Mødedato: 12.11.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Aftale om biogasanlæg og status for langtids-prognose for I/S Amager Ressourcecenter

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal senest 1. december 2019 tage stilling til I/S Amager Ressourcecenters (ARC) plan for størrelse, finansiering og placering af biogasanlæg ved Solrød Bioenergi i samarbejde med biogasselskabet Bigadan, jf. tillægsaftale af 7. maj 2018 mellem de fem ejerkommuner i ARC.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at I/S Amager Ressourcecenters planer om håndtering af bioaffald for så vidt angår størrelse, finansiering og placering, jf. ejerkommunernes aftale pr. 7. maj 2018, jf. bilag 2, godkendes,
  2. at orientering om I/S Amager Ressourcecenters økonomi, jf. bilag 3 om langtidsprognose 2019, tages til efterretning.

Teknik- og Miljøudvalget anbefalede indstillingen i sit møde den 4. november 2019.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 21. juni 2018 en tillægsaftale om genopretning af økonomi og CO2-fortrængning mellem ejerkommunerne i ARC, jf. bilag 4. Af tillægsaftalen fremgår af punkt 5, ”At selskabet anlægger et bioforgasningsanlæg baseret på behandling af mindst 30.000 ton bioaffald om året, og at der inden udgangen af 2018 tages stilling til anlæggets størrelse, finansiering og placering.” Fristen er efterfølgende blevet forlænget i alle ejerkommuner til senest 1. december 2019. Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til størrelse, finansiering og placering af biogasanlæg. Indstillingen forelægges samtidig kommunalbestyrelserne i Dragør, Frederiksberg, Hvidovre og Tårnby Kommune.

Løsning

ARCs anbefaling er jf. bilag 2 en løsning, hvor ARC anlægger et forbehandlingsanlæg i Solrød og indgår en langtidskontrakt om bioforgasning med Solrød Bioenergi ApS, der ejes af Bigadan. Løsningen er billigere end den nuværende behandlingsløsning, indebærer mindre lastbiltransport og kan gennemføres, så ARC kan behandle ejerkommunernes bioaffald inden udgangen af 2021.

ARCs biogasløsning erstatter den nuværende behandling, hvor bioaffald fra husholdninger i København omlastes, forbehandles i Glostrup (bioaffaldet pulpes til mos og rejekt i form af fejlsorteringer, bioposer mv. frasorteres og køres til forbrænding) og omsættes til biogas på Hashøj Biogas ved Slagelse. Det gødningsholdige restprodukt udnyttes på marker omkring biogasanlægget. Der er tale om våd biogasteknologi, som giver mere biogas end tør teknologi jf. bilag 5.

I den anbefalede løsning bliver bioaffaldet forbehandlet på ARCs nye anlæg i Solrød og bioforgasset på Solrød Bioenergi ApS, som biogasselskabet Bigadan etablerer og driver. Forbehandlingsanlægget får en kapacitet på 50.000 ton bioaffald pr. år. Kapaciteten svarer til ejerkommunernes forventninger til, hvor meget bioaffald der indsamles. Det afgassede organiske materiale afsættes til jordforbedring for at udnytte fosfor og andre næringsstoffer, hvor målet er at afsætte til økologisk landbrugsjord. Modellen for et samarbejde med Bigadan er juridisk gennemgået af ARCs advokat. ARC forventer på baggrund af enighed med Bigadan om hovedvilkårene at indgå aftalen i starten af 2020, forudsat at ejerkommunerne godkender aftalen.

Anlæggets økonomi

ARC forventer, at omkostningerne til behandling af bioaffald bliver 325 kr. pr. ton, hvilket dækker både investeringen i forbehandlingen på ca. 62 mio. kr. og nettoudgifterne til drift af anlægget. Endelig behandlingspris vil afhænge af ARCs anlægsprojektering, der gennemføres primo 2020 og igangværende kontraktforhandlinger med Bigadan. I det løsningsforslag, som blev tiltrådt i alle ejerkommunerne i juni 2018 (vedtaget i Borgerrepræsentationen den 21. juni 2018), var taksten på ca. 420 kr. pr. ton, hvilket omfattede en anlægsinvestering på ca. 120 mio. kr. Løsningen i Solrød indebærer således færre omkostninger til behandling end det, som ejerkommunerne godkendte med ARCs plan for genanvendelse og CO2-reduktion i juni 2018.

Placering og myndighedsforhold

Den påtænkte placering i Solrød ligger hensigtsmæssigt med kort afstand fra hovedstadskommunerne, tæt ved motorvejstilslutning og i åbent land med god afstand til tæt boligbebyggelse. Det nye anlæg placeres ved siden af det eksisterende anlæg Solrød Biogas, der er ejet af Solrød Kommune og drives af Bigadan. Anlægget giver ikke væsentlige gener. Den eksisterende lokalplan indbefatter Bigadans nye biogasanlæg med opgraderingsanlæg og tilslutning til naturgasnettet i oktober 2019. Der er indledt dialog med Solrød Kommune vedrørende miljøgodkendelse for det nye anlæg, Solrød Bioenergi ApS.

Klimagevinst

Ifølge ARC er den direkte årlige klimagevinst på 7.540 ton CO2. Den er knyttet til den samlede affaldsmængde på 50.000 ton bioaffald fra de fem ejerkommuner. På grund af en større affaldsmængde end tidligere forventet er klimaeffekten også større end tidligere beregnet. Ejerkommunerne kan indregne den forventede besparelse i deres klimaregnskaber, som svarer til kommunens ejerandel i ARC, jf. bilag 6. Bigadan opgraderer biogassen til naturgaskvalitet og gassen distribueres via naturgasnettet. Dermed kan biogassen benyttes i hovedstadsområdet.

Transportbelastning

COWI har for ARC beregnet CO2-emissionerne fra transporten af bioaffald i hele behandlingskæden. Transport-CO2 udgør 3 % af den samlede gevinst. COWI har for Københavns Kommune desuden beregnet en CO2-besparelse på 67 % sammenlignet med Københavns nuværende behandlingsløsning, jf. bilag 7.

ARCs langtidsprognose

ARC-aftalen, jf. bilag 4, er indgået for at genoprette ARCs økonomi. ARC har vurderet, at biogasløsningen ikke forringer ARCs økonomi på længere sigt, jf. bilag 3. Det er forudsat i langtidsprognosen, at det forbrændingsegnede rejekt (restprodukt) fra forbehandlingsanlægget, som kan udgøre op til ca. 15 % af de tilførte mængder, afbrændes på ARC. Det skal undersøges om der er mulighed for at genanvende hele mængden eller dele heraf. Hvis beregninger viser, at genanvendelse af rejektet får væsentlig betydning for forbrændingsanlæggets økonomi, giver det anledning til fornyet politisk behandling i ejerkommunerne.

Forvaltningernes vurdering

ARCs planer er i overensstemmelse med den indgåede aftale mellem ejerkommunerne vedrørende størrelse, finansiering og placering af biogasanlæg. Aftalen med Bigadan, hvor der indgår en videre afsætning af det afgassede organiske materiale til landbrugsjord, vurderes at fremme mulighederne for at sikre, at løsningen realiseres i henhold til tidsplanen (ultimo 2021).

Ved realisering af de nævnte planer vurderes tillægsaftalen af 7. maj 2018 at være opfyldt, så der kan ske import af affald til forbrænding fra 2020. Import af affald vurderes at være påkrævet for, at der kan ske en genopretning af selskabets økonomi.

Alternativ

ARC har, jf. bilag 2, undersøgt to alternativer, der begge opfylder tillægsaftalen:

ARC etablerer forbehandling og biogasanlæg på Prøvestenen

Alternativet har større investeringsomkostninger og højere behandlingspris end Solrød løsningen. Dette skyldes, at der både er anlægsomkostninger til forbehandlings- og biogasanlæg, samt at anlægget ikke kan opnå biogasstøtte efter de hidtidige støtteordninger, som afskaffes fra 1. januar 2020. Lokalplanen omfatter ikke biogasanlæg og en ny lokalplanproces er ikke igangsat. Desuden er afstanden til tæt bymæssig bebyggelse kort.

ARC etablerer forbehandlingsanlæg ved ARC med bioforgasning hos Solrød Bioenergi

Dette alternativ giver den billigste løsning. Den vil dog give lidt mere transport-CO2 og øget trafikbelastning. Desuden er placeringen af forbehandlingsanlægget tæt på bymæssig bebyggelse. Der vurderes at være større sikkerhed for at kunne realisere løsningen, hvis det vælges at placere forbehandlingen i direkte tilknytning til biogasanlægget i Solrød, hvor den eksisterende lokalplan allerede dækker biogasaktiviteter, og hvor placeringen er i åbent land med god afstand til tæt boligbebyggelse. Mulighederne er opsummeret i tabel 1:

Tabel 1

Prøvestenen

Egen forbehandling og bioforgasning

Solrød-løsningen

Egen forbehandling og ekstern bioforgasning

 

Anbefaling

ARC/Solrød

Egen forbehandling og ekstern bioforgasning

 

Investering

120 mio. kr.

62 mio. kr.

62 mio. kr.

Behandlingspris

540 kr. pr. ton

325 kr. pr. ton

260 kr. pr. ton

CO2 besparelse

7.450 ton pr. år

7.450 ton pr. år

7.450 ton pr. år

Klimaplanen

100 %

65 %

65 %

Kørsler pr. år

 

900 færre end ARC/Solrød

 

Kørte km pr. år

 

25.000 km færre end ARC/Solrød

 

Økologisk restprodukt

Ja

Ja

Ja

Areal

Prøvestenen / Kraftværksvej

Til rådighed

Prøvestenen / Kraftværksvej

Nabogener

Margretheholm

Ingen

Margretheholm

Myndighedsforhold

Usikkert

Uproblematisk

Usikkert

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, orienterer Økonomiforvaltningen ARC. Forudsat alle ejerkommunernes tiltrædelse vil ARC fremsende anmodning om godkendelse af lånegaranti vedrørende forbehandlingsanlægget i ejerkommunerne i 2. kvartal 2020. Låneanmodning sker på baggrund af, at ARC har foretaget en nærmere projektering. I den forbindelse fremsender ARC forslag til vedtægtsændringer, hvor behandling af bioaffald kompetenceoverdrages til ARC.

 

Søren Tegen Petersen               /Søren Wille

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at I/S Amager Ressourcecenters planer om håndtering af bioaffald for så vidt angår størrelse, finansiering og placering, jf. ejerkommunernes aftale pr. 7. maj 2018, jf. bilag 2, godkendes,
  2. at orientering om I/S Amager Ressourcecenters økonomi, jf. bilag 3 om langtidsprognose 2019, tages til efterretning.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 4. november 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partiet finder, at biogas er en dyr, men kritisk byggeklods for den langsigtede energisystemomstilling. Det er i den forbindelse ikke afgørende, om biogasanlægget er ”kommunenært”. Dog notater Alternativet sig, at når man sammenholder CO2-emissionerne ved transport af bioaffaldet med dennes samlede gevinst, reduceres udledningen fra transporten fra ca. 7 % i det nuværende scenarie til ca. 2 % i Solrødsscenariet.”

Beslutning

Dagsordenspunkt 10. Aftale om biogasanlæg og status for langtids-prognose for I/S Amager Ressourcecenter (2019-0262926)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. november 2019

Direktør for I/S Amager Ressourcecenter (ARC), Jacob Hartvig Simonsen og Per Justesen, kontorchef i Økonomiforvaltningen, var tilstede under behandling af sagen af hensyn til sagens oplysning.

 

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 11 stemmer mod 0. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F og C.

Imod stemte: -

Undlod at stemme: V.

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre er fortsat kritisk overfor genopretningsplanen, som indebærer en hjemtagning af affaldsindsamling for mindst 250 mio. kr. Vi støtter dog på de givne vilkår placeringen af et biogasanlæg i Solrød, og stemmer derfor for indstillingens første punkt. Til gengæld kan vi ikke stemme for indstillingens andet punkt, da den fremlagte langtidsprognose ikke indeholder nogle tal og derfor dårligt kan siges at udgøre en reel prognose.”

Til top