HR-redegørelse 2006
HR-redegørelse 2006
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 12. december 2006
J.nr. ØU 465/2006
3. HR-redegørelse 2006
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget:
- Tager HR-redegørelse 2006 med anbefalinger til efterretning.
- Tilslutter sig at der iværksættes et tværgående udviklingsprojekt med henblik på at gøre de næste års HR-redegørelser mere fremadrettede og handlingsorienterede.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. december 2006
Taget til efterretning, henholdsvis godkendt.
Behandling: Iværksættes.
RESUME
HR-redegørelsen 2006 har særligt fokus på 4 indsatsområder, der i øvrigt skal kædes sammen med de indsatser, der er vedtaget med budgetaftalen 2007, og som omhandler Københavns Kommune som attraktiv arbejdsplads. De fire indsatsområder er:
- MUS/GRUS og medarbejderudviklingsplaner
- Kvindeandelen i kommunens øverste ledelse
- Ny løn som ledelsesredskab
- Forbedring af det psykiske arbejdsmiljø.
De første 3 indsatsområder blev udpeget af kredsen af administrerende direktører som opfølgning på HR-redegørelsen 2005.
I forbindelse med SF's medlemsforslag (BR 611/05) besluttede ØU på sit møde den 20. juni 2006, at forvaltningerne skulle redegøre for arbejdet med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø i forbindelse med den årlige HR-redegørelse (jfr. ØU 246/2006).
De administrerende direktører har drøftet indholdet i redegørelsen og finder, at redegørelsen giver anledning til at iværksætte nedennævnte initiativer som opfølgning.
De administrerende direktører vil endvidere iværksætte et tværgående udviklingsarbejde med redegørelsens form og indhold med henblik på at gøre de fremtidige redegørelser mere fremadrettede og handlingsorienterede.