Agenda 21 strategi og plan for Københavns Kommune (Økonomiudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Miljø- og Forsyningsudvalget)
Agenda 21 strategi og plan for Københavns Kommune (Økonomiudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Miljø- og Forsyningsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 12. november 2002
J.nr. ØU 271/2002
15. Agenda 21 strategi og plan for Københavns Kommune (Økonomiudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Miljø- og Forsyningsudvalget)
INDSTILLING
[s1]Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der udarbejdes en Agenda 21 strategi og plan for Københavns Kommune i henhold til Planlovens § 33a og Dogme 2000, og
at strategi og plan udarbejdes i overensstemmelse med den i denne indstilling beskrevne proces, samt
at der i alt over perioden 2002-2004 anvendes 1,5 mio. kr. til opgaven. Udgifterne deles ligeligt mellem Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen.
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 28. oktober 2002
Tiltrådt.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2002
Anbefalet.
RESUME
[s2]I foråret 2000 vedtog Folketinget en ændring af Planloven (ny § 33a), der indebærer, at amter og kommuner en gang hvert 4. år skal udarbejde en redegørelse, der beskriver strategien for deres lokale Agenda 21-arbejde (lovbekendtgørelse nr. 518 af 11. juni 2000). Derudover besluttede Københavns Kommune den 13. juni 2001 at gå ind i det kommunale miljøsamarbejde Dogme 2000. Dogme 2002 indeholder tre dogmer, hvoraf et af dem er, at der skal udarbejdes en plan for forbedring af miljøet, også kaldet en Agenda 21 plan.
Arbejdet med Agenda 21 strategien i Københavns Kommune er
delt i to; dels en status, dels en strategi og plan. Miljøkontrollen
har, i samarbejde med de øvrige forvaltninger, udarbejdet et statusnotat. Statusnotatet
danner udgangspunkt for det videre arbejde med Agenda 21 strategi og plan. Notatet er vedlagt denne indstilling som bilag.
Formålet med en Agenda 21 strategi og plan er at formulere en vision for bæredygtig udvikling i København, og at visionen forankres i strategier, prioriteringer og konkrete handlinger i kommunen samt hos borgere og erhvervsliv.
Med en Agenda 21 strategi og plan opfylder kommunen kravene i Planlovens § 33a og i Dogme 2000.
Agenda 21 strategi og plan indeholder både nye mål og indsatser, såvel som mål og indsatser, der allerede er politisk vedtaget i anden sammenhæng. Det betyder, at kommunens dialog med borgerne om de nye mål og indsatser vil supplere de eksisterende og forudgående dialoger, der har været f.eks. om Trafik- og Miljøplanen. Det foreslås at borgerdialogen i forbindelse med Agenda 21 strategi og plan udgøres af en indledende research omkring borgernes holdninger, løbende debat med ekstern følgegruppe, offentlig debat om visioner, strategier samt forslag til konkrete tiltag, samt en afsluttende høring.
Der nedsættes en styregruppe og en projektgruppe med deltagelse af repræsentanter fra Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen. Alle forvaltninger vil dog blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af strategien og planen.
Agenda 21 strategi og plan skal være politisk tiltrådt inden udgangen af 2003. Det foreslås, at processen deles i en visions- og strategidel og en plandel. Dette giver mulighed for drøftelse af de politiske visioner og strategier midtvejs i processen.
De samlede udgifter i forbindelse med udarbejdelsen af en Agenda 21 strategi og plan anslås at udgøre 1,5 mio. kr. fordelt over perioden 2002, 2003, 2004. Det foreslås, at udgifterne fordeles ligeligt mellem Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen, og afholdes over de tre forvaltningers drift.
SAGSBESKRIVELSE
[s3]Baggrund
Agenda 21 – en dagsorden for det 21. århundrede
På FN's konference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992 tilsluttede Danmark sig, sammen med 180 andre lande et handlingsprogram for bæredygtig udvikling. Københavns Kommune deltog i udarbejdelse af den lokale Agenda 21 i forbindelse med Rio konferencen.
En Agenda 21 er således en strategi for at tilvejebringe en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede. Agenda 21 bygger på helhedssyn og tværsektorielt samarbejde, borgerdeltagelse, kredsløbstankegang, samt det globale og langsigtede perspektiv.
Københavns Kommune har i flere år arbejdet aktivt med Agenda 21 området, men der er ikke hidtil udarbejdet en samlet Agenda 21 strategi i kommunen. Det forestående arbejde med Agenda 21 strategi og plan er således en fortsættelse og en videreudvikling af den hidtidige indsats.
Planloven
I foråret 2000 vedtog Folketinget en ændring af Planloven (ny § 33a, jf. lovbekendtgørelse nr. 518 af 11. juni 2000), der indebærer, at amter og kommuner en gang hvert 4. år skal udarbejde en redegørelse, der beskriver strategien for deres lokale Agenda 21-arbejde indenfor følgende indsatsområder:
· Fremme af en bæredygtig byudvikling og byomdannelse
· Mindskelse af miljøbelastningen og ressourceforbruget
· Fremme af biologisk mangfoldighed
· Inddragelse af befolkningen og erhvervslivet i det lokale Agenda 21-arbejde
· Fremme af et samspil mellem beslutningerne vedrørende miljømæssige, trafikale, erhvervsmæssige, sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, kulturelle og økonomiske forhold
Ifølge Planlovens § 33a skal strategien være politisk tiltrådt inden udgangen af 2003.
Dogme 2000
Københavns Kommune besluttede den 13. juni 2001 at gå ind i det kommunale miljøsamarbejde Dogme 2000, der indeholder følgende tre overordnede dogmer:
1) Menneskets påvirkning af naturen skal måles
2) Der skal udarbejdes en plan for forbedring af miljøet, også kaldet en Agenda 21 plan, og det offentlige skal gå forrest
3) Miljøarbejdet skal forankres
Dogme 2000 udgør en overordnet ramme for miljøarbejdet i kommunen. Udarbejdelsen af Agenda 21 strategi og plan er således et delprojekt i Dogme 2000.
Agenda 21 - statusnotat
Miljøkontrollen har, i samarbejde
med de øvrige forvaltninger, udarbejdet et statusnotat. Statusnotatet danner udgangspunkt for
det videre arbejde med Agenda 21 strategi og plan. Notatet
er vedlagt denne indstilling som bilag.
Statusnotatet giver en status
indenfor bæredygtig byudvikling, miljøbelastning og ressourceforbrug, biologisk
mangfoldighed, dialog med borgere og erhvervsliv samt den tværsektorielle
indsats i kommunen. Disse områder er omfattet af Planlovens § 33a.
Statusnotatet viser blandt andet følgende:
Bæredygtig
byudvikling og byomdannelse
I Kommuneplan 2001 er det et mål at sikre, at udbygningen af Ørestad, omdannelsen af de ældre industri-, militær og havnearealer, byfornyelsen, kvarterløftprojekterne og udbygningen af infrastrukturen bidrager til at gøre København til en miljømæssigt bæredygtig storby.
De overordnede visioner og mål for bæredygtig udvikling, der fremgår af kommuneplanen, er ofte er langsigtede strategier. Det kan derfor være svært at vurdere, hvor langt kommunen er kommet i forhold til disse overordnede mål og visioner.
Miljøbelastning
og ressourceforbrug
Miljøbelastning og ressourceforbrug indeholder status på en række traditionelle miljøområder som f.eks. vand, jord, grundvand, affald, luft og støj. Kommunen er generelt nået langt eller har godt overblik over situationen indenfor temaerne vand og pesticider. De store udfordringer ligger derfor indenfor temaerne jord, affald og trafikrelaterede områder (luftforurening og støj). Der er derudover behov for mere fokus på produkter og ressourceforbrug, herunder særligt på udviklingen af mål og indikatorer.
Biologisk
mangfoldighed
Det er kommunens mål at styrke, forbedre og udbygge byens grønne struktur af større naturområder og parker til gavn for de mennesker, der bor, arbejder eller er på besøg i byen. På nuværende tidspunkt eksisterer der ikke en decideret politik/strategi for fremme af biologisk mangfoldighed i kommunen. Der er dog netop iværksat "Projekt bynatur", hvis formål er at udvikle indikatorer for bynaturens kvalitet.
Dialog
med borgere og erhvervsliv
Generelt set er dialog mellem Københavns kommune, borgerne i byen og erhvervslivet omkring lokal agenda 21 aktiviteter højt prioriteret i kommunen.
Der er udarbejdet et koncept for dialog med borgere om byens fysiske planlægning relateret til specielt lokal-, kvarterløfts- og kommuneplaner samt trafikplaner. Københavns Kommune gør yderligere en stor indsats for at informere og indgå i dialog med borgere og erhvervslivet om miljøforhold. Derimod har borgerne ikke i samme omfang været inddraget i de traditionelle sektorplaner som f.eks. grundvandsplan, spildevandplan og affaldsplan.
Tværgående
indsats
Den overordnede ramme for den tværgående indsats vedrørende
Agenda 21 arbejde i København udgøres af Kommuneplanen. Her beskrives kommunens
målsætninger, specielt i relation til byens fysiske udvikling. Målsætningerne
konkretiseres i nogen grad i forskellige sektorplaner og f.eks. i kommunens
retningslinier for byfornyelse og støttet nybyggeri.
Uddybning af indstilling
Formål
Formålet med en Agenda 21 strategi og plan er at formulere en vision for bæredygtig udvikling i København, og at visionen forankres i strategier, prioriteringer og konkrete handlinger i kommunen samt hos borgere og erhvervsliv.
Med en Agenda 21 strategi og plan opfylder vi kravene i Planlovens § 33a og i Dogme 2000.
Agenda 21 strategi og plan skal tage udgangspunkt i de mange strategier og mål i kommunen som allerede er besluttet, det vil sige, at planen skal realisere nogle af de eksisterende mål. Men Agenda 21 strategi og plan skal også suppleres med nyt på områder, hvor vi f.eks. ikke har mål/handlinger, eller hvor der er behov for at den nuværende indsats skal forbedres. I denne forbindelse skal krav fra Dogme 2000 indarbejdes. Ligeledes foretages en vurdering af i hvilket omfang anbefalingerne fra Rådet for Bæredygtig Udvikling kan indarbejdes.
Organisering
Udarbejdelsen af Agenda 21 strategi og plan for Københavns Kommune organiseres som et tværgående projekt. Der nedsættes en styregruppe og en projektgruppe med deltagelse af repræsentanter fra Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen. Miljø- og Forsyningsforvaltningen forestår formandskabet i styregruppen samt projektledelsen. Alle forvaltninger vil dog blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af strategien og planen, dels via deltagelse i arbejdsgrupper, dels via Dogmeforum, der fungerer som en intern følgegruppe.
Der vil derudover blive sikret en tæt kobling mellem Agenda 21 strategien/planen og kommuneplanstrategien.
Borgerinddragelse
Agenda 21 strategi og plan indeholder både nye mål og indsatser, såvel som mål og indsatser, der allerede er politisk vedtaget i anden sammenhæng. Det betyder, at dialogen om de nye mål og indsatser vil supplere de eksisterende og forudgående dialoger, der har været f.eks. om Trafik- og Miljøplanen.
Det foreslås at borgerdialogen i forbindelse med Agenda 21 strategi og plan udgøres af følgende:
· Indledende research omkring borgernes holdninger
· Løbende debat med ekstern følgegruppe
· Debat om visioner, strategier samt forslag til konkrete tiltag
· Officiel høring
Indledende research
omkring borgernes holdninger
Til det indledende arbejde med at formulere overordnede visioner og strategier tages udgangspunkt i den viden vi allerede har om borgernes holdninger (fra f.eks. arbejdet med Rådet for Bæredygtig Udvikling, Trafik- og Miljøplan m.v.). Derudover suppleres med en undersøgelse om københavnernes opfattelse af, hvilke miljøproblemer, der er væsentlige i København.
Løbende debat med
ekstern følgegruppe
Der nedsættes en ekstern følgegruppe, der følger projektet fra start til slut, og som løbende kan kommentere projektets retning, indhold og proces. Det foreslås, at følgegruppen sammensættes af repræsentanter fra f.eks. Dansk Industri, grønne guider, fagforeninger (LO), Københavns Miljø- og Energikontor, boligselskaber (f.eks. AKB), Naturfredningsforeningen (Københavnsafdelingen), Det Grønne Råd, lokal Agenda 21 grupper samt lokale Agenda 21 centre, når de er etableret.
Debat om visioner,
strategier samt forslag til konkrete tiltag
Der udsendes et debatoplæg (efter politisk drøftelse) om visioner og strategier for en bæredygtig udvikling i København. Formålet med debatten er at drøfte de overordnede strategier samt at få borgernes input til, hvordan strategierne skal føres ud i livet. Der kan f.eks. være tale om offentlige debatmøder med deltagelse af politikere og borgere, ligesom der kan være internetbaseret borgerdialog eller andre dialogværktøjer.
Officiel høring
Når der foreligger et endelig forslag til strategi og plan, der har været politisk behandlet, skal være en offentlig høring af otte ugers varighed.
Tidsplan
Agenda 21 strategi og plan skal være politisk tiltrådt inden udgangen af 2003. Det foreslås, at processen deles i en visions og strategidel og i en plandel, der giver mulighed for politisk stillingtagen midtvejs i processen. De væsentlige elementer fremgår af følgende tidsplan:
Ultimo 2002 – primo 2003 |
Debatoplæg til politisk behandling (MFU, BTU, ØU og BR) (Debatoplægget indeholder forslag til overordnet vision og strategier) |
Primo 2003 |
Borgerdialog omkring debatoplæg |
Medio 2003 |
Strategi og plan til høring i forvaltningerne |
Ultimo 2003 |
Strategi og plan behandles i MFU, BTU og ØU. Vedtages af BR og sendes i høring |
2004 |
Endelig vedtagelse i BR |
MILJØVURDERING
En Agenda 21 strategi og plan vil have en positiv effekt på miljøet både lokalt, regionalt og globalt. Strategien giver mulighed for at målrette og prioritere miljøindsatsen med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling.
ØKONOMI
De samlede udgifter i forbindelse med udarbejdelsen af en Agenda 21 strategi og plan anslås at udgøre 1,5 mio. kr. fordelt over perioden 2002, 2003, 2004. Det foreslås, at udgifterne fordeles ligeligt mellem Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen, og afholdes over de tre forvaltningers drift.
Nedenfor redegøres for udgifterne i forbindelse med udarbejdelse af Agenda 21 strategi og plan.
Udgifter 2002
Konsulent (borgernes holdninger) |
200.000 kr. |
Layout og produktion af debatoplæg |
100.000 kr. |
Udgifter i alt i 2002 |
300.000 kr. |
Udgifter 2003
Debat (produktion af materiale, debatmøder, hjemmeside m.v.) |
500.000 kr. |
Produktion af forslag til strategi og plan |
100.000 kr. |
Officiel høring (høringsmateriale, annonceudgifter m.v.) |
300.000 kr. |
Udgifter i alt i 2003 |
900.000 kr. |
Udgifter 2004
Trykning af strategi og plan |
100.000 kr. |
Pjece (DK) |
100.000 kr. |
Pjece (UK) |
100.000 kr. |
Udgifter i alt i 2004 |
300.000 kr. |
I Miljø- og Forsyningsforvaltningen anvises den kassemæssige dækning på kontonummer 0.80.1 Fælles Formål.
Finansiering af de tiltag, der vil blive foreslået i planen forventes inddraget i budgetforhandlingerne om budget 2005.
HØRING
Der vil foregå en løbende dialog som beskrevet ovenfor. I efteråret 2003 vil der være en offentlig høring (otte uger) af forslag til Agenda 21 strategi og plan for Københavns Kommune.
BILAG
"Agenda 21 Strategi for Københavns Kommune – status", Miljøkontrollen marts 2002
Jens Jacobsen Peter
Elsman Erik
Jacobsen