Mødedato: 12.11.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Ændring af delegation af kompetence fra Borgerrepræsentationen til henholdsvis Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til ændringer i de gældende delegationer af kompetence fra Borgerrepræsentationen til Økonomiudvalget samt fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen.

Dette skyldes ændringer i Økonomiforvaltningens personale samt et behov for at gennemføre mindre redaktionelle ændringer i de gældende delegationer.

Herudover har Borgerrepræsentationen tidligere vedtaget en række konkrete delegationer, der med denne indstilling indarbejdes i oversigten over delegationerne fra henholdsvis Borgerrepræsentationen til Økonomiudvalget samt fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at administrerende direktør i Økonomiforvaltningen, Søren Hartmann Hede, kontorchef Torben Pilgaard, Økonomiforvaltningen, kontorchef Per Justesen, Økonomiforvaltningen og vicekontorchef Pia Mørkedal, Økonomiforvaltningen, hver for sig og i forening med overborgmesteren eller en af næstformændene kan medunderskrive dokumenter vedrørende Københavns Kommunes køb og salg af ejendomme, jf. bilag 5, pkt. 4,
  2. at administrerende direktør i Økonomiforvaltningen, Søren Hartmann Hede, i forening med overborgmesteren eller en af næstformændene kan medunderskrive dokumenter vedrørende Københavns Kommunes optagelse af lån og garantiforpligtigelser, jf. bilag 5, pkt. 5,
  3. at indstillingens redaktionelle ændringer tages til efterretning.

Problemstilling

Delegationsfortegnelsen blev senest ændret på Borgerrepræsentationens møde den 18. januar 2018.

Der er derfor behov for, at Borgerrepræsentationen grundet ændringer i Økonomiforvaltningens personale samt på grund af flytningen af administrationen af kommunes økonomiske rettigheder, bemyndiger de nævnte medarbejdere til hver for sig og i forening med overborgmesteren eller en af næstformændene til at medunderskrive dokumenter vedrørende henholdsvis Københavns Kommunes køb og salg af ejendomme, jf. bilag 5, pkt. 4 og Københavns Kommunes optagelse af lån og garantiforpligtigelser, jf. bilag 5. pkt. 5.

Der er desuden et behov for at gennemføre mindre redaktionelle ændringer for så vidt angår delegationerne til Metroselskabet I/S, jf. bilag 5. pkt. 22. 

Økonomiforvaltningen har derudover opdateret oversigten over delegationerne grundet allerede vedtagne beslutninger i Borgerrepræsentationen, jf. bilag 4, pkt. 5 og bilag 5, pkt. 16 og pkt. 28. Se nærmere herom i afsnittet Løsning.

I bilag 4 og 5 er der markeret med rødt, der hvor der er behov for ændringer i de gældende delegationer. I bilag 6 er der en samlet oversigt over forslagene til ændringerne sammenholdt med de eksisterende delegationer.

Løsning

Bemyndigelser

Det følger af lov om kommunernes styrelse § 32, stk. 1, at dokumenter vedrørende henholdsvis kommunens køb og salg af fast ejendom samt optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtigelser, skal underskrives af kommunalbestyrelsens formand eller næstformand (næstformænd) og en person, der er bemyndiget dertil af kommunalbestyrelsen.

Der er ingen begrænsninger i lov om kommunernes styrelse med hensyn til, hvem der kan udpeges, men det er forudsat, at det enten er et medlem af Borgerrepræsentationen eller en person, der er ansat i kommunen. Det bemærkes, at det ikke er tilstrækkeligt, at beføjelsen som medunderskriver er tildelt indehaveren af en bestemt stilling f.eks. "den administrerende direktør". Der er intet til hinder for, at Borgerrepræsentationen udpeger flere personer.

Søren Hartmann Hede tiltræder pr. 1.december 2019 som administrerende direktør i Økonomiforvaltningen og Torben Pilgaard er pr. 1. august 2019 tiltrådt som kontorchef i Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID).

I forhold til dokumenter vedr. kommunens køb og salg af fast ejendom indstiller Økonomiforvaltningen på baggrund af disse ansættelser samt på baggrund af flytningen af administrationen af kommunes økonomiske rettigheder (se nærmere hertil nedenfor), at Søren Hartmann Hede, kontorchef Torben Pilgaard, kontorchef Per Justesen og vicekontorchef Pia Mørkedal bemyndiges til hver for sig og i forening med overborgmesteren eller en af næstformændene at kunne medunderskrive dokumenter af den ovennævnte karakter. Herudover er direktør Søren Tegen Pedersen fortsat bemyndiget til at medunderskrive dokumenter af den ovennævnte karakter.

Administrationen af de økonomiske rettigheder, herunder Københavns Kommunes rettigheder til tilbagekøb af ejendomme, blev pr. 1. maj 2019 flyttet fra KEID til Kontoret for Selskaber og Aktivstrategi (nu Kontoret for Selskaber og Rettigheder), mens opgaverne i forhold til køb og salg af øvrige ejendomme fortsat administreres af KEID. I praksis vil kontorchef Per Justesen og vicekontorchef Pia Mørkedal derfor alene underskrive dokumenter vedr. tilbagekøbsrettigheder, mens kontorchef Torben Pilgaard vil underskrive øvrige dokumenter vedr. køb og salg af ejendomme.

I forhold til dokumenter vedr. kommunes lån og garantiforpligtigelser indstiller Økonomiforvaltningen endvidere, at administrerende direktør Søren Hartmann Hede bemyndiges til i forening med overborgmesteren eller en af næstformændene at kunne medunderskrive dokumenter af den ovennævnte karakter. Herudover er direktør Mads Grønvall og kontorchef Jesper Ralfkiær Jørgensen fortsat bemyndiget til at medunderskrive dokumenter af den ovennævnte karakter.

De navngivne personer er fremhævet med rød skrift i bilag 5, pkt. 4 og 5 samt bilag 6.

Redaktionelle ændringer

Derudover er der behov for at foretage mindre redaktionelle ændringer i delegationerne vedrørende Metroselskabet I/S, jf. bilag 5, pkt. 22. Her udgår måltallene vedrørende anlægsbudgettet, således at delegationerne ikke skal opdateres, når der sker justeringer i anlægsbudgettet. Fjernelsen af måltallene har ikke betydning for delegationerne, og måltallene fremgår allerede af Metroselskabets årsrapport. 

 

Tidligere vedtagne beslutninger

Der er endvidere behov for tilføjelser til de nuværende delegationer fra henholdsvis Borgerrepræsentationen til Økonomiudvalget samt fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen, som følge af allerede vedtagne - og ikke tidligere indarbejde - beslutninger i Borgerrepræsentationens møder:

- Borgerrepræsentationens møde den 28. april 2016 vedrørende generalforsamlingskompetencen i Københavns kommunes Solcelleselskab Aps, jf. bilag 4, pkt. 5, samt kompetencen til at udpege en chef fra Københavns Kommunes Ejendomme og Indkøb, som ulønnet direktør for Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS, jf. bilag 5, pkt. 24, 

- Borgerrepræsentationens møde den 22. november 2018 vedrørende bemyndigelse til at ansøge Energistyrelsen om dispensation for selskabsdannelse samt nettoafregning for solceller, jf. bilag 5, pkt. 28.

- Borgerrepræsentationens møde den 19. september 2019 vedrørende beslutning om forhøjelse af beløbsgrænsen til at modtage erstatning ved anlæg på kommunes ejendomme og modtage tillægskøbesum fra 1.000.000 kr. til 5.000.000 kr., jf. bilag 5, pkt. 16.

Der henvises her til bilag 4 og 5, hvor ændringerne er markeret med rød skrift samt til bilag 6, hvor ordlyden af de konkrete ændringer er gengivet og markeret med rød skrift i sammenligning med de eksisterende delegationer.

Det bemærkes, at der ikke ændres i de øvrige delegationer. Bilag 1-3 der dog vedlagt indstillingen for fuldstændighedens skyld.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Indstillingen forventes at blive behandlet på Borgerrepræsentationens møde den 21. november 2019, og vil efterfølgende blive offentliggjort på kk.dk.

Søren Tegen Pedersen                               /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 9. Ændring af delegation af kompetence fra Borgerrepræsentationen til henholdsvis Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen (2018-0329457)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. november 2019

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top