdes indenfor de økonomiske rammer som Borgerrepræsentationen beslutter for Miljø- og Forsyningsudvalget."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. januar 2004
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Den generelle tilstand i
kommunens marine og ferske vandområder er ikke på et niveau, der opfylder de
målsætninger, som er vedtaget som gældende retningslinier i kommuneplanen og
omfattet af vedtagne vandområdeplaner. Derfor er der planlagt en omfattende
indsats, hvis mål er at forbedre tilstanden, så de vedtagne målsætninger for
vandområderne opfyldes. Endvidere sikres badevandsmålsætningen i samtlige
havneområder, og der udvikles metoder til reduktion af forurening af
havneområderne fra vejarealer.
Intentionerne med
forslaget til Spildevandsplan 2004 er at leve op til de målsætninger, som
Borgerrepræsentationen har fastsat i Kommuneplan 2001 for miljøtilstanden i
søer, vandløb og marine vandområder. Med gennemførelsen af planen, der omfatter
en 12-årig periode, vil kommunen have gennemført det nødvendige i eget regi for
at leve op til målene. De endelige mål nås dog kun i et samarbejde med omegnskommunerne.
Samarbejdet med omegnskommunerne foregår dels i
konkrete, direkte forhandlinger, dels i regi af Lynettefællesskabet.
Spildevandsplanen opstiller såvel overordnede mål for kommunens spildevandshåndtering som specifikke mål for de enkelte indsatsområder, som omfatter nykloakeringer, renovering, forbedring af arbejdsmiljø, herunder fokus på spildevandets kvalitet og miljøforbedringer i marine og ferske vandområder. For hvert af disse indsatsområder er endvidere opstillet handlings-, tids- og økonomiplaner.
Forslaget er udarbejdet inden for rammerne af det idéoplæg,
som Miljø- og Forsyningsudvalget tidligere har drøftet og prioriteret. Prisen
for at gennemføre Spildevandsplan 2004 er nu ca. 1,67 mia. kr. over de næste 12
år (nutidsværdi på 1,38 mia. kr.) mod de i "Ideoplæg til Spildevandsplan 2004"
oprindeligt forventede 1,8 mia. kr., hvilket svarede
til 150 mio. kr. pr. år og dermed en fastholdelse af aktivitetsniveauet i
Spildevandsplan 2000.
Udgifterne takstfinansieres. "Forslag til Spildevandsplan 2004" opererer med 2 scenarier, et med en takststigning i 2005, og et med en løbende justering i henhold til en 3% prisstigning.
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget forslaget til spildevandsplan, skal det offentliggøres med en høringsperiode på 8 uger. Herefter kan Borgerrepræsentationen vedtage planen endeligt.