Plan for KLIKK-programmet (Kvindelige Ledere i Københavns Kommune)
Plan for KLIKK-programmet (Kvindelige Ledere i Københavns Kommune)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 12. december 2006
J.nr. ØU 471/2006
2. Plan for KLIKK-programmet (Kvindelige Ledere i Københavns Kommune)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler overfor Borgerrepræsentationen, at Borgerrepræsentationen godkender
- At "Plan for "Kvindelige ledere i Københavns Kommune"/KLIKK-programmet" påbegyndes i foråret 2007 ved at igangsætte arbejdet med at fremme rekrutterings- og forfremmelsespraksisserne samt at påbegynde ledertalentprogrammet.
- At de tildelte midler fra budget 2007 finansierer aktiviteterne i "Plan for "Kvindelige Ledere i Københavns Kommune"/KLIKK-programmet" i perioden 2007-09, hvilket inkluderer initiativer vedrørende:
1. udvikling af ledertalenter – etablering af to talentpuljer,
2. bedre rekrutterings- og forfremmelsespraksisser.
- At aktiviteter med det formål at fremme familievenligheden på Københavns Kommunes arbejdspladser samt de foreslåede seminarer og møder afholdes indenfor Center for Koncernservices eksisterende budget til HR-udvikling.
- At udgifterne forventes at udgøre 4,9 mio. kr. (2007 p/l) i 2007 og 2,9 mio. kr. (2007 p/l) i 2008, og at disse udgifter afholdes af det afsatte beløb på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning drift, funktion 6.45.51.1.
- At der med denne indstilling gøres op med medlemsforslag BR557/05 om flere kvindelige ledere.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. december 2006
Anbefalet.
Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
"C, V og O bemærker, at der aldrig må skabes tvivl om at Københavns Kommune skal ansætte de bedste ledere. At ansætte kvinder, alene pga. køn og ikke faglighed vil kun skabe større problemer for ligestilling mellem kønnene."
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
Kvinder er underrepræsenterede blandt lederne på niveau 1 og 2[1] i Københavns Kommune. Nogle af hovedårsagerne til denne fordeling antages at skyldes den ulige fordeling af barselsorlov og manglende fleksibilitet i forhold til arbejdstid. Det antages, at kommunen ved ikke i højere grad at forfremme kvindelige medarbejdere går glip af en række kvinders lederkvalifikationer og dermed lider et effektivitets- og kompetencetab.
Klare målsætninger og
den øverste ledelses opbakning til og aktive indsats i programmet er afgørende.
Hidtidige generelle målformuleringer om lige muligheder erstattes af bindende
og konkrete målsætninger med aktiviteter indenfor 3 indsatsområder jfr. vedhæftede
plan:
1. udvikling af ledertalenter – etablering af to talentpuljer,
2. bedre rekrutterings- og forfremmelsespraksisser,
3. fremme familievenlighed for kommunens ledere.
[1] Niveau 1 består af forvaltningernes administrerende direktører og direktionsmedlemmerne i de øverste direktioner, og altså ikke alle medarbejdere med titel af "direktør". Niveau 2 udgøres af ledere (herunder direktører), der refererer til direktører og direktionsmedlemmer. Niveau 3 består af ledere med medarbejdere under sig.