Lokalplan "Ålandsgade-karreen" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Lokalplan "Ålandsgade-karreen" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 12. november 2002
J.nr. ØU 269/2002
16. Lokalplan "Ålandsgade-karreen" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
[s1]Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at lokalplan "Ålandsgade-karreen" vedtages endeligt med ændring af § 5, stk. 1, om bebyggelsesplan, og konsekvensrettelser i § 4 og § 10 samt erstatning af tegning nr. 27.530 med tegning nr. 27.614 alt med forbehold for resultatet af den fornødne supplerende høring i henhold til planlovens § 27, stk. 3, hvor høringsfristen fastsættes til 14 dage. Endvidere justeres § 8, idet bestemmelsen om bygas udgår.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det til ovennævnte lokalplan hørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages endeligt.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2002
Anbefalet.
Økonomiudvalgets beslutning: [s2]Anbefalet.
[s3]Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
[s4]Lokalplanforslaget med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 samt det samtidige forslag til byfornyelsesbeslutning for "Ålandsgade-karreen" har været offentliggjort i perioden fra 3. juni til den 3. september 2002. Der er modtaget 19 henvendelser om byfornyelsesforslaget, hvoraf 8 også vedrører lokalplanforslaget. Henvendelserne vedrører hovedsageligt bebyggelsens omfang og placering samt passagen mellem Ålandsgade og Geislersgade.
Forvaltningen har i indstillingen om endelig vedtagelse af byfornyelsesbeslutningen foreslået, at nedrivning af ejendommen Geislersgade 12-14 bortfalder. Som konsekvens heraf foreslås lokalplanens bebyggelsesplan ændret, således at karreen, i stedet for at opdeles i to som oprindelig tænkt, bibeholdes som en sammenhængende karré. Derved er den i § 4, stk. 3 og 5, fastlagte passage mellem Ålandsgade og Geislsergade ikke gennemførlig, og bestemmelserne herom udgår derfor. I konsekvens heraf justeres ordlyden i § 5 stk. 1, § 4 stk. 4, og § 10, stk. 2. Som følge af ovenstående ændringer erstattes lokalplantegning nr. 27.530 med 27.614, der er vedlagt som en del af bilag D. Endvidere justeres § 8 for så vidt angår bygas, idet der ikke er hjemmel til at optage bestemmelse herom i en lokalplan.
Ændringerne er af et omfang, der i henhold til planlovens § 27, stk. 3, kræver en supplerende høring. Høringen foreslås gennemført efter behandlingen i Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget således, at resultatet af høringen sammen med de pågældende indstillinger om vedtagelse af lokalplan, kommuneplantillæg og byfornyelsesbeslutning samtidig forelægges for Borgerrepræsentationen i forbindelse med sagens endelige behandling. Der foreslås en høringsperiode på 14 dage.
Lokalplanen vil også efter ovennævnte ændringer være i overensstemmelse med det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001, der derfor foreslås vedtaget uændret.