Endelig vedtagelse af lokalplan Krimsvej II, Amager Øst
Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.
I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".
Lokalplanforslaget har til formål at rette op på uklare bestemmelser og sikre intentionerne i gældende lokalplaner for et område der afgrænses af Krimsvej, Øresundsvej og Amager Strandvej. Planforslaget justerer bl.a. en række byggefelter og etageantal på Amager Strandvej 120, letter mulighederne for at forbedre trafiksikkerheden på Krimsvej og udpeger bevaringsværdige bygninger og træer. Desuden muliggør planforslaget en retlig lovliggørelse af byggeriet på Amager Strandvej 122, hvis udseende delvist er ulovligt.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende lokalplan Krimsvej II (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, herunder at bygningshøjder fortsat reguleres som etageantal i kombination med bygningshøjde,
- dog således, at Teknik- og Miljøforvaltningen frem mod behandling af sagen i Borgerrepræsentationen går i dialog med bygherre om, hvor stor en andel af træerne i lokalplanforslaget, der skal være hjemmehørende og/eller frugtbærende,
- dog således at der fastlægges en minimumshøjde for stueetagen på Amager Strandvej 120 for at udvide mulighederne for anvendelse, herunder fx publikumsorienteret serviceerhverv.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form. Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Den 6. februar 2019 ophævede Planklagenævnet delvis en dispensation fra lokalplan 425 Krimsvej til byggeriet på Amager Strandvej 122. Lokalplanforslag Krimsvej II muliggør en retlig lovliggørelse af byggeriet. Derudover retter planforslaget generelt op på uklare og uhensigtsmæssige bestemmelser samt justerer byggemulighederne på Krimsvej 17B, Amager Strandvej 120 og Amager Strandvej 124. Amager Strandvej 124 huser i dag blandt andet Filipskolen.
Lokalplanforslaget blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 28. november 2022 og har været i høring fra den 6. december 2022 til den 31. januar 2023. Forvaltningen har modtaget 61 henvendelser. Høringen har givet anledning til ændringsforslag fra forvaltningen. Et ændringsforslag har været sendt i supplerende høring hos den berørte grundejer, Krimsvej 17B og Amager Strandvej 120, fra den 17. februar til 3. marts 2023.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 17. april 2023, at sende lokalplanforslaget tilbage til forvaltningen med henblik på at bygningshøjder i lokalplanforslaget måles i meter i stedet for etageantal. Dermed muliggøres 14 etager i stedet for 12 etager på Amager Strandvej 120, uden at den allerede angivne maksimale højde på 46,3 m ændres. At opføre bebyggelsen i 14 etager forudsætter, at krav til bebyggelsesprocent og friarealprocent overholdes. Ændringen har ikke været i yderlig supplerende høring.
Løsning
Borgerrepræsentationen vedtog den 27. august 2009 lokalplan 425 Krimsvej, der muliggjorde udvikling af et funktionsblandet bykvarter. Efterfølgende har Borgerrepræsentationen vedtaget tillæg 1 til lokalplanen den 22. juni 2016 og tillæg 2 den 22. juni 2017. Tillæg 1 og 2 ændrede byggemulighederne for boliger og erhverv flere steder i området. Lokalplanområdet indgår i et større tidligere industriområde syd for Prags Boulevard, der ligger omkring Amager Strandvej, Strandlodsvej og Krimsvej. Området er kendetegnet ved en sammensat karakter, og det er udviklet med varieret tæthed samt blandede bebyggelsesstrukturer og anvendelser.
Lokalplan 425 Krimsvej med tillæg 1 og 2 vil blive ophævet i sin helhed i forbindelse med den endelige vedtagelse af lokalplan Krimsvej II. Intentionerne og principperne i den tidligere planlægning er i videst muligt omfang videreført til lokalplanforslaget. Lokalplanforslagets indeholder ændringer i forhold til de hidtil gældende planer (bilag 8). Blandt andet muliggør planforslaget en retlig lovliggørelse af byggeriet på Amager Strandvej 122, øger mulighederne for at forbedre trafiksikkerheden på Krimsvej og ændrer på udpegningen af bevaringsværdige bygninger (bilag 9) og bevaringsværdige træer (bilag 10) i området. Ligeledes justerer planforslaget byggemulighederne på Krimsvej 17B, Amager Strandvej 120 og Amager Strandvej 124, hvor der endnu ikke er etableret byggeri i overensstemmelse med lokalplan Krimsvej med tillæg 1 og 2. Den endelige lokalplan Krimsvej II vil ikke få indflydelse på eksisterende, lovlige forhold i området.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 17. april 2023, at sende lokalplanforslaget tilbage til forvaltningen med henblik på at bygningshøjder i lokalplanforslaget måles i meter i stedet for etageantal.
De resterende højhuse indenfor lokalplanområdet er allerede opført på baggrund af regulering af antal etager. For at skabe ensartede bestemmelser for højhuse, foreslår forvaltningen at bevare etageantallet, og alene forhøje antallet fra 12 til 14 etager. Herefter vil 14 etager være det maksimale etageantal, der kan opføres indenfor den fastsatte maksimale højde på 46,3 m. Ved at forhøje antallet af etager fra 12 til 14, kan der opstå udfordringer med at få plads til evt. publikumsorienteret serviceerhverv i stueetagen. Det er muligt at beslutte en minimumshøjde for stueetagen i højhuset, for at sikre bredere anvendelsesmuligheder jf. beskrivelse i det politiske handlerum.
Forslag til ændringer af lokalplanforslaget
På baggrund af den offentlige høring, og Teknik- og Miljøudvalgets behandling af sagen den 17. april 2023, foreslår forvaltningen ændringer i lokalplanens bestemmelser. Der fastlægges maksimale bygningshøjder for de fire byggefelter på Amager Strandvej 120, herunder at etageantallet i den højeste bygningsdel ændres fra 12 til 14 uden at den maksimale højde ændres. Forvaltningen foreslår desuden, at der fastlægges kompetencenormer, der tydeliggør muligheden for dispensation til en ændret indretning af vejtype a, bilparkering og cykelparkering på Amager Strandvej 124, og at det tydeliggøres, at den eksisterende placering af stiforbindelse a på stationstorvet kan ændres. De præcise forslag til ændringer fremgår af bilag 6.
Høring
Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden
Forvaltningen har modtaget 61 henvendelser i høringsperioden (bilag 4). I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Forvaltningen har sammen med Amager Øst Lokaludvalg afholdt et borgermøde den 18. januar 2022, hvor ca. 55 borgere deltog. Referat af mødet er vedlagt (bilag 7). Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.
Amager Øst Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 4, henvendelse nr. 21):
- Amager Øst Lokaludvalg ønsker, at der fremadrettet er fokus på trafiksikkerhed i området og ser frem til, at Krimsvej bliver ombygget.
- Amager Øst Lokaludvalg udtrykker kritik af processen omkring byggeriet på Amager Strandvej 122, men ser frem til, at sagen bliver afsluttet.
Forvaltningens bemærkninger
Lokaludvalgets synspunkter er sammenfaldende med borgernes henvendelser, og forvaltningen kommenterer derfor samlet nedenfor.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser
- I 18 henvendelser udtrykkes der kritik af trafiksikkerheden på Krimsvej, særligt med henvisning til at vejen ikke er blevet etableret som oprindeligt planlagt. I henvendelserne udtrykkes der ønske om, at Københavns Kommune giver økonomisk støtte til ombygning af vejen.
- I 13 henvendelser er der kritik af, at lokalplanforslaget muliggør en lovliggørelse af den delvist ulovlige bygning på Amager Strandvej 122.
- Med henvisning til trafiksikkerhed er der i 10 henvendelser ønske om, at Krimsvej lukkes mod Øresundsvej, eller at der etableres en lysregulering i krydset mellem de to veje.
- I 24 henvender udtrykkes der modstand mod lokalplanforslagets byggemuligheder på Amager Strandvej 124 og særligt mulighederne for at etablere en tagterrasse med en skolegård oven på Filipskolen, den nordlige bygning på grunden. I henvendelserne argumenteres der for, at den mulige tagterrasse er en væsentlig ændring ift. den hidtidige planlægning, og at den hævede skolegård vil medføre støj- og indbliksgener samt problemer med sikkerhed for beboerne på Amager Strandvej 122.
- I otte henvendelser udtrykkes der bekymring i forhold til højden på det højhus, der kan opføres i 12 etager på Amager Strandvej 120.
- I to henvendelser udtrykkes der et ønske om, at den eksisterende cykelparkering for Filipskolens skoleelever, der er etableret i en græsrabat mod øst, kan opretholdes. I henvendelserne argumenteres der for, at dette vil kunne skabe mere luft omkring nybyggeri på grunden.
- Metroselskabet oplyser, at metroforpladsen ved Øresund Station er omfattet af en teknisk aftale mellem Metroselskabet og Københavns Kommune, som skal respekteres.
Forvaltningens bemærkninger
- Krimsvej er en privat fællesvej, og det er grundejerforeningen og grundejerne i området, der har ansvar for at foretage de nødvendige ændringer af vejen. Københavns Kommune er i dialog med grundejerforeningen om, hvordan trafiksikkerheden på vejen kan blive forbedret. Københavns Kommune har ikke uden videre mulighed for at bidrage til ændringer af Krimsvej.
- Byggeri på Amagerstrandvej 122 skal lovliggøres enten fysisk eller retligt. Teknik- og Miljøudvalg besluttede den 27. november 2017, at der skal ske retlig lovliggørelse, hvilket bl.a. er baggrunden for lokalplanforslag Krimsvej II.
- Den endelige lokalplan Krimsvej II vil ikke være til hinder for, at Krimsvej lukkes mod Øresundsvej, eller at der etableres en lysregulering i krydset mellem de to veje. Vejmyndigheden vurderer dog, at vejreglernes kriterier for at signalregulere krydset ikke er opfyldt i den nuværende situation. Der er ikke stor trafikintensitet eller lange ventetider for sidevejstrafikken, og der er etableret fodgængerfelt og midterhelle, så fodgængere og cyklister kan krydse vejen af to omgange.
- I lokalplan Krimsvej var det muligt at opnå dispensation til en tagterrasse med en skolegård på den nordlige bygning på Amager Strandvej 124. Forvaltningen vurderer, at muligheden for at opnå dispensation til tagterrasser på grunden ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af omgivelserne, og at påvirkningen ikke vil overstige, hvad der er forventeligt i et tæt bymæssigt område. Skoler og deres friarealer er kategoriseret med de samme vilkår som rekreative områder i eller nær byområder, boligområder, udendørs opholdsarealer mv. Der er dispenseret til tagterrasser på næsten alle bygninger i området.
- Lokalplan Krimsvej med tillæg 1 og 2 og lokalplanforslag Krimsvej II har ikke haft bestemmelser om den konkrete bygningshøjde på Amager Strandvej 120, men alene bestemmelser om etageantal. Forvaltningen foreslår efter høringen, at der til den endelig lokalplan Krimsvej ll tilføjes bestemmelser, der fastlægger de maksimale bygningshøjder for de fire byggefelter på Amager Strandvej 120, herunder en maks. højde på 46,3 m.
- Forvaltningen foreslår, at det tydeliggøres i bestemmelserne, at det er muligt at opnå dispensation til en anden indretning af vejtype b, bilparkering og cykelparkering på Amager Strandvej 124. På den måde vil der senere kunne godkendes en alternativ indretning af vejtype b og parkering, hvis der kan blive sikret den nødvendige trafiksikkerhed på grunden.
- Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med den tekniske aftale om metroforpladsen ved Øresund Station. Forvaltningen foreslår, at det tydeliggøres i bestemmelserne, at den eksisterende placering af stiforbindelse a på stationstorvet kan ændres.
Supplerende høring
Ændringsforslag vedrørende de maksimale bygningshøjder på Amager Strandvej 120 har været sendt i supplerende høring hos grundejeren. På baggrund af den supplerende høring har grundejeren hovedsageligt ytret et ønske om at kunne opføre højhuset på grunden i 14 etager i stedet for 12 etager, som fastlagt i lokalplanforslaget. Grundejerens henvendelse fra den supplerende høring fremgår af bilag 4 og er behandlet i bilag 5. Henvendelsen har givet anledning til ændringsforslag om, at den højeste bygningsdel kan opføres i 14 etager, hvis bebyggelsesprocent og friarealprocent kan overholdes og bygningshøjden i øvrigt er uændret.
Politisk handlerum
- Det kan besluttes at ændre planforslagets afgrænsning, herunder om planforslaget skal udformes som et tillæg 3 til lokalplan Krimsvej, der kun omfatter grundene Krimsvej 17B samt Amager Strandvej 122 og 124. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det vil lette byggesagsbehandlingen væsentligt, hvis der vedtages en ny lokalplan for hele lokalplanområdet, idet omfanget af dispensationsbestemmelser og kompetencenormer er reduceret væsentligt i lokalplanforslaget Krimsvej II.
- Det er muligt at til- og fravælge bygninger, der foreslås fastlagt som bevaringsværdige. Det vil forudsætte ny høring, hvis lokalplanforslagets udpegning af bevaringsværdige bygninger ændres.
- Der kan fastlægges en minimumshøjde for stueetagen på Amager Strandvej 120 for at udvide mulighederne for anvendelse fx til publikumsorienteret serviceerhverv. Dette kan have konsekvens for det maksimale etageantal i højhuset.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.
/ Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende lokalplan Krimsvej II (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, herunder at bygningshøjder fortsat reguleres som etageantal i kombination med bygningshøjde.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2023
Sagen blev udsat.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 28. august 2023
Enhedslisten og Socialdemokratiet stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således, at der stilles krav om hjemmehørende træarter jf. liste over 32 hjemmehørende arter af træer og enkelte buske i ’Notat om mulighed for at stille krav om specifikke arter af træer’.”
Ændringsforslaget (ÆF1) bortfaldt med 5 stemmer mod 5. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, Ø og Å
Imod stemte: B, C, F og V
Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Venstre stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således, at Teknik- og Miljøforvaltningen frem mod behandling af sagen i Borgerrepræsentationen går i dialog med bygherre om, hvor stor en andel af træerne i lokalplanforslaget, der skal være hjemmehørende og/eller frugtbærende.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF3):
”dog således at der fastlægges en minimumshøjde for stueetagen på Amager Strandvej 120 for at udvide mulighederne for anvendelse, herunder fx publikumsorienteret serviceerhverv.”
Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget med 9 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, Ø og Å
Imod stemte: V
Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, V, Ø og Å
Imod stemte: C
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti støtter tankerne om øget trafiksikkerhed og lovliggørelse, men vi kan ikke støtte forslaget, når der nedlægges parkeringspladser i et område, hvor der allerede er stort pres på parkeringspladserne.”
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti mener, at den eksisterende parkeringsnorm skal opretholdes.”
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
"Venstre har tiltro til, at bygherre vælger en bygningshøjde, der er passende og indenfor de gældende regler, og stemmer derfor imod Enhedslistens ændringsforslag herom".
Beslutning
Dagsordenspunkt 13: Endelig vedtagelse af lokalplan Krimsvej II, Amager Øst (2023-0158368)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. september 2023
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen med 12 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, F, V og I.
Imod stemte: C.
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkninger fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 28. august 2023:
”Det Konservative Folkeparti støtter tankerne om øget trafiksikkerhed og lovliggørelse, men vi kan ikke støtte forslaget, når der nedlægges parkeringspladser i et område, hvor der allerede er stort pres på parkeringspladserne.”
”Det Konservative Folkeparti mener, at den eksisterende parkeringsnorm skal opretholdes.”